Bente's OPFATTELSE

 

Hvis du vil til år 2008 TRYK HER

 

 

 

  2007

 

15. rejsebrev 18. – 31. december 2007 – Barbados og St. Vincent.

 

Det var nok lidt for mange dage på Barbados. I alt 11blev det til. Men vi havde besluttet at holde jul her. Bo skulle også hjem derfra den 26. december.

Efter at vi havde checket ind – hvilket var særdeles besværligt. I alt 4 kontorer skulle besøges. Først havn, derefter Custom, Health og Immigration. 10 formularer skal udfyldes – nogle i kopi. Efter indcheckningen sejlede vi over til Calisle Bay. Først i bøje. Men den var optaget, hvorefter vi lagde vores eget anker ud.

De første dage var ren afslapning. Vi gik lange ture i byen eller dasede på stranden. Ren hygge. Man skal ikke være i tvivl om, at på Barbados drejer det sig om penge. Der kommer helt op til 5-6 store krydstogtskibe ind i havnen hver dag. Turisterne skal lænses mest muligt. Alle råber efter en – køb køb.

Dog skete der det, da Ole og Leif havde været i land den første dag, fandt de at gummibåden lå på hovedet og at siddebrættet manglede. Vi lå langt ude. Og da motoren også havde fået vand, måtte de ro ud.

Det tog en halv dag at rense motoren (måtte gøre det 2 gange), men så virkede den også igen.

Og så skete det, at gummibåden trillede rundt, mens vi alle var i båden. Alle havde telefoner og kameraer med, der blev dyppet. Jeg mistede også mine nye briller. Det blev en overordentlig dyr omgang for alle.

 

Den næste dag ville vi på rundtur på Barbados. Vi havde kontaktet Langturssejlerne kontaktperson her Tina Bang King, der hjalp os med at få lejet en bil. Den hentede vi næste dag. Først skulle jeg have et kørekort for at få lov til at køre på øen (10 B$).

Vi kørte op langs vestkysten. Der er sukkerrørsplantager alle vegne. Helt oppe nordpå – og ude på landet måtte jeg trække helt over til venstre for at undgå en modkørende bil. Bang, sagde det lige pludselig. En rod stak op af rabatten. Den ramte begge venstredæk, der eksploderede. Hvad nu. Vi havde ingen mobiltelefon. De var druknet dagen i forvejen. Heldigvis kom en lokal beboer fra det nærmeste hus os til hjælp. Han ringede til udlejningsfirmaet, der sagde de ville komme i løbet af en time. I ventetiden kom vi i snak med husets beboere, der sagde at vi kunne plukke nogle kokosnødder, hvis vi havde lyst. Det havde vi.

Da udlejningsfirmaets mekaniker kom, grinede han, og sagde, at det blev dyrt for os. Men vi fik hans bil og kunne køre videre.

Der er mange veje på Barbados. Og vi fik da kørt forkert nogle gange. Det var en flot tur. Men at skulle se det hele på en halv dag er lige i overkanten. Det bliver for meget køreri. Først tidligt på aftenen var vi tilbage ved stranden, hvor båden lå udfor.

 

Dagene gik, og pludselig var det juleaften. Vi havde besluttet, at vi ville have flæskesteg med rødkål og ris a la mande til efterret. Claus og Kim, som vi havde mødt på Kap Verde, var kommet et par dage før, kom over og hilste på. De blev inviteret til julemad. Der var nok af det. De medbragte surt og rødkål og en spand vin. Men de skulle lige sammen med Bo have et dyk på nogle vrag de i bugten.

Det blev sent men meget hyggeligt.

 

Den 26. december – den dag Bo skulle hjem – havde vi aftalt at komme over til broen for at tanke vand. Vi var næsten helt tørlagt. Havde ikke fået vand siden Kap Verde. Da vi om eftermiddagen kom over til broen viste det sig, at vi havde misforstået noget. Vi skulle være kommet om formiddagen. Vi fik hastigt Bo og hans bagage op på kajen – der var meget. Fik sagt hurtigt farvel. Jeg besluttede derefter, at vi sejlede direkte til St. Vincent – en tur på 103 sømil.

 

St. Vincent har en noget andet historie end mange af de andre Vestindiske øer. Krigene mellem Frankrig, England og den lokale caraibiske befolkning medførte, at sukker-boomet ikke kom til St. Vincent. Columbus opdagede øen på St. Vincent dag 22. januar 1498, deraf navnet. Øerne blev endelig overdraget England ved fredsaftalen i Paris 1762. Helt selvstændige blev øen i 1979.

Vi ankom til Wallilabou Bay den næste formiddag. Et skønt sted. Næsten som at ligge i en filmkulisse. Hvilket det også var. ”Pirates of the Carribian” er optaget her og i nabobugten Cumberland Bay. På billederne i Galleri, vil man nok kunne genkende nogle af kulisserne, hvis man har set filmen.

Her er der ”boat boys”, som modtager en inden man kommer ind i bugten. "Hey mon" råber de. 20 EC$ ville de have for at tage vores trosse ind til land. Boat boys her er ret aggressive. De er der hele tiden og faldbyder vand, is, frugt, brød og fisk. Og de tager sig godt betalt for det. Bl.a. måtte vi betale 40 EC$ (80 kr.) for 25 liter vand – og det fik ikke vandmåleren til at røre sig bare en millimeter.

Om aftenen spiste vi på restauranten, der havde været filmkulisse til filmen. Helt hyggeligt.

Den næste dag ville vi helt op til Chateaubelair Bay. Den nordligste bugt, hvor der kan ankres. Ikke fordi det var så langt. Hele St. Vincent er 15 sømil fra nord til syd. Bugten var stor og virkede ikke særligt spændende. Gråvejret og regnen gjorde også nok sin del til det. Der lå ingen andre både. Vi sejlede igen. På kortet kunne jeg se, at man kunne skyde genvej mellem bugten og et lille skær. Mellemrummet var højst en bådbredde. Både Ole og Leif stillede sig ud i stevnen for at holde øje med passagen. ”No Problem”. Det gik fint.

Vi sejlede sydpå og gik ind i Cumberland Bay. Langt uden for bugten blev vi modtaget af den første boat boy på et surfbræt. Vi havde fart på, så han kunne ikke følge med. En anden boat boy tog vores agtertrosse til land. Den første og den sidste boat boy kom op og sloges om hvem der skulle tage trossen. Ole måtte råbe til dem, før de blev enige. Men glade var de ikke. Deres skænderi fortsatte længe efter at trossen var bundet rundt om en palme.

Her virker det meget mere roligt end i Wallilabou Bay. Her er meget bounty-agtigt (urørt natur). Men også en del af bygningerne og beach restauranten har været brugt som kulisse til ”Pirates of the Carribian).

Den 29. december. Nu SKULLE vi have vand. Vi sejlede de 2 timer sydpå det tog at komme til hovedstaden Kingstown. Vi prøvede forskellige steder. Vi blev henvist til færgelejet. En taxi lovede at han kunne finde ”the waterman”. Det at hælde vand på er ikke nogen enkelt sag her på St. Vincent. Vi kørte rundt i byen efter ”the waterman”. Uden resultat. 30 EC$ i taxi. Båden lå meget uroligt, så jeg besluttede, at vi sejlede til en ankerplads omkring Young Island – helt nede sydpå. Her blev vi lagt i bøje, da bådene ligger meget tæt. Det koster lidt – 15 US$.

Der er en bro her. Håber vi kan få vand der.

Vi ville have sejlet videre i dag til den nordligste af Grenadiner øerne – Bequia. Men det venter vi med til i morgen tidlig den 31. december. Her vil vi så fejre nytårsaften.

 

Jeg håber alle, der læser dette må have en rigtig god nytårsaften og et godt nytår.

 

 

 

14. rejsebrev 1. – 17. december 2007 – 2028 sømil på Atlanten mellem Kap Verde og Barbados.

 

Den 1. december var så dagen, hvor vi havde besluttet at tage den store tur over Atlanterhavet til Barbados. Dagen i forvejen – den sidste dag i november – gik vi i byen sammen med andre sejlere for lige som om at tage lidt afsked med hinanden og Kap Verde. Kap Verde er endnu ikke så turistet endnu. Det har været en oplevelse at opholde os på øerne. Faktisk skulle 10 både afsejle mod forskellige destinationer i Caribien – enkelte til Barbados som os.

Hen ad midnat blev jeg træt og ville ned om bord. Det ville de andre ikke. Festen var jo lige startet.

Hen ad morgenen – en enkelt lidt senere – kom de andre ombord. Glade, men meget trætte. Nå, men vi skulle jo også først have ferskvand ombord og købe grønsager for de sidste Kap Verde esqudos vi havde tilbage.

Kl. 1 smed vi fortøjningerne og gav os af sted fra Mindelo Marina. Uden for bugten – og på grund af de høje bjerge fra Sao Vincente og Sao Antão, fik vi masser af vind og forvirret sø. Der var ret stille ombord. Især Leif blev alvorligt søsyg. Men han kunne ikke forstå hvorfor!!! Desværre svigtede den nye elektriske autopilot kort efter starten (James II), så vindstyreren (Marie) måtte trække læsset. Den var meget svær at kontrollere på grund af den kraftigt springende vind. Men efter at vi kom fri af øerne hjalp det.

Den 2. december var det Ole Ernsts fødselsdag. Det blev fejret meget enkelt med et flag i salonen og en fødselsdagshilsen. På grund af det hårde vejr var lysterne ikke til meget mere.

Der blev fisket på livet løs. Specielt i starten og med stort fiskegrej. Og det varede da heller ikke længe før, at der pludselig var et ordentligt ryk i viren – ja vi fisker med line der er lavet af flettet stål, og med kroge, der vejer næsten et halvt kilo! En kæmpefisk på ca. 25 kg hang på krogen. Bo, Ole og Leif måtte lægge alle kræfter i for at få den halet indenbords. Vi sagter jo ikke farten af den grund. Men ind kom den. Det var en ordentlig krabat af en spansk makrel. Vi havde fået et godt råd af nogle danskere i Mindelo om, at vi bare skulle puste lidt rom ind i fiskens gæller, så var den helt rolig. Bo tog en ordentlig slurk rom og pustede ned i dens store gab - og voila! Den urolige fisk blev helt stille med det samme. Ole fileterede den. Det var et besværligt arbejde i den høje sø. Men med fare for at skære sig selv (lidt skrammer fik han dog), fik han det gjort. Resultatet blev mere end 10 kg ren fiskefilet. Der blev fanget et par fisk mere, bl.a. et par guldmarkreller og en stor tun på ca. 10 kg. De blev alle sat ud igen. Der er ikke plads til mere i fryseren. Spansk markrel er en meget lækker havfisk. Med alt det kød vi har i fryseren – og nu også fisk – har vi mere end rigeligt til resten af turen til Barbados. Og vi spiser godt – rigtig godt endda. Næsten kulinarisk. Vi mangler ikke noget.

Den anden dag til havs bød på et show fra flere hundrede delfiner. De var utallige og lige så langt øjet rakte på begge sider af båden.

På grund af den kraftige vind og høje sø vi havde haft lige fra starten (kuling), sejlede vi med 3 reb i storsejlet og med halvt udrullet forsejl.

På den 3. dag revnede forsejlet i agterkanten (agterlig). Hurtigt blev det rullet ind. Vi turde ikke rulle det helt ud for at tage det ned, da vi mente at det ville gøre skaden større. Vi rystede et enkelt reb ud af storsejlet. Farten lå mellem 5 og 7 knob, men vi ruller noget mere på grund af, at der kun var et sejl oppe. Men det kan vi leve med. En gang imellem kom farten op på over 10 knob, når vi rutschede og surfede på forkanten af en rigtig stor sø.

Det meste af tiden går med at lave så lidt som muligt. Vagterne tærer ikke på kræfterne. Vi har en 4 timers vagt om dagen og en 3 timers om natten. Hver fjerde dag har vi ingen dagvagt. Der læses og snakkes meget. Der bages brød, kager og wienerbrød. Til nattevagten er der altid lidt godt snack.

Den 10. dag brast forliget i storsejlet. Årsagen var et par ukontrollerede bomninger. Ikke fordi bommen kommer farende hen over hovederne på os. Det gør den ikke, fordi vi har monteret en ”preventer” – et stykke tovværk, der fastholder bommen i sin stilling ude tværs. Det kraftige slag, som sejlet får, når det slår tilbage er en meget stor belastning. Vi tog sejlet ned og nødreparerede det. Her i skrivende stund, hvor vi mangler 150 sømil til Barbados, ser det ud som om det vil holde resten af vejen. Men vi har da et par sejl mere, hvis det skulle gå helt galt. At sejle på Atlanterhavet i høj sø og store dønninger er en meget stor belastning for rig og sejl. Vi er efterhånden helt gode til at sy sejl i hånden – men ih, hvor ta’r det lang tid.

Her lørdag den 15. december ville jeg bage kanelsnegle og grahamsbrød. Hvad skete der så? Ovnen ville ikke tænde. Hvad gør man så? En kasserolle med låg måtte udgøre det for ovn. Grahamsbrødene blev lavet om til boller. Meeen det tager lang tid. Vi startede med at bage kl. 9 om morgenen. Her kl. 16 er vi halvt færdig!!! Må nok købe en ny ovn på Barbados.

Andre ting er også gået i stykker. Bomningerne har smadret 3 kasteblokke $$$. Loggen er gået i udu og piber hele tiden. Men jeg tror ikke at de uheld vi har haft er meget anderledes, end det andre sejlere oplever, men det koster.

Når vi kigger ud over havet kan man godt føle sig meget ensom. Ud over nogle enkelte kontakter med andre både er det først her hvor vi nærmer os land, at vi ser andre både. Vi tager altid kontakt med dem over VHF’en og får en snak om hvor vi kommer fra og hvor vi skal hen samt hvad vi nu ellers kan finde på at snakke om.

At sejle om natten er et eventyr for sig selv. Stjernehimlen er jo imponerende flot, når der ikke er noget generende lys omkring. Mælkevejen står som et lysende bånd over himlen. I øjeblikket står Mars hele natten med sit røde skær lige ved Tvillingerne (Castor og Pollux). Orion lige over hovedet ved midnat. Orion viser også vejen til Aldebaran (Tyrens røde øje), Capella, Plejaderne, Sirius, Procyon og Antares. Sent på natten kommer sydkorset op lavt på himlen. Karlsvognen dukker samtidigt op på den nordlige himmel og viser vejen til Nordstjernen (Stella Polaris). Et par timer før daggry dukker så Venus op i øst. Jeg kunne blive ved, fordi alle stjernebillederne står så lysende klart i den sorte nat. Hvis man er den type, der tror, at man kan få et ønske opfyldt, når man ser et stjerneskud. Ja, så er havsejlads sagen. Alle ønsker kan opfyldes. Der er hundredvis hver nat. Nogle svage, andre kan lyse himlen helt op og tegner et kraftigt spor, der hænger i flere sekunder. Rent festfyrværkeri.

Vores etmål (døgndistance) har ligget mellem 125 og 141 sømil. Det synes jeg er helt fint i betragtning af den meget lille og konservative sejlføring.

Og så lidt om Barbados, som er vores første mål her i Caribien.

Øen var ubeboet da briterne begyndte at bosætte sig på den i 1627. Der blev anlagt rørsukkerplantager med slavearbejdere indtil 1834, hvor slaveriet blev forbudt. Sociale og politiske reformer blev gradvist gennemført og førte til selvstændighed fra Storbritannien 30. november 1966. Barbados er en af de tættest befolkede nationer i Verden. Med en størrelse mindre end Amager er der næsten 400.000 indbyggere. Bridgetown, som vi er på vej mod er hovedstad (13°05’ Nord 59°36’ Vest). Tidszonen er 5 timer efter Danmark.

 

 

Seneste:

Vi er nu checket ind på Barbados. Vi ankom den 17. december kl. halv et om morgenen og blev dirigeret ind til den store Bridgetown havn. Her skulle vi ligge indtil kl. 6 morgen i karantæne. En masse papirer skulle udfyldes – det tog lang tid. Men kl. 8 kunne vi sejle ud af havnen for derefter at ankre syd for havnen i Carlisle Bay på positionen 13°05’5Nord og 59°56’8 Vest.

Nu trænger vi til at komme i land og ryste søbenene af os. Vi bliver her indtil den 27. december, hvorefter vi sejler videre til St. Lucia.

Der er et mylder af mennesker her. Ud over næsten 400.000 mennesker her kommer der også 2-3 store krydstogtskibe ind hver dag. Et leben ud over alle forventninger. Men her er meget smukt og meget engelsk. Vi vil tage en rundtur på øen senere på ugen.

 

Hav en rigtig god jul og et godt nytår alle sammen.

 

 

13. rejsebrev 21. – 30. november 2007 – Boa Vista, Sao Nicolau og Sao Vincente

 

Vi er nu nået til Sao Vincente, der den 1. december bliver vores springbræt til de godt 2.000 sømils sejlads mod Barbados i Caribien.

 

Den oprindelige plan efter Boa Vista var at sejle mod de sydlige øer i Kap Verde (Santiago, Fogo og Brava), men ved at studere beskrivelserne af øerne blev planen ændret til de mere nordlige og vestlige øer Sao Nicolau og Sao Vincente.

 

Boa Vistas ankerplads ud for Porto de Sal Rei, ligger ca. 60 sømils sejlads fra Palmeira på øen Sal. En frisk natsejlads i hård vind fra siden. Vi tog meget vand ind over. Den nye forluge er utæt (dårlig tætningsliste) En flok grindehvaler gjorde os selskab et stykke af vejen. På sejladsen mellem øerne er der masser af flyvefisk, der flygter fra båden. Nogle gange springer de i hele flokke ud over vandet. Derefter flyver de i en bue væk fra båden – op til flere hundrede meter. Kun en enkelt – en lille en – landede på dækket.

Da vi tidligt om formiddagen nærmede os ankerpladsen, der krævede nøjagtig navigation mellem nogle skær kunne vi se, at der lå et par velkendte både. Chili med solosejleren Bjørn og to norske både, hvoraf vi kendte den ene Uredd fra Las Palmas.

Ankerpladsen ved Porto de Sal Rei er meget eksponeret og i den hårde luft lå vi meget uroligt, men ankeret holdt fint, hvilket det hele tiden har gjort. Vi lå ca. 500 meter fra stranden. Der var ret store bølger, så det ville være for farligt at være 4 i gummibåden. Jeg blev ombord og havde nogle småting, der skulle laves – bl.a. tætne forlugen med silikone. Bo, Leif og Ole sejlede ind med gummibåden. De var fuldstændig gennemblødte inden de var kommet ret langt.

Den næste dag ville vi tage en Aluguer – en slags taxi til at køre os rundt på øen. Boa Vista er kun meget lidt turistet – endnu. Der er ca. 4.000 indbyggere. De fleste turister er italienere. Boa Vista er meget anderledes end de andre øer. Her er fine hvide strande. Det meste af øen er fuldstændig gold og på midtøen kan de fremvise en mindre sandørken. Boa Vista kaldes derfor også ”Et lille stykke Sahara, der driver rundt på Atlanterhavet”. Vi kørte af meget ujævne veje til sydkysten af øen. Her er der en bred 25 km. lang og fuldstændig hvid sandstrand. Stranden er fuldstændig øde. Jeg vil tro, at om 25 år og med den begyndende turisme, vil der her ligge en række hoteller for solhungrende turister. Her er varmt og solen skinner næsten altid. Regn er næsten et ukendt begreb. Derfor må man for at få ferskvand afsalte havvandet. Vi var lidt ømme bagi efter mere end 3 timers bumpen af sted på meget dårlige veje.

Vi blev kun 2 dage på den meget urolige ankerplads. Også det meget sand der efterhånden dækkede båden, gjorde det ubehageligt. Jeg checkede ikke ind. Ikke fordi det er dyrt – 500 Kap Verde Escudos (5 euro) er standarden. Men sejladsen ind til stranden og bøvleriet med bureaukratiet, samt at de på Sal havde glemt at skrive min destination, gjorde at jeg opgav det.

Der var 91 sømil til Tarrafal på Sao Nicolau. Ved 5-tiden om eftermiddagen lettede vi. Chili og de 2 norske både Good Year og Uredd ville følge efter dagen efter. Vinden forblev hård fra NØ. Forlugen holdt tæt, hurra, men nu kan den ikke åbnes - øv. Ankerpladsen i Tarrafal er meget fin – ingen dønning og ingen sø. Man ligger godt beskyttet bag den store havnemole. Dog er der et men. Lige pludselig kommer der faldvinde ned fra bjergene. De er voldsomme – helt op til 17-18 m/s. Ville ankeret holde? Jeg havde lagt Avalon forrest mellem de andre både – kun ca. 10 meter foran en fransk båd med en bekymret skipper. Ankeret holdt. Jeg ville tæt ind til stranden, da motoren var gået i stykker på Boa Vista. Det kunne være meget svært at ro, når faldvindende kom.

Sao Nicolau er meget bjergrig. På nordsiden, der er meget grøn p.g.a. regnen, dyrkes der frugter, grønsager og sukkerrør. Vi ville på en rundtur på øen. Men ville vente til de andre kom sejlende den næste dag. Gik en tur i den lille havneby og droppede ind et enkelt sted og fik en øl.

Når man kommer ind med jollen er der straks nogle unger, der tilbyder at passe på båden, hente vand og skaffe os af med affaldet – en slags ”boat boys”. De får et par småmønter for besværet. Alle er meget hjælpsomme. Når man spørger om vej til politiet (hvor man checker ind) eller posthuset, fortæller de ikke en, hvor man skal hen – nej de følger en hele vejen og venter til man er færdig – og så følger en tilbage. Og de gør det med et smil – og tigger cigaretter som betaling.

Da Bjørn kom ind den næste dag kom han svømmende over til os. Vi inviterede på ”sundowner”. En speciel drink iblandet lokal Kap Verde spiritus (vi havde købt 5 liter for et par euro). Vi fik en lang hyggesnak om hvor vi skulle sejle hen og hvornår de forskellige ville stikke over Atlanten. Det ser ud til at næsten alle vil tage det store spring lørdag den første december. Alle vil gerne være i Caribien inden jul. Men det ser ud til, at de fleste sejler til Tobago. Indtil nu har vi ikke hørt om andre her, der vil til Barbados.

Den 26. november drog vi samle 10 personer (9 mand og en pige) i en stor aluguer (minibus) til toppen af det højeste bjerg Monte Gordo. Vi havde aftalt en pris på 30 euro for os alle sammen for en tur til toppen samt til hovedbyen Vila da Ribeira Brava, der lå inde på midten af øen.

Det var en flot tur. Jo længere man kommer op, des grønnere bliver det. Vi kunne ikke komme helt op på toppen, der er utilgængelig og også hele tiden dækket af et skylag. Hele bjerget er tilplantet med majs. Temperaturen deroppe i 1.300 meters højde er meget behagelig for os nordboere – kun 20 grader.

Efter toppen gik det mod hovedbyen – primært for at købe umodne grønsager til den lange tur over Atlanten. Det var en lang tur langs hele den meget klippefyldte og forrevne nordkyst. Da vi kom til byen var det ikke til at opdrive grønsager, å vi kørte med det samme tilbage til Tarrafal. I alt tog turen ca. 4 timer. Vel tilbage forlangte chaufføren nu 35 euro ekstra. Hovedbyen indgik ikke i aftalen. Vi måtte bøde, da vores portugisiske ikke er godt nok til at argumentere for den oprindelige aftale.

Næste morgen checkede alle bådene ud for at sejle til Sao Vincente – en tur på ca. 45 sømil – en dagtur.

Vi lettede anker som den første båd den 27. november. 3 reb i storsejlet og halvt udrullet genoa. Det blæste. Vi var dog ikke kommet mere end et par mil ud for havnen, så drejede vinden til vest og aftog. De andre både kom op på siden – endda nogen foran fordi de fandt en vindstribe. Alle sejl kom op. Til sidst blev det for meget og alle startede motorerne. En flok delfiner kom op på siden af os. Vi sejlede for langsomt, så de forlod os hurtigt. Os var der ikke meget sjov med. Vi havde dog ikke mere end lige kommet fri af øen, da vi kunne se hvidt skum på bølgerne lidt fremme. 2 reb i storen og hel genoa. Lige pludselig kom vinden – 12 til 14 m/s. Hurtigt fik vi 3. reb i storen og rullet genoaen halvt ind. Dønningerne og bølgerne rejste sig. Selv om de andre både kun var et par hundrede meter væk forsvandt de fuldstændig, når vi var nede i en bølgedal. Det var frisk sejlads. A vi kom til havnen Porto Grande (Mindelo) på Sao Vincente var vi et par timer foran de nærmeste.

Mindelo har fået etableret en marina til 120 både, hvor man kan få strøm og vand (sidstnævnte betales der for). Bad kan man få på en restaurant vis a vis marinaen (1 euro). Men der er kun koldt vand.

Jeg checkede ind næste morgen. 100 euro for havnepladsen for 4 dage. Hos politiet tog det en del tid. Der er ikke de oplysninger de ikke skal have på båden og besætning. Man lærer tålmodighed.

Bjørn siger, der hver dag på en båd går 7 ting i stykker. Det gjorde der nu ikke på turen hertil. Den elektriske autopilot holdt op med at virke, ferskvandspumpen virkede kun momentant, salonbordet rev sig løst, genuan revnede samt et par andre småting, der lige skulle laves.

Mindelo er den næststørste by i Kap Verde, hvor næsten alle indbyggere på øen bor. Her er attraktive portugisiske handelshuse på havnefronten. Et af dem kaldes også ”Torre de Belem replica” et vidnesbyrd på den engang for portugiserne betydningsfulde havn. Portugiserne brugte øen primært som en omladestation for slaver hentet i Afrika.

Et af de ubehagelige oplevelser her er den store forskel på rig og fattig. Der er mange tiggere. Man kan ikke mere end lige komme ud for porten, så er de der. Nogle vil bare for lidt småpenge vise en hen vor man kan spise eller hvor politiet, imigrationsmyndighederne og posthuset er eller lignende. Det kan virke lidt påtrængende i længden.

Lørdag den 1. december bliver så vores afgangsdato for det store hop over Atlanterhavet til Port St-Charles på Barbados – en tur på 2029 sømil. Hvor lang tid det vil tage bestemmes af vejrguderne. Men vi regner med et sted mellem 16 og 19 dage. Så regn med nyt omkring den 20. december.

Skipper og besætning på Avalon ønsker at alle får en rigtig god jul og et godt nytår.

Allan, Bo, Leif og Ole.

 

 

12. rejsebrev 12. – 21. november 2007 – Atlanten og Sal. Kap Verde.

 

Den 8 dage og 800 sømil (ca. 1.500 km) lange sejltur fra Puerto Rico på Gran Canaria til øen Sal på Kap Verde blev ret begivenhedsløs. Der var kun let vind og til tider vindstille. De sidste 35 timer var Atlanterhavet flad som Isefjorden i vindstille. Ingen bølger og ingen dønning. ”Janmar” fik lov at trække – og den gjorde det perfekt.

Solpanelerne, som vi fik installeret i Puerto Rico giver så meget strøm, at vi kan have fryseren kørende konstant. Der må suppleres lidt med motoren et par timer hver anden dag. I tomgang bruger den kun ca. 1.5 til 2 liter i timen. Det er meget godt for en 40 hestes motor.

At turen herned blev ret begivenhedsløs gjorde nu ikke noget. Selvfølgelig kom der delfiner forbi og hilste på. Men de blev ikke ret længe. Vi sejlede jo ikke rigtigt stærkt (gennemsnittet på hele turen var ca. 4 knob (7 km i timen)). Fiskelykken var også ret begrænset. Vi fangede – eller Bo gjorde – 2 små ålelignende rovfisk, der smagte fortrinligt (Ole er god til at få noget lidt til at se helt overdådigt lækkert ud). Til gengæld kunne vi sammen sidde i cockpittet og spise vores frokost og middag.

Der blev slappet rigtigt meget af – ”limet” som det kaldes i Caribien. Vagterne var overkommelige – 4 mand delte 24 timer i døgnet – altså 6 timer på og 18 af. Tiden gik dog forbavsende hurtigt. Vi væddede om hvornår vi ville ankomme til Sal. Bo og Leif troede vi kunne nå ind allerede søndag aften. Ole mente ikke vi ville ankomme før midnat og jeg som den mest pessimistiske sagde mandag kl. 10 formiddag. Ole vandt en flaske rødvin med en margen på 10 minutter til mig. Ankeret blev dumpet ud for Palmeira havn på Sal kl. 04.50 mandag morgen. Det var bælgravende mørkt.

Vi satte Kap Verdes flotte gæsteflag (som Bente har syet) samt det gule karantæneflag (Q). Derefter gik vi til køjs. Næste morgen efter det helt store morgenbord tog jeg ind til politiet med skibets papirer og passene. Indcheckningen forløb hurtigt og meget smidigt – og vi kunne tage karantæneflaget ned, da jeg kom tilbage.

De den gang øde Kap Verde øer blev opdaget af portugiserne i midten af 1400-tallet og blev senere brugt som knudepunkt for den portugisiske slavehandel. Kap Verde blev selvstændigt i 1975 som følge af nellikerevolutionen i Portugal den 25. april 1974. Kap Verdes største by er Praia på øen Santiago, som samtidig bebos af ca. halvdelen af Kap Verdes indbyggere på ca. 400.000 sjæle.

Det er en helt anden verden vi er kommet til. Udadtil virker det meget lurvet og fattigt. Her er endnu kun meget få turister. Men tendensen er i gang. Om 10 år vil nogle af områderne ligne Puerto Rico på Gran Canaria. Der bygges overalt. Menneskene her virker meget glade. Spørger man dem hvor det eller hint findes følger de en helt hen hvor stedet er. Alle elsker at blive fotograferet. Børnene stimler sammen og vil gerne se sig selv på digitalkameraet bag efter. Vi går rundt i de små gader. Alle smiler til os. Tingene er rimeligt billige. Det ændrer sig nok, når turismen rigtig kommer i gang. Men man kan altid prutte om prisen med et smil. Bl.a. købte vi 4 små sandmalerier og 4 halskæder til 80 kr. Prisen startede ved det 3-dobbelte.

Vi har fået en af de lokale til at vaske vores tøj. Det foregår på gammeldags maner med balje og vaskebræt. Tøjet bliver lagt ud på lavastenene for at tørre.

Her er meget toert. Paa en tur fra Puerto Palmeira til den sydlige og meget turistede del af oeen viser et totalt vulkansk oerkenlandskab. Den sydlige del er fuldstaendig som i Puerto Rico var for 10 aar siden. Her gaelder det kun om at lokke penge ud af turister. Oprindeligt havde vi taenkt at sejle derned, men det goer vi ikke nu.

Vi bliver nu her et par dage inden vi drager videre mod de andre øer: Boa Vista, Sao Nicolao, Sao Vincente og maaske flere af de sydlige oeer. Herfra går det en af de første dage i December mod Barbados – en sejltur på 2000 sømil og måske 3 uger med hav og kun hav.

 

 

11. rejsebrev 24. oktober – 9. november 2007.

 

Nu nærmer sig tiden hvor vi skal ud på nogle længere stræk mod Kap Verde og Barbados.

Vi er tilbage i Puerto Rico pa Gran Canaria efter nogle dejlige ugers sejlads mellem de Kanariske øer.

 

Fra San Sebastian på La Gomera havde vi en stille og rolig tur om på den anden side til Valle Gran Ray. Dog med en del kryds og frisk vind på den sidste del af turen. Selv om der ikke er meget plads i havnen fik vi mulighed for at lægge os uden på en tysk sejlbåd, der igen lå uden på en stor fiskekutter.

I byen er der mange relationer til Tyskland. De var de første turister på øen. Mange tyskere har slået sig ned – specielt fra slutningen af 60’erne. Mange forretninger, barer og restauranter bærer præg af denne baggrund. Den lille by ligger i et meget kuperet terræn og med stejle bjergvægge i baggrunden.

Bo og Leif havde fået nogle små fisk, som de kunne bruge som agn. De fiskede rokker. En af dem var så stor, at de ikke magtede, at trække den helt op. Der blev taget billeder. Da rokkerne ikke kunne spises, mente jeg det var dyrplageri. Jeg synes kun der skal fiskes efter mad fra båden. Men ”lystfiskere” har en anden mening. Det er vi nu blevet enige i, hvordan alle kan få deres lyster styret.

Vi blev nogle dage i Valle Gran Ray. En af dagene lejede vi en bil for at tage en rundtur på øen. Bl.a. ville vi besøge den tempererede regnskov på toppen af øen (ca. 1200-1500 meter over havet). Det blev en meget spændende og interessant tur. Hele området på toppen kaldes Garonjay. Navnet kommer fra et sagn, hvor Garon - en prins fra Tenerife havde forelsket sig i Jaya - en prinsesse fra Gomera. Jaya familie syntes ikke om forbindelsen. De to forelskede flygtede op på bjerget. Da de blev omringet af stammen fra Gomera lod de sig begge spidde på en spids gren.

Turen op til Garonjay går af meget stejle serpentinerveje. Udsigten veksler meget og kan helt tage vejret fra en. Små maleriske landsbyer ligger spredt hen over øen. Vi havde en rigtig god dag.

 

Fra La Gomera ville vi sejle til den sydlige havn Puerto de La Restinga på øen El Hierro. Undervejs fik vi kontakt med to andre danske både Wave Danser,  samt den hollandske Night fly, som vi lå sammen med i San Sebastian. De var på vej til den nordlige havn Puerto deLa Estaca.

I La Restina lå der også en anden dansk sejlbåd. Den indgik i et forskningsprojekt, der skulle undersøge næbhvalerne, der skulle findes i et antal omkring El Hierro.

Der var der musik på kajen og et stort telt var sat op. Det viste sig, at det var sidste dag for en ugelang international dykker foto konkurrence. Vi blev budt på mad og drikke i teltet. Det var et overdådigt måltid med mange meget spændende retter fra et tag selv bord. Vi spiste alle alt for meget. Men godt var det – og helt gratis.

På den anden side af havnen var der stillet op til asfaltbal med stort orkester og optræden. Men først skulle der være overrækkelse af præmier for fotokonkurrencen i teltet. Hele byen var inviteret med – og også os. Denne blev indledt med mere end en times musik fra en af Spaniens bedste mandolinspillere med orkester. Fantastisk oplevelse.

Kl. 23 startede asfaltballet på den anden side af havnen. Orkesteret, der havde sat et formidabelt antal højtalere op, sørgede for at vi blev holdt vågne til musikken stoppede kl. 8 næste morgen. Hvilken larm!!!

 

Næste formiddag kom de 3 både, der var gået til La Estaca også ind. Af en herboende dansker fik vi at vide, at det var første gang i de 17 år han havde boet på øen, at der havde været 4 danske både i havnen samtidig. Det skal bemærkes, at der kun er plads til 6 både i havnen. Ud over de danske både var der også den hollandske båd med Warren og Maria samt en tysk båd.

Warren og Maria havde vi nu mødt ved en del lejligheder lige siden vi lå til ankers ved Cascais uden for Lissabon. De var blevet vores venner.

Vi foreslog de andre både at slå os sammen med aftensmad og drikke og sætte os ved nogle borde ved stranden. Det blev en rigtig hyggelig aften, hvor vi fik smagt på lidt af de andres både kulinariske kunnen. Der blev fortalt mange ”løgnhistorier”.

Leif, Bente og jeg tog en bustur (bybussen 1 euro) op til hovedbyen Valverde. På vejen kommer man helt op mellem skyerne. Vi travede gaderne tynde og tog en del billeder af byen, der ligger i næsten en kilometers højde. Beliggenheden skyldes, at øen tit var udsat for pirateri. Ved den høje beliggenhed kunne de være sikre og være i fred.

Bente havde besluttet at tage hjem – for at finde sig selv. Lidt for meget mandehørm og også store bølger. Hun købte billet via internettet.

 

Vi ville gerne videre til Tazacorte på La Palma, men vi var låst lidt fast af vejrmeldingerne, der konstant lovede kuling fra nord – lige den retning vi skulle. Efter 5 dage lagde vinden sig. Det var lidt sent at sejle nordpå. Vi sagde farvel til de andre og sejlede sent om eftermiddagen tilbage mod San Sebastian på La Gomera. Vi ville sejle hele natten. Vi havde ikke travlt. Alt over 3 knob var for meget. Vi ville helst ikke ankomme før det var lyst. Jeg ville også lave nogle søprøver for at indstille den nye autopilot inden vi gik i havn.

Leif havde morgenvagten. Lige pludselig rumlede vi af sted i meget vind. Bente vækkede mig og var urolig. Jeg kiggede op og rundt og spurgte Leif, hvor han skulle hen. Vi var sejlet forbi havnen og lå nu og rodede rundt i accellerationszonen mellem La Gomera og Tenerife. Vi vendte om og kom hurtigt ind i roligt vand.

Vi blev i 2 dage i San Sebastian. Det var et godt gensyn. Et sted hvor sindet rigtigt kan falde til ro.

Den 4. november sejlede vi så de ca. 20 sømil over til Tenerife og kastede anker lige ved siden af havnen ud for stranden.

Birte, Frank og deres datter Heidi var ankommet til Playa Americas ved Los Cristianos for at holde en uges ferie. Birte og Frank har båd ved siden af den plads vi ligger på i Hundested. Bente og jeg aftalte at gå ud og spise med dem om aftenen. Vi fandt et rigtig godt sted at spise. Et meget hyggeligt gensyn.

Den næste aften var Leif, Bente og jeg på irsk pub. Et tomands orkester underholdt. De inviterede gæster op til at synge med dem. Orkesteret drak mere end gæsterne, så det blev meget underholdende til sidst. Vi morede os.

 

Den 6. om eftermiddagen kom Ole Ernst ombord, den sidste gast, der skal med over Atlanten. Bente og jeg roede ind for at tage imod ham. Han havde også en del rugbrødsblandinger med og en masse læsestof.

 

Bente skulle med en taxa samme dag til midnat, for at komme til lufthavnen. Det var en lidt bevæget afsked. Bente havde drømt om, at hun kunne klare turen over Atlanten – måske endda til Kap Verde. Men sådan skulle det ikke være. Bente nåede dog at sejle med mere end 3000 sømil. Hun var efterhånden en god og erfaren gast m.m.

 

Så snart Bente var taget af sted roede jeg tilbage til båden. Vi lettede anker for at igen at sejle til Puerto Rico på Gran Canaria.

Næsten ingen vind i starten – men det fik vi. Lige så snart vi rundede den sydøstlige pynt steg vindstyrken helt op til 17 meter pr. sekund. Og den var lige i snuden. Hård bidevind.

Den nye luge holdt ikke vandtæt. Alt blev igen vådt i forkøjen. Samtidig begyndte der at komme meget vand ind i båden. Begge de elektriske pumper blev sat i gang. Det var ikke nok. På skift og det meste af natten måtte vi håndpumpe. Da jeg kiggede in i klædeskabet kunne jeg se, at vandet fossede ind gennem kabelrørene, der går i hele skibets længde under dækket.

Bo tog sikkerhedssele på, og kiggede i ankerbrønden for. Den var fuld af vand. Lænsehullet var stoppet. Vandet løb in i kabelrøret. Nu var fejlen fundet. Vi kunne bare ikke gøre noget ved det i den urolige sø. Først senere, da vi nærmede os Gran Canaria havde vinden lagt sig og jeg kunne komme på fordækket og tømme brønden med en spand.

Da vi kom til Puerto Rico Marina blev alt taget ud for at blive skyllet med ferskvand og hængt til tørre. Vi lignede en sigøjnerlejr. Jeg måtte sove på en ryghynde i salonen med et lammeskind over mig.

Her er der mange gøremål. Der skal provianteres til den store tur. Der skal monteres stativ til solcellerne. Vi skal hente 400 liter flaskevand. Der skal repareres sejl og sprayhood. Vi håber vi kan komme af sted mod Kap Verde søndag den 11. november – nu får vi se.

 

I dag den 9. november er det Bo’s 35 års fødselsdag. Det skal fejres lidt. Men de sidste indkøb skal også foretages. Og stativet skal gøres færdig og ledninger trækkes.

 

I aften kom min lillebror Arlen og hans kone til Puerto Rico. Jeg ser dem i morgen loerdag.

 

Der er ca. 800 sømil til øen Sal i Kap Verde. Om der er Internet der vides ikke. På Kap Verde vil vi sejle lidt mellem øerne. Ca. den 1. december forlader vi en af de sydlige øer, for at sejle de ca. 2000 sømil mod Barbados. Vi forventer at være i Bridgetown ca. den 20. December. Så vil vi slappe af og holde jul der.

 

 

10. rejsebrev 13. - 23. oktober 2007.

 

Vi have forventet kun at ligge på ankerpladsen i Las Palmas et par dage inden vi ville sejle videre. Men ”manjana” er et vigtigt ord her. 3 sejl skulle repareres eller ændres. Ny elektrisk autopilot skulle anskaffes og monteres. Vindscoop skulle sys (af Kirsten). Værftet havde ikke tid overhovedet til at lave et rustfrit stativ til at placere over styrepladsen, hvor solcellerne skulle placeres. Oven i det hele var fredagen ”Den spanske dag”, hvor alt var lukket. Alle forretninger, hvad der havde noget med sejlsport at gøre, tog sig så tillige den frihed også at holde lukket lørdag og søndag. Der var rigeligt arbejde ombord. Men der blev da til lidt sightseeing ind i mellem. Besøgte bl.a. den gamle bydel med Columbus hus (han har en del rundt om i Verden).

Da jeg skulle installere den nye autopilot opdagede jeg, at kontrolenheden i pakken manglede. Op til forretningen. De beklagede meget, men fortalte, at den kunne jeg få om torsdagen før ferien. Godaw do. Beklageligvis var den ikke med sendingen. Jeg måtte vente til mandag, tirsdag, onsdag og torsdag (husk lige det der med manjana).

Vi sejlede til Puerto Rico på sydkysten, for at se om værftet der, kunne lave stativet. Firmaet fra Las Palmas lovede at sende kontrolenheden og solcellerne til Puerto Rico. Smeden John (englænder) fra værftet lovede at lave et stativ og montere solcellerne, hvis de kom inden næste dag (fredag) inden kl. 15, da han havde bryllupsdag. Firmaet leverede varerne fem minutter før lukketid. John fik penge og kunne gå i gang. Stativet får jeg leveret og monteret, når vi kommer tilbage til Puerto Rico i begyndelsen af november efter at Ole er kommet ombord på Tenerife.

Puerto Rico er nok kendt blandt de fleste danskere. Det er en 100 procent turistfælde. Alt hvad der overhovedet er bygget i dalen er beregnet til turisme. Den første aften efter sejladsen fra Las Palmas gik vi ind til centeret for at spise. Ikke noget kulinarisk – bare noget mad. Vi blev shanghajet det første sted. Vi mente det kunne være hip som hap, hvor vi gik ind. Priserne var rimelige. Det var maden IKKE! Sikke noget hundeæde. Det så ellers meget godt ud på menukortet. Så hellere selv lave mad ombord.

Bo og Leif havde om lørdagen besluttet at tage op i højlandet for at fiske i en sø. Det kostede dem 60 euro hver. De havde vist haft en god lang dag – dog uden at fange noget spiseligt (hvis de havde fanget noget, havde de nok sat det ud igen). Det skal dog lige siges, at Leif fangede en lille fisk på 10 cm.

Jeg brugte hele dagen til at installere den nye autopilot (Raymarine 6003). Der var mange flere dele end til den gamle. Til gengæld er prisen kun den halve af, hvad den er hos ”guldsmedene” i Danmark. Jeg blev færdig lige inden de andre kom tilbage fra deres fisketur. De var meget sultne, da de kun var budt på en enkelt sandwich på turen.

Bente havde fået meddelelse om, at en nær ven var druknet på Sicilien i forsøget på at redde sin hustru. Hun var langt nede.

Søndag den 21. oktober forlod vi Puerto Rico Marina og sejlede få sømil længere mod vest til Puerto Mogan, hvor vi kastede ankeret lige uden for havnen. Vi havde en dejlig dag der. Det er et sted, der kan anbefales. Her er virkeligt smukt. Selv om der er en del turister virker det fuldstændig anderledes end Puerto Rico. Afslappet atmosfære og ingen anmassende tjenere og forretningsfolk.

Om aftenen tog vi tilbage til båden. Lettede anker og begav os mod La Gomera. Vi havde besluttet at sejle hele natten for at ankomme mandag før middag.

Kort efter afgangen røg vi ind i en såkaldt accelerations zone. Det opstår mellem alle de kanariske øer. Fra næsten ingen vind øgede den gradvist til næsten 15 m/s. Det kunne mærkes. Til sidst sejlede vi kun med en halv eller mindre genua. Vi ville ikke ankomme for tidligt. Der var hård vind til kuling hele vejen over til sydspidsen af Tenerife. Her døde den pludselig, for så at komme tilbage nogle timer senere med fuldt knald de sidste ca. 10 sømil før La Gomera.

Kl. 11 mandag formiddag den 22. oktober kom vi ind i marinaen og fik anvist en plads. Sjovt nok ligger vi på siden af den hollænder vi også lærte at kende i Machico på Madeira.

Her ligger yderligere 3 danske både, hvoraf vi har mødt de 2 tidligere. Vi skal mere eller mindre den samme vej. Så vi mødes nok flere gange endnu.

Også her i San Sebastian findes der et ”Casa Colon” – Columbus hus.

Jeg huskede at ringe til min far, der har 87 års fødselsdag den 22. oktober. Bente ringede senere og sang en sang for hende. Det er let med SKYPE og MSN. Der er gratis internet og WI FI her. Så alt kan klares fra båden.

Bo har fået slemt ondt i ryggen efter at have hoppet ned på kajen fra båden. Så her i formiddags tog Bente og jeg med ham op til hospitalet. Uheldigvis har Bo ikke et ”blåt” sygesikringskort. Det gule vil de ikke acceptere. Så hvis han skulle undersøges ville det koste 160 euro. Bo ville lige se om han ikke ville få det bedre indenfor de næste dage inden han evt. ville til læge.

I dag er det min søn Asbjørns fødselsdag. Et højt hurra til ham. Har ikke kunnet ringe til ham, da han er til ishockey.

I morgen den 24. oktober sejler vi til Valle Gan Rey på den anden side af øen.

 

 

9. rejsebrev 30. september til 12. oktober 2007.

 

I Quinta do Lorde på Madeira kom Bo Larsen ombord den 2. oktober. Han havde meget med. Især meget omfattende fiskeudstyr. Det er altid dejligt, at der er eksperter ud i fiskesporten med. Især havfisk er en delikatesse.

Den næste dag lejede vi en lille bil og kørte rundt på Madeira. Sikke nogle veje. Snævre som i alperne og masser af hårnålesving – og lodret ned lige ved siden af vejen. Bente sad på bagsædet og var ved at få højdesyge. Vi stoppede mange gange for at nyde den meget flotte udsigt.

Quinta do Lorde Marina lå meget afsides fra alting. Derfor besluttede vi at forlade havnen og sejle de ca. 3 sømil til en ankerplads ud for Machico. Der lå et par andre både lige i nærheden.

Vi havde ikke mere end lige droppet ankeret, da Warren – en langturssejler fra den hollandske båd kom roende over for at hilse på og fortælle os lidt om de andre både. Lidt senere kom Bob fra den engelske båd over. Bob blev inviteret på kinesisk te – han ville ikke have andet. Bob er lidt af et fænomen. Han er 68 år, sejler alene i en stor aluminiumsbåd. Han har sejlet Jorden rundt flere gange. Efter at have været mange år væk fra England havde han besluttet, at han ville sælge båden der og nyde sit otium i land. Men efter et årstid fandt han ud af England og dens befolkning var blevet helt fremmet for ham. Han kendte ikke mange. Derfor af sted med båden igen. Nu ville han til Malaysia, hvor han havde gode forbindelser. Han var nu efter et par måneder kommet til Madeira.

Alle der lå til anker her ventede på den rette vind, for at komme videre til De Kanariske Øer. Vejrudsigterne så ikke lovende ud – ingen vind – og det der var, blev imod. Vi havde fået tilladelse til at anduve Islas Selvagem – en lille ubeboet øgruppe, der ligger ca. midtvejs mellem Madeira og De Kanariske Øer. Disse øer er naturreservater, der kun er under opsyn af nogle parkbetjente.

Imens oplevede vi Machico og dens omgivelser. Machico var stedet, hvor Zarco’s og Teixeira’s skibe anduvede 1419 - et helt år efter at de var kommet til den lille ø Porto Santo – og det selv om man kan se Madeira fra øen. Det er vel nok kun den gamle og meget smukke kirke, der minder om den tid.

En af dagene kom Warren over og spurgte om vi ikke ville med til gratis koncert. Bo, Bente og jeg fulgtes med Warren og hans kone til koncerten. Ingen vidste hvad slags koncert det var. Det viste sig, at det var et ungdoms- og et militærorkester – kun blæsere, der var sammensat til lejligheden. En dejlig oplevelse for mig. Bente kunne også lide det. Bo blundede lidt ind imellem.

Lørdag den 6. oktober tog vi bussen til Funchal, for at spendere en dag der. Der var også lejlighed til at se starten på Mini Transas sejladsen. Denne kapsejlads er for både, der ikke er længere end 24 fod – og alle sammen singlehanded. Ca. 250 både startede – hvilket syn. En enkelt omstart skulle der til. Hvor langt skulle de så? Ja, mållinien var i Brasilien. Noget af en bedrift synes jeg.

Selv om vejrudsigten ikke var særligt lovende, besluttede vi at lette anker søndag den 7. oktober. Vi kunne ikke vente længere. Leif skulle stå på i Las Palmas den 10. oktober. Udsigten ar svag indtil næste morgen. Vi gik for motor de første par timer. Men lige så snart vi kom godt fri af Madeira kom vinden. Først svag senere endda frisk fra nord øst. Vi sejlede i starten med fulde sejl, der efterhånden blev rebet mere og mere ned. Til sidst sejlede vi kun med halvt indrullet genua.

Bo havde alt sit store fiskegrej ude. Til sidst lykkedes det ham at fange en lille dorado. Doradoen er en meget smuk og mangefarvet fisk. Farverne forsvinder dog efter nogle sekunder. Normalt tog Bo fiskelinerne ind, når vi sejlede om natten – mere for at de andre kunne sove i fred. Men alligevel skulle linerne ud den anden nat på hans egen vagt. Hvad skete der? Der var bid på det store udstyr. Det vil sige kun i kort tid. ”Gummidyret” med krogen var bidt midt over – stort tandsæt – nok en haj. Nyt gummidyr ud. Samme resultat. Ikke mere fiskeri den nat. Flere fisk fik vi ikke på turen.

Vi sejlede midt ned mellem Salvagem øerne (rednings øerne). Desværre havde vi ikke tid til at anløbe dem. Men det ser meget dramatisk ud, når sådan et par øer med høje skrænter lige pludselig dukker op over horisonten.

Tirsdag den 9. oktober kl. 13. droppede vi ankeret i bugten inde i havnen Puerto de la Luz, der er havn for Las Palmas og Gran Canaria. 2 dage og 5 timer tog sejladsen fra Madeira til Gran Canaria – en distance på ca. 290 sømil. Vi har nu sejlet mere end 2.700 sømil fra Hundested og befinder os på positionen: 28°08’ N 15°25’ W.

Flere danske både lå herinde. Bjørn på Chili 30 fod (singlehander) og Kirsten på Røde Orm 36 fod (singlehander). Bjørn inviterede os om aftenen over til sundowner. Vi hilste ham fra Cecilie, den franske pige som vi lå på siden af i Lissabon og som sejlede med ham til Porto Santo. Også Kirsten, en svensker Johan (singlehander 27 fod) og hawaiianeren Mike (singlehander i en gammel skøjte) kom også. Det udartede sig til en lille fest. Johan, der også er musiker underholdt på sin guitar.

Lidt tunge i hovedet den næste morgen havde vi en del gøremål. Vi skulle indklarere via det sædvanlige bureaukrati, der tager det meste af en time. Derefter skulle vi se på priserne på en ny forluge, ny elektrisk autopilot, ny badestige, sejl skulle repareres, Vindmølle skulle anskaffes og single side band radio, samt diverse beslag. Kirsten syede os en windscoop. Vi nåede ikke det hele. Må nok regne med at skulle blive her en hel uge, da det er helligdag her fredag. Lørdag og søndag holder forretningerne vi skal besøge også lukket.

Onsdag aften kom Leif Nielsen så med lidt besvær ombord. Taxichaufføren havde kørt ham rundt i hele havnen – og den er meget stor. Til sidst var han blevet sat af ved ”Sailors Bar” kun et par hundrede meter fra stranden, hvor Bo ventede med gummibåden. Leif havde 9 rugbrødsblandinger med, dansk 3-stjernet spegepølse og friske aviser med.

Næste dag ville Bo ud og dykke. Han havde booket sig ind på en dykkertur. Leif, Bente og jeg gik en tur til den gamle by i Las Palmas for bl.a. at se Columbus hus (han havde huse alle vegne). Columbus rigtige navn er ikke Christoffer Columbus men Christobal Colon. Det var et meget spændende museum – og et meget stort hus.

I sejlskibenes tid var De kanariske Øer springbræt for sejladsen mellem Europa og Amerika.

Om aftenen tog hele det nordiske selskab på 11 personer (fra de danske, svenske og norske både) ud og spise på en kinesisk restaurant. 10 euro blev det pr. person. Og hvilken mad. Der var 38 retter samt mange forskellige desserter. Og det var buffet! Vi åd os alle en pukkel til.

I dag fredag, er det så hviledag. Alt er lukket. Den nye forluge og autopiloten skal monteres. Storsejlet, der er blevet repareret skal på igen. Tøj skal vaskes. Der bliver nok et par rolige dage. Bente har svært ved at forlige sig med den evige vuggen på ankerpladsen. Hun har svært ved at sove.

 

 

 

8. rejsebrev 17.-29. september 2007

 

Efter 4 dages ankring ud for Cascais, som er et dejligt men meget turistet sted, besluttede vi den 18. september at sejle de ca. 12 mil ind til selve Lissabon efter at have bunkret diesel og vand ved marinaen i Cascais. Strømmen imod og ingen vind gik det langsomt for motor ind mod byen. Vi sejlede ikke den lige vej, men fulgte tæt kystens bugtninger. Vi ville ind til marinaen i Doca de Alcantara, der ligger en kort gåtur fra midtbyen. Her lå jeg også med Jørgens store båd Chardonnay for knap 2 år siden. Dengang var Jonas, Bernhard, Rita, Monica og Kiss med. Vi havde i forvejen forhørt os om havnepenge – og det var acceptabelt (det er alt, der er mindre end det dobbelte af, hvad det koster i Danmark). Her lå i forvejen et par andre danske både. Her skulle vi ligge nogle dage og vente på, at Jonas skulle komme tilbage. Bentes søn Lars havde spurgt, om han kunne besøge os i weekenden. Det vil i nok kunne læse mere om i Bentes opfattelse.

Vi skulle have vasket tøj. Vi havde ikke været på vasketeria siden Holland. Der var så meget snavstøj, at niveauet var ”næsten nøgen”. Carlos, som hjælper alle langturssejlerne i havnen, sagde, at det kunne han klare. Han skulle kun ha’ 16 euro for at køre og hente fra vaskeriet. Det var fint nok. Men det var regningen fra vaskeriet ikke. 80 euro – mere end 600 kr. for at få vasket lidt over 20 kg tøj!!!! Så bliver det klatvask resten af tiden. Men vi skal jo også bruge mindre og mindre tøj.

 

Vi turede Lissabon på kryds og tværs før Lars kom og medens han var der. Jeg tror nok Lars’ ben blev en smule kortere, for han havde svært ved at holde sig vågen om aftenen. Den ene aften skulle vi op på en restaurant i Bario Alta distriktet for at høre Fado og se portugisisk folklore. Jeg havde tudet Bentes øre fuldt om det, og jeg tror hun glædede sig. Vi havde bestilt bord på et af de bedste steder i byen – det samme sted jeg besøgte med Bernhard og Rita 2 år tidligere. Vi fik det bedste bord lige foran scenen. Selv om det var dyrt fik vi os alle en stor oplevelse.

 

2 dage før vi den 24. september havde planlagt at sejle videre til Porto Santo og Madeira meddelte Jonas, at han alligevel ikke kom, grundet personlige forhold i Kroatien. Han ville dukke op på De Kanariske Øer i stedet. Han har en stor del af sin bagage ombord. Bente blev ked af det, for så afhang den lange tur over Atlanterhavet af hende og mig alene. Jeg trøstede hende med, at hun nu havde så meget erfaring, at selvfølgelig skulle vi nok klare det også. Vi besluttede derfor at rykke afsejlingen frem til den 23., når Lars skulle hjem.

Lars skulle af sted til lufthavnen kl. 4 om morgenen. Bente var syg og havde fået underlivsbetændelse. Efter at have sagt farvel til Lars bestilte vi en ny taxi og tog ud til et hospital. Vi ventede mere end 4 timer inden undersøgelsen var færdig og Bente havde fået penicillin til 5 dage, som rejsen maksimalt kunne forventes at vare.

 

Tilbage på båden gjorde vi klar til afgang. Kl. 11 var vi ude af havnen og kunne benytte os af medstrømmen ud af Tejo-floden. På vejen ud kunne jeg se, at Bente nok var lidt for svag til den lange tur, så vi blev enige om at ankre op ud for Cascais igen og se om hun havde det bedre næste morgen. Det havde hun, og kl. 8 lettede vi anker. Satte med det samme kursen 225 mod Porto Santo, der lå 478 sømil ude i Atlanterhavet. Kun lidt vind, så alle sejl blev sat. De lange dønninger rejste og dalede os blidt op og ned. Efter at have sejlet godt 2 timer kunne jeg se, at der kom hvide skumtoppe længere fremme. Hurtigt fik jeg taget to reb i storsejlet. Det var ikke nok, da vinden tog fat. Agten for tværs om styrbord 13-15 m/s (beaufort 6). Storen kom helt ned. Genuaen blev rullet halvt ind. Vi gik 7 knob. Søerne voksede sig store. Bente spurgte om vi kunne vende om. Nej, det var for sent. Marie (Aries-vindroret) overtog styringen – og gjorde det perfekt. Søerne blev næsten lige så store som dem vi mødte i Biscayen, men det virkede helt anderledes med kun det lille sejl sat. Det blev helt behageligt. Det fortsatte sådan de næste 2 døgn. Vi begyndte at slappe af. Vi skiftedes til at holde vagt – 3 timer på – 3 timer hvile. Det virkede helt godt. Vi blev ikke overanstrengt. Jeg havde lidt svært ved at sove det første døgn. Men da jeg så, hvor godt Bente klarede det, havde jeg ingen problemer. Den 3. dag døde vinden meget og det blev plat læns. Jeg ville sætte en stage på genuaen, men det var umuligt i den stadig høje sø. Vi manglede et par hænder. I stedet rullede vi genuaen mere ind og startede motoren. Efter nogle timer var vinden løjet mere af. Genuaen kunne næsten rulles helt ud. Vi strøg igen derud af. På gps’en kunne vi se, at vi ville ankomme 3. dagen om eftermiddagen til Porto Santo. Bente vækkede mig på et tidspunkt. Hun ville fortælle, at båden var omgivet af masser af delfiner. Hun filmede på livet løs.

 

Om formiddagen den 27. september efter en kort regnbyge dukkede de mange iøjnefaldende tinder fra øen op. Vi var stadig mere end 30 sømil fra land. Kl. 18 lå vi ved kaj i Porto Santo marina. Et par på den danske båd Frigg hjalp os med trosserne. Det var ”sundowner” tid. Bente og jeg fik en lang og tiltrængt sludder på dansk. Svenskerne, der lå ved siden af os, spurgte om vi ikke var meget trætte efter den lange tur, når vi kun var 2 ombord. Men det var vi faktisk ikke. Det var kun det sociale samvær, som vi måtte undvære på turen. Der var kun tid til at sove, spise, gå på toilettet og holde vagt. Jeg tror vi sov mindst 10 timer hver i døgnet. Vi var udhvilede da vi ankom.

Men det var køligt ved ankomsten. Skyet og blæsende. Her kom vi fra det solrige Portugal. Sejlede mere og mere sydpå. Og så dette. Men vi fik fortalt, at det kun var en enlig svale. Her skinner solen næsten altid – og vandet er 24 grader. Nu kan jeg endelig komme i. Jeg går normalt ikke i vandet, hvis det ikke er mere end 21 grader.

 

Om morgenen fik vi klareret ind både hos tolderne og havnekontoret – ca. en halv time hvert sted. Og vi er stadig på portugisisk territorium! Det bliver mere og mere bureaukratisk jo længere vest- og sydpå vi kommer. Den 28. gik vi de ca. 1½ km fra marinaen ind til byen. Solen skinnede – det var herligt varmt.

Porto Santo er lidt speciel. Øen er ikke ret stor - ca. 8 km lang og ca. 5 km bred. Men den blev alligevel opdaget et år før Madeira ved en tilfældighed i 1418, hvor Zarco’s og Teixeira’s skibe under en rejse til Afrika drev ud af kurs i en storm og søgte læ i bugten på denne ukendte ø. Øen blev senere kendt, da Porto Santo’s første guvernør Bartolomeu Perestrelo var svigerfar til Christopher Columbus, som efter giftermålet bosatte sig på øen i 1480’erne. Columbus’ lille stenhus består stadigvæk og er nu øens museum.

Selve Porto Santo er vulkanagtig og meget gold. Der er næsten ingen bevoksning. Men alligevel meget smuk i sin dramatiske udformning. Og så er det første sted, hvor langturssejlerne rigtig mødes. Havnen er fuld af drømmere som os, der enten skal sejle til Caribien eller Jorden rundt. Vi kommer til at møde dem mange gange på vores vej.

 

Herfra sejler vi den 1. oktober til QTA DA LORDE en lille havn lidt nordøst for Funchal, hvor Bo støder til dagen efter. Vi kan ikke komme til Funchal, da der er fuldt optaget i marinaen og på ankerpladsen. Der skal være stor kapsejlads med mere end 200 store både. Men der er en 45 minutters bustur indtil Funchal derfra.

 

7. rejsebrev 10.-16. september 2007

 

Porto skulle være en spændende by, som Bente og jeg havde besluttet at opleve den 10. september. Jonas ville ikke med. Han skulle pakke, da han skulle ”hjem på ferie” den næste dag. Jonas ville komme tilbage, når vi nåede til Lissabon, inden vi sejlede til Porto Santo den 24. september, og videre til Madeira den 1. oktober.

For at komme til Porto skulle vi køre ca. en halv time med tog. Der skulle købes billet inden. Dvs. billetterne skulle trækkes i en automat. Vi forstod ikke en brik af, hvordan og hvor meget vi skulle putte i automaten. Der var ikke nogen steder, der stod ”PORTO”. Det første tog kørte. Heldigvis kom en ung sød pige, der talte fremragende engelsk, os til hjælp. Alle togene kørte til Porto, man skulle bare vælge stationens ”NAVN”. 2½ euro for en returbillet var billigt.

Det var meget varmt i Porto. Gaderne er meget stejle. Vi gik op, og vi gik ned. Vi så det meste. Blev meget trætte. Der var mange turister.

I vores søgen efter at finde et lille sted med ikke for mange turister, fandt vi et meget lokalt sted i en lille sidegade ikke langt fra Douro-floden, der løber gennem Lissabon. Det var vist sjældent, der kom turister her. Værten kredsede rundt om os hele tiden. Foreslog hvad vi skulle spise (Bachalau). Var hele tiden meget smilende og meget hjælpsom. Vi følte os helt hjemme. Maden var fortræffelig. Ud over at det var meget billigt at spise der, fik vi inden vi gik nogle små gaver af værten, samt nogle lektioner i portugisisk.

 

Kl. 9. den 11. september stod Jonas af. Han hjalp os med at lade fortøjningerne gå. Vi stod ud gennem den store Leixoes havn. Bente og jeg var nu alene. Foran os lå 64 sømil af et havblikstille Atlanterhav. Det var vi ved at vende os til siden vi kom til Vigo. Det er bare lidt dyrt i dieselolie. Vi ville til Figuera da Foz. Vi ankom lige før solen gik ned. A vi sejlede ind i marinaen, blev der fløjtet af os. Det var havnemesteren, der bad os om at lægge til ved receptionskajen. Vi skulle igennem den sædvanlige bureaukratiske mølle. Derefter fik vi anvist en plads med besked om at komme op til marinaens kontor for at betale. Da vi kom op på kontoret sad havnemesteren der og skrev en regning til os (med stempler og det hele). Her skulle vi både betale for længde og bredde – og da vi var mere end 3,3 m bed lød regningen på over 34 euro pr. døgn (ca. 250 kr.)!!!! Figuera da Foz var en ren turistfælde med kun en meget fin strand som aktiv. Her ville vi ikke være. Efter en kort aftentur på strandpromenaden besluttede vi at sejle videre næste dag.

 

Der var 55 sømil til Peniche – også et meget turistet sted, men det havde historie, der går tilbage til Fønikerne. Der var gamle bygninger og forter. Atter en vindstille dag, men dejligt varmt. Og når det kun er os, kan vi smide alt tøjet. Delfinerne kom og hilste på os 2 gange. Det første hold helt tæt ind under båden. Der blev taget mange billeder. Peniche har også et af Portugals største fiskeflåde og –industri. I marinaen ligger man i lag uden på hinanden yderst i havnen. Vi gik på siden af en engelsk båd med to mindre børn. En lille pige på ca. 7-8 år spurgte om jeg ønskede trossen sat fast på deres båd eller om jeg ønskede trossen til land. De børn må ha’ sejlet fra de var spæde.

Det var rigtig hyggeligt i Peniche, så vi blev der 2 dage. Eneste ulempe var, når fiskerbådene kom ind og ud af havnen – og det gjorde de på alle tidspunkter af døgnet. De satte ikke farten ned, selv om der står max 3 knob i havnen. Alle lystbådene hoppede og dansede hver gang.

 

Fredag den 14. september skulle vi så gå det sidste stykke på 45 mil mod bugten ved Cascais. Vi ville ikke gå ind i marinaen, som vi havde hørt var Portugals absolut dyreste. Starten var som sædvanlig vindstille. Men efter nogle timer kom der vind og ”Janmar” kunne få en pause. Der kom meget vind – 10-13 m/s, men heldigvis agten for tværs, så vi kunne stryge af sted for fulde sejl. Om eftermiddagen strøg vi ind i bugten lige ud for indsejlingen til marinaen. Der lå i forvejen ca. 20 både for svaj. Vi kantede os ind mellem dem som lå nærmest land, fandt en plads. 30 meter kæde ud og sat ”snubber” på (gummikødben - så støjer ankerkæden ikke). Vi vil ikke ligge for langt fra land, da påhængsmotoren ikke mere vil starte – så der skal ros.

Cascais er et virkelig flot sted – meget pittoresk. Vi gik en kort tur i byen. Tilbage på båden besluttede Bente, at nu skulle der vaskes tøj. Vi var efterhånden nået til det tidspunkt, hvor grænsen mellem påklædt og nøgen næsten var usynlig. Vores ”vaskemaskine” – ja vi har vaskemaskine ombord – en hånddreven model vi fandt på genbrugspladsen i Hundested et par dage før vi tog af sted. De kan klare 2 kg ad gangen. Samtidig fyldte vi en stor spand (ikke en pøs – den faldt overbord i Biscayen). Bente havde set, hvordan englænderne vaskede tøj. Tøj, vand og sæbe i en spand. Lad børnene jogge i spanden en halv time – skyl, og tøjet er rent. Ulempen var, at vi ikke har nogle børn til det grove arbejde, så Bente joggede.

 

Lørdag den 15. september tog vi S-toget ind til Lissabons centrum. Det kører hvert kvarter og tager lidt over 20 minutter. Vi ville undersøge faciliteterne for marinaerne derinde, og hvor meget de kostede. Priserne er meget rimelige, så vi vil sejle de ca. 12 sømil derind i løbet af tirsdagen. Efter en lang og meget varm tur rundt i Lissabons gamle kvarter Baixa, Chiado og Bairro Alto – lige for at checke, hvor der er god ”Fado”. Bentes søn Lars kommer på besøg torsdag den 20. september.

 

Her i dag søndag den 16. september bliver vi ombord og laver forskellige ting. Da jeg tilsyneladende ikke kan få en rigtig kastepøs, har jeg selv lavet en af noget lærred og tovværk, jeg havde ombord. Den blev helt fin og virker fortrinligt – selv om den er lidt utæt. Internettet her i Cascais er meget dyrt 6 euro for en time. Det gør vi ikke. Der er ellers meget wi-fi omkring båden. Men jeg mangler Søren til at ”hacke” mig ind.

 

6. Rejsebrev 4.-8. september 2007.

 

Vi er kommet til varmen. Ikke en sky har der været på himlen siden vi ankom til Vigo den 3. september – og næsten heller ingen vind.

Alt går i stå hernede mellem kl. 2 og 4. Det er siesta tid. Det er også forståeligt. 30 grader i skyggen har det været hver dag. Det gælder om at finde et sted med skygge. Alle de små caféer bliver fyldt med folk, der enten skal ha lidt og spise, en drink eller en passiar.

Vi gik de 3 km ind til Vigo, der er en driftig maritim handelsby med en stor havn. Den gamle bydel er meget spændende. Men byer det er ikke lige os. Efter en gang frokost i byen og besøg på internetbar, både for at opdatere Avalons netside samt bestille billet til Jonas begav vi os tilbage til båden for at sejle de ca. 14 mil til Bayona, hvor vi havde hørt, at der skulle være meget smukt.

Vi kom lidt sent af sted, så det var mørkt, da vi skulle finde ind på ankerpladsen mellem en række andre både. Der var en del lys fra promenaden, så det gik fint. Der var ingen vind. Under ankringen tabte vi pumpen til gummibåden. Jonas roede ud for at se om han kunne finde den – men uden resultat.

Om morgenen var vinden frisket op og drejet i øst. Jeg kunne se vi var kommet lidt tæt på en fransk båd bag os. Han blev nervøs, konen brokkede sig, og de hev deres anker op og flyttede til en anden plads. Jeg checkede mit anker. Kædehjulet var ikke spændt, så da det friskede op tidligt om morgenen, var hele ankerkæden på 50 meter løbet ud. Heldigvis er enden af kæden sjæklet fast. Vi hang stadig fast i bunden.

Bayona er et turiststed med mange meget flotte strande. Det ligger utroligt smukt inde i en bugt med en stor borg ud mod vandet.

Historisk kan man sige om stedet, at det var der Columbus landede i 1493 efter at have opdaget ”Den nye Verden”. Der ligger i havnen en kopi af skibet ”Pinta”, som han returnerede med. Den gamle bydel med sine stejle gader er velholdt og bibeholdt i den gamle stil. Der var en hel delfinflok, der kom ind i havnen og gav lidt underholdning.

Vi ville videre sydover. Jonas skulle først rejse den 11. september, så vi besluttede den 7. september kun at sejle en dagssejlads til Viana do Castelo – vores første havn i Portugal. Der var absolut ingen vind. Atlanterhavet var fladt og som poleret glas. Janmar fik lov at arbejde. Et par andre både havde sat sejl. Men de daskede bare løst, indtil de også efter kort tid gav op og fik startet hestene.

Og hvilken modtagelse! I flodmundingen ind til havnen blev vi stoppet af en patruljebåd. Efter en masse råben frem og tilbage fik vi lov at fortsætte langsomt ind mod havnen. Lidt længere inde blev vi stoppet at en stor militær gummibåd, der eskorterede os videre ind i havnen. Vi blev dirigeret langt uden om en korvet længere inde. Til sidst blev vi fulgt helt ind i lystbådehavnen af endnu en militær marinebåd. Det kan man da kalde at være agtsom!

Og hvorfor så alt det? Jo, der var EU udenrigsministermøde den 7. og 8. september. Det bar byen også præg af. Jeg skal lige nævne, at formaliteterne med at checke ind i Portugal er ret så bureaukratiske. De skal vide alt om båden – længde, bredde, højde, dybgang, hvor meget og hvilket slags udstyr der er ombord, hvor mange personer og detaljer om den enkelte. Herudover skal de se alle skibets papirer (de er skrevet på svensk og dansk – ha!).

Bente og jeg gik en tur op i byen, da solen ikke stak så meget. Det var dog stadig meget varmt – tropenat.

Inde i den gamle by var der på en lille plads samlet en masse mennesker. Der skulle nok ske et eller andet. Pludselig kom der en stor bil fulgt af motorcykler med sirenerne i gang.

Hvem stod ud af bilen. Det gjorde vores udenrigsministe

 

5. rejsebrev 4. september 2007 (Vigo, Spanien)

 

 

Kan man komme for tidligt til et sted, når man sejler? Ja, det kan man. Specielt i det tilfælde, da vi skulle sejle fra Cherbourg til St. Peter Port på Guernsey og til Ile D’ouessant. Timingen er meget vigtig. I søkortet omkring Ile D’ouessant er der angivet mod og medstrøm på op til 10 knob på grund af tidevandet. Kommer vi på det forkerte tidspunkt vil vi sejle baglæns. Det samme er tilfældet i strædet mellem Cherbourg og Alderney.

I St. Peter Port trak vi afgangstidspunktet så langt ud, at der lige var vand nok over kølen, til at vi kunne sejle over muren (sill), der spærrer indgangen til havnen. Alligevel var vi vel tidligt på den. Vinden var jævn. Men vi rullede kun genuaen halvt ud og tog 2 reb i storen. Andre både med fuld sejlføring må have kigget mærkeligt på os.

De første par timer var det meget tåget. Og det er lidt kedeligt, når man skal sejle tæt på Bretagnes kyst. Vi ankom tidligt om morgenen til strædet mellem Bretagne og Ile D’ouessant – kun lidt for tidligt. Vi kunne holde 2 knob i starten. Til gengæld var der ingen strøm, da vi skulle anduve den smalle og lidt vanskelige bugt på øen indtil Lampaul. Her havde man lagt 20 bøjer ud til fri afbenyttelse for sejlerne. Vi tog en bøje lige foran den svenske båd, som i Cherbourg havde anbefalet stedet. Han havde været her et par dage. Jonas tiggede et halvt friskbagt flutes af ham.

Jonas tog ind til byen for at undersøge mulighederne for bad mv. samt handle lidt fornødenheder. Bente og jeg tog en slapper og gik en rundtur, da Jonas kom tilbage. Lampaul er en meget sød lille by men også meget turistet og dyr. Turbådene fra Bretagne sejler hundredvis af turister hver dag til øen. Vi ville ind et sted for at få en cafe noir og et lille stykke kage – 14 euro!!! – og så var kaffen ikke større, end hvis man havde puttet pegefingeren ned i koppen, ville den være tom med det samme.

Den næste dag blev vi på ankerpladsen. Jonas havde lejet en cykel, for at køre øen rundt. Bente og jeg ville gå ud til den anden ende. Ile D’ouessant er ca. 8 km lang og ca. 5 km bred. Der er meget landligt og barskt her på grænsen til Atlanterhavet. Der er næsten ingen træer. Masser af får.

 

Tidligt om morgenen den næste dag den31. august lettede vi for at krydse Biscayen. Et meget frygtet farvand. Vinden var let fra NE (lige i bagsmækken). Vi vingede sejlene ud. Vi havde timet det så vi fik medstrøm de første 6 timer. Ren driver sejlads. Kun små dønninger. Den næste dag var det ikke bedre. En overgang var Atlanterhavet så fladt og olieagtig blank, at man skulle tro man sejlede på en lille indsø der hjemme. Janmar skulle lade batterier op, så han fik lov at trække nogle timer. Det her bliver en magelig tur over Bascayen – troede vi. Vi så masser af vand og kun lidt liv. Fiskesnøren blev trukket efter båden. Men det var der ingen fisk, der tog notits af. Et par gange kom delfinerne forbi for at hilse på. Og en enkelt hval på afstand så vi, der skød sin vandsøjle op i luften.

 

Natten mellem den 2. og 3. september blæste det op til beaufort 7 (13 til 18 m/s) stadig fra NE. Med kraftig vind lige i rumpetten er der fare for ufrivillige bomninger. Og det skete også et par gange. Heldigvis havde vi bundet bommen fast med en ”preventer”, så den ikke med stor kraft kunne slå over. Alligevel skete der skader på storsejlet. En holder til en sejlpind blev smadret, så sejlpinden måtte tages ud. Storen kom ned og Genuaen blev halvt sat i stedet, da vi rundede Spaniens nordvestlige hjørne. Vi ville gå ind og ankre ved Camariñas. Det var stadig mørkt og der er mange skær i indsejlingen. Vi besluttede at fortsætte. Vi ville også komme i læ for de nu meget store bølger, når vi havde passeret Cabo Finisterre – Europas vestligste punkt. Vi ville fortsætte til Vigo eller Bayona med mulighed for at droppe ind flere steder på vejen.

Vi var kommet sydpå. Ved daggry ikke en sky på himlen. Det blev varmt. Vi sejlede tæt på kysten. Til tider næsten ingen vind – til tider kulingsstyrke med grov sø a la Isefjorden. No problem! Vi fik i løbet af dagen følgeskab af både en norsk og en svensk båd.

Ved ankomsten til bugten ind til Vigo skulle vi vælge om vi ville gå til Bayona eller Vigo. Vi skiftede standpunkt – og kurs et par gange. Men til sidst besluttede vi at gå de 10 mil op til Vigo. Jonas og vi skal på Internettet. Jonas skal bestille en billet hjem fra Porto, Bente og jeg for at opdatere hjemmesiden og se lidt på byen. Der var ingen pladser ledig i den centrale marina. En ny marina, Punta Lagoa Marina, var bygget et par kilometer nord for byen. Der gig vi ind – sammen med den norske og svenske båd. Det er godt nok en flot marina, men der er ingen faciliteter – intet toilet, intet bad og intet vaskeri. Lige noget vi trængte meget til efter 3 dage på havet. Så bliver det ”etagevask” igen. Vi har næsten ikke mere rent tøj. Havnepenge på 24 euro ville de da gerne ha’.

Vi vil forlade denne havn senere i dag for at ankre ude ved Bayona.

Bente har fået sine søben!

 

4. rejsebrev 27. august 2007

 

Vi er på kanaløen Guernsey. Nu er vi kun en dag efter rejseplanen. Da vi tog af sted fra Dunkirk vendte vejret. Solen skinnede, vinden frisk fra nordøst. Det var bare dejligt. Alt virkede. Ingen utætheder. I første omgang ville vi kun gå de ca. 80 sømil til Boulogne Sur Mer. Men da vi kun havde sejlet 10 timer valgte vi at fortsætte gennem natten til Cherbourg.  Det var kun få ting, der gik i stykker. Et par popnitter i skødepunktet til storen røg. Det blev hurtigt midlertidigt lavet med en tamp. Toiletrulleholderen blev revet af.

På vejen loggede vi et etmål på 173 sømil (24 timers periode). For dem, der ikke ved hvad en sømil er, kan jeg fortælle, at det er 1,852 km. Vi havde et par hyggelige dage i Cherbourg. Vi ville have taget ned til Invasionsstrandene lige syd herfor, men det viste sig at blive så bøvlet og tage så lang tid, at vi ikke kunne nå det, hvis vi ikke stod meget tidligt op. Jeg har tidligere besøgt alle strandene g set alle museerne, så det var mest Jonas og måske Bente, der blev skuffet. Men vi har lidt travlt med at komme videre, da vi gerne skulle over Biscayen inden efterårsstormene rigtig sætter ind.

 

I går søndag kom vi så til Guernsey – et semi-britisk samfund tæt under land ca. 40 sømil fra Cherbourg. Øerne er selvstyret og er et toldfrit område. Men det kan man ikke se på priserne. Her er meget dyrere end i Danmark. Havnepenge for 2 nætter er ca. 500 kr. Kanaløerne var det eneste britiske område, der blev besat af tyskerne under anden verdenskrig.

Bente er blevet noget kortere, da vi har gået nogle lange ture i nærheden. Her er meget smukt – og meget britisk. Selv om vi er så tæt på Frankrig, kan vi ikke betale med euro. Vi måtte veksle til Guernsey Pund??

 

Vi ligger lige inden for havnehullet i Victoria Marina. Ved lavvande står vi på GRUND!!!

 

I morgen tidlig ved højvande går så turen til Il D’ouessant – en ø, der ligger ud for det nordvestlige hjørne af Frankrig lidt nord for Brest. Stedet fik i anbefalet af en svensker. Samtidig sparer det os for ca. 30 sømil, når vi skal ned over Biscayen. Vi forventer såfremt vindprognoserne holder, at tage derfra den 30. eller 31. august og gå direkte til Camariñas lige nord for Cabo Finisterre (det nordvestlige hjørne af Spanien). Forventet ankomst ca. 3.-4. september. Der er lovet 28 grader i skyggen. Misundelig???

Herfra går vi til Vigo, hvor vi nok kan komme på Internettet igen. Efterfølgende stop bliver Porto (Leixcoes) i Portugal, hvor Jonas vil tage til Kroatien i en 14 dages periode. Bente og jeg vil i mellemtiden sejle i små ”hug” til Lissabon.

 

Hvis der er noget I gerne vil vide om turen, så skriv til os. Det er altid glædeligt, at høre lidt hjemmefra.

 

3. Rejsebrev 22. august 2007.

 

Hvor er vi? Vi er i hvert fald ikke der, hvor vi havde forventet at være! Vores position siger, at vi er på 51°02’6 Nord og 2°22’3 Øst. Det vil sige, at vi er i Dunkerque (Dunkirk) i Frankrig.

6 dage blev det til i Ijmuiden før vejret lindrede så meget på styrken, at vi kunne drage videre. Vores mål var egentlig at sejle de ca. 300 sømil direkte til Cherbourg. Vinden var hård fra SW da vi gik ud af havnen den 17. august. Vi skulle også mod sydvest, så ”Janmar” (Den nye Yanmar motor) fik lov at trække. Vi havde god medstrøm i starten (det havde vi timet). Ulempen ved medstrøm og vind imod er, at søen bliver ret høj i modsætning til, når strøm og vind går i samme retning. Til gengæld falder farten i modstrøm til nogle få knob. Bente havde haft lidt hård mave de sidste dage inden vi tog af sted. Jonas sagde hun skulle drikke et glas olivenolie inden vi sejlede. Hun havde heller ikke fået taget en søsygetablet, så hun blev lidt dårlig (nok mest på grund af olien).

Forlugen er utæt og der kommer ret meget vand ind. Alt sengetøjet i forkahytten, hvor Bente og jeg sover, blev gennemblødt. Vi måtte på skift lægge os i salonsofaen, der var lavet om til søkøje.

 

18. august.

 

Ved daggry den 18. august. Og efter at have gået 20 timer for motor blev vi enige om, at det måske nok ville gå lidt hurtigere, hvis vi krydsede.

Lige pludselig, og efter et par timer på kryds, råbte Bente, at dørkbrædderne i salonen flød i vand. Vandet steg inde i båden! Bente blev bange. Begge de elektriske pumper blev startet. Vandet sank ikke. Bente og Jonas gik i gang på skift at arbejde med håndpumpen. Motoren blev startet. Sejlene kom ned. Vi var ikke mere end 10 sømil fra Zeebrugge i Belgien. Så vi besluttede at gå ind der. Der kom ikke mere vand ind. Var kølen løs?

På vej ind i den store havn gik omdrejningerne på motoren pludselig ned til 1500 omdrejninger. Selv når jeg gav fuld gas, skete der ikke noget. Jeg forbandede Morten, der havde installeret motoren.

Inde i lystbådehavnen var der en ledig plads mellem to både. Jeg snurrede rundt. Jeg gav fuld gas bak. Der skete ikke en sk..! Jeg havde helt glemt, at motoren ikke havde noget kraft. Jonas op på kajen i en fart – trosse omkring en pullert for at bremse båden. Vi havde nær revet den af. Tilskuerne på de andre både så nervøst til. Det lykkedes. Vi ramte ikke nogle af de andre både – men det var tæt på – pyhh.

Vi var meget trætte. Vi havde ikke sovet hele natten. Men først skulle vi undersøge, hvor alt vandet var kommet fra. Det viste sig, at alt, der var opbevaret i styrbords side var meget vådt. Vandet drev ned af skottet. Boltene i dæksammenføjningen med skroget var ikke spændt!!! Om aftenen ville vi se en film. Vi nåede at se lidt af forteksterne inden vi nikkede med hovederne. Vi gik til køjs. Den næste morgen kom en hyggelig svensker på siden af os. Han skulle også til De Kanariske Øer. Han var alene, da hans gast skulle rejse hjem samme dag.

Jeg begyndte at kigge på motoren. Vandet i vandudskilleren var gulligt hvid. Jeg tømte det af. Brændstoffilteret kom af. Samme resultat. Det blev skiftet. Motoren startet og kørte fint.

Forlugen kom af og blev tætnet med silikone. Det var besværligt og svinede meget. Alle bolte og skruer i dæksammenføjningen i styrbords side blev gået igennem og efterspændt. Kun et par stykker kunne man komme til fra indersiden. Håber det virker. Jonas hoppede i vandet og checkede kølen både på Avalon og også den svenske båd. Alt ok.

Vi ville have været på ind på Internettet. Men 10 euro for en time synes vi var meget i overkanten.

Zeebrugge er der ikke så meget at skrive om. Det er en stor havneby (Mærsk ejer en stor del af den) og turistby med eftertryk på badeturisme.

Vi besluttede, at vi ikke ville sejle om natten, så længe vinden var så hård og samtidig imod.

Bente spiser ikke meget, når vi sejler. Hun siger hun bliver tynd som en ”Sylflide” (sylfide). Vi er begyndt at kalde hende ”Sylfliden”

 

20. august.

 

Vi forlod Zebrugge et par timer efter højvande (en forskel på ca. 6 meter mellem høj og lavvande) for at få fordel af strømmen. Vi ville gå de ca. 80 sømil til Boulogne Sur Mer i Frankrig. På vej ud gik omdrejningerne på motoren igen ned til ca. 1500?????? Nå, det måtte vi kigge på, når vi kom frem. Det var hårdt kryds hele vejen. Båden var tæt – hurra! Tidligt på aftenen kunne vi godt se, at Boulogne måtte vente lidt endnu. Vi var kun kommet tæt ud for Dunkerque. Men vi var da nået til Frankrig. Vi gik ind. Jeg var lidt bekymret for motoren. Fik en fin plads i den inderste yacht club. Der er gratis internet (Hot Spot). Så kunne der også ringes hjem på Skype for ingen penge.

Vi gik op i byen for at få noget at spise. Ikke dyrt fransk – bare en pizza hver. Da ingen af os kan gebærde os på fransk blev det ret underholdende – specielt Jonas, der ville ha’ vegetarpizza. Så det blev ”no muh muh” og ”no kykeliky”. Han ville også have hvidløg på. Vi ringede til Chantal i Hundested og spurgte, hvad det hed. Vi gav værtinden telefonen, så Chantal kunne forklare, hvad vi ville have. Hun syntes også det var sjovt.

 

21. august.

 

Vi stod tidligt op for at komme i gang med motorproblemet. Tog dækslet af mandehullet til brændstoftanken. Ville lige se kvaliteten af brændstoffet – tog en prøve. Det var gulligt hvidt. Hele indholdet var blandet med vand!!!! Der var ca. 60 liter tilbage i tanken. Så kan jeg bedre forstå, at motoren ikke trak – så var det jo ikke Mortens skyld! Det er en god motor, der kan køre på vandblandet diesel! Jeg havde en lille oliehåndpumpe. Med den pumpede vi på 3 timer tanken tom. Vi pumpede diesel/vand over i små dunke, juice og colaflasker. 6 gange måtte Bente og jeg gå op og tømme af (et par hundrede meter hver gang). Til sidst tørrede jeg tanken af indvendig med klude. Så var der ikke mere vand i den. Jeg havde ikke flere vandudskilningsfiltre. Der lå en marineshop tæt ved (guldsmede kalder jeg dem). De havde kun brændstoffiltre til Janmar. Jeg købte to, da de koster det mindre end det halve i Danmark. Vandudskilningsfiltre havde de ikke (Volvo). Men der lå en Volvoforhandler 15 minutters gang fra, hvor vi lå. De havde det hele til en tredjedel af prisen hjemme. Jeg fik tømt alle slangerne for vand/dieselblandingen. Sat de nye filtre ind. Startet motoren (jeg havde 20 liter i en jerrycan). Den snurrede som en drøm med fuld kraft. Jeg fandt samtidig ud af, hvordan, der var kommet vand ind i dieseltanken. Vi havde simpelthen krænget så meget, at udluftningshullet var kommet under vand – derfor. Nu kan jeg bedre forstå, hvorfor der er en omskifter, der gør at udluftningen til tanken kan omstilles til, at tage luft inde fra båden. Den blev skiftet med det samme.

 

22. august.

 

Nu bliver vi her i Dunkerque, for at gå på krigsmuseer. Vi har næsten 20 sekundmeter vind. Der er ingen der skal ud og sejle. Vi må se i morgen.

 

Den 20. maj 1940 indså de allierede, at slaget om Frankrig var tabt. Tyske panserdivisioner havde omgået Maginotlinien og rykket meget hurtigt frem mod den franske kanalkyst og omringede de allierede. Slaget om Dunkirk blev indledt nogle dage efter. ”Operation Dynamo” blev iværksat, der gik ud på, at trække styrkerne hjem. Fra den 26. maj til den 4. juni 1940 lykkedes det ved hjælp af franske og engelske krigsfartøjer og alle mulige private skibe og lystfartøjer at trække mere end 340.000 soldater hjem til England. 40.000 mand blev taget til fange af tyskerne. Kun soldater kom hjem. 2.000 kanoner, 60.000 køretøjer samt tonsvis af ammunition, brændstof og forsyninger m.m. blev efterladt. Ca. 200 skibe gik tabt og ca. 5.000 mand døde under evakuationen.

 

 

2. Rejsebrev 14. august 2007

 

10. august 2007:

 

Afgangen fra Wilhelmshafen den 10. august om morgenen gik stille og roligt. Søren havde lidt problemer med benene og var bange for at knæet skulle gå af led. Det smerter meget, når han skal til og fra borde. Søren fik lagt et par håndklæder om det svageste ben og derefter bundet et skødetov stramt udenpå, så det nærmest blev helt stift. Han blev derefter placeret i salonsofaen, der til lejligheden blev omdannet til en søkøje. Der er ikke meget Søren kan gøre, når der er lidt bølger, men ellers hjælper han til, så godt han kan.

Der var ikke så meget vind i starten, men der var lovet frisk til hård vind fra NV senere (5-6 beaufort). Godt fri af Jade kom vinden – ikke bare de lovede 5-6, men nærmere de 7 og en overgang 8. Søen rejste sig meget. Heldigvis var der lidt slæk på skøderne og ”Marie” fik lov til at tage slæbet ved roret. Ulemperne ved Marie er, at den følger vinden. Så engang imellem skal der lige trækkes i den røde eller grønne kontrolline, der justerer kursen med ca. 10 grader pr. hak til enten styrbord eller bagbord.

Vi tumlede af sted hele natten. Forlugen er lidt utæt, og der kom en del vand ind i forkøjen – min! Jonas og jeg holdt vagt på skift. Bente underholdt eller sov på dørken i salonen.

Da det blev lyst næste morgen, så jeg at der var kommet en flænge i genuaen. Den kom ned i en fart, for ikke at skaden skulle blive større. Der var stadig god fart.

Tidlig på eftermiddagen, da vi var ud for Den Helder kunne vi falde af og gå mod syd mod Ijmuiden eller Scheveningen. Strømmen var dog imod. Samtidig droppede vinden fra 15 m/s til ca. 3 på under en time. Det var selvfølgelig dejligt – solen skinnede. Søren kom til live, og kom op i cockpittet. Men farten over grunden droppede til en enkelt knob. Jerngenuaen blev startet. Farten steg til 6 (gennem vandet), men kun 4 over grunden. Det vil sige stadig 6 timer bare til Ijmuiden. Det blev besluttet at gå dertil.

Jeg satte mig på fordækket og begyndte, at håndsy den næsten 1 meter lange revne i genuaen. Heldigvis var det en syning, der var gået op, men det tog alligevel mere end 3 timer. 

Først ved nitiden om aftenen – lige før solnedgang – kom vi endelig til Ijmuiden. Der var stærk strøm på tværs af indsejlingen. Det ser helt fjollet ud, at man sejler stærkt sidelæns indtil man er inden for ”breakwater”. Det skal man huske at tage meget højde for.

Lige indenfor havnemundingen ligger Seaport Marina – en meget stor lystbådehavn, der kan tage selv meget store lystbåde. Og dem var der mange af. Man får helt mindreværdskomplekser og ser ikke ud af meget blandt disse både.

Vi havde ikke mere end fortøjet båden – så skulle Søren i land og se lidt på faciliteterne. Selv om det er en meget flot marina med alle tænkelige faciliteter, er det også en meget dyr havn, hvor man både betaler for båd og personer ombord – 28 euro pr. døgn (ca. 200 kr.)!

Vi var meget trætte. Jonas, Bente og jeg gik hurtigt til køjs. Søren havde fået kontakt med nogle mennesker ved havnen og blev i land. Han måtte så banke på båden, når han skulle løftes ombord.

Ved siden af os lå en anden dansk båd – en LA-krydser. Ombord var en ung mand, som ville sejle alene til De Kanariske Øer.

Der er lovet dårligt vejr de næste par dage, så vi bliver her. Der er også nogle småting, der skal laves.

 

12. august 2007:

Næste morgen kl. 9 ville jeg op i bad. LA-krydseren var sejlet. Søren mødte jeg da jeg kom ud. Han havde hygget sig hele natten med nogle venner på stranden. Søren havde tænkt meget over de problemer han havde med sit handikap. Han havde derfor besluttet, at han ville tage hjem fra Amsterdam. Bente og jeg ville tage med ham ind til byen – en bustur på bare en time. I Amsterdam stillede vi Sørens bagage på centralstationen. Derefter fandt vi en internetbar, hvor Søren kunne bestille en billet hjem. Det klarede han meget hurtigt – og skulle af sted næste morgen med Sterling til København. Han ville se lidt på Amsterdam dag og aften, og så tage ud til lufthavnen.

Bente og jeg gik en lang tur rundt i byen mellem de utallige turister. Tog også en havnerundfart. Vi var tilbage i Ijmuiden ved spisetid. Vi ville sejle næste dag.

 

13. august 2007:

Det var blevet blæsevejr. Vinden var gået i SW – lige den retning vi skulle i. Styrken op til 8 (17-20 m/s). Vi bliver. Måske kommer vi heller ikke af sted næste dag p.g.a. samme vejr. Vi må finde på nogle sysler. Jeg har ødelagt en lampe i pantryet, der skal udskiftes. Vi mangler også efterhånden lidt forsyninger. Der skal skiftes olie og -filter på motoren. Og jeg skal finde ud af, hvorfor generatoren ikke lader batterierne. Vi gik de tre km ind til byen, hvor der også lå en stor og meget velassorteret bådudstyrsforretning. De havde alt, hvad vi manglede inkl. et stort aluminiumsanker (Fortress type), som Bente gav mig i fødselsdagsgave. Jeg fik lavet de andre ting ombord, med undtagelse af generatorproblemet. Ser lidt på det i morgen.

 

14. august 2007:

Endnu en liggedag. Vi tager bussen til Harlem (10 km). Vejrsituationen skulle blive bedre fra i morgen (W styrke 4).

En rigtig god dag i Harlem blev det. Det er en rigtig pittoresk lille by på størrelse med Odense. Jonas, Bente og jeg gik rundt i hele byen og tog til sidst en timelang sejltur på kanalerne. Derefter med bussen tilbage til Ijmuiden, hvor det nu regnede og var begyndt at blæse op. Udsigterne for i morgen har i mellemtiden ændret sig. Der er lovet 5-6 beaufort fra SW!!!!!!!!!!!! Så vi bliver her nok også i morgen. MERDE!

Det er ved at blive træls. Når man nu så gerne vil sejle.

 

1. rejsebrev: Afgang fra Hundested Havn d. 3 august 2007.

 

Så er vi endelige kommet til den store dag, hvor Verden rundt på Avalon skulle begynde. Jeg og Allan havde haft sindssyg travlt med at ordene huset derhjemme og gjort klart i skibet. Jeg må lige nævne, at jeg bliver helt sikkert ekspert i, at pakke båden. Der var vist ikke det hjørne, jeg ikke fandt at fylde mad i……

Jeg fik endelig hilst på Søren, vores nr. 4 mand på båden. Jonas var kommet, som jeg kender lidt i forvejen. Så eneste kvinde er jeg om bord. Suk… kan mærke det bliver lidt hårdt. Måske lidt for meget mandehørm….

Der kom virkelig mange mennesker, som ville vinke farvel. Jeg var totalt overvældet. Kunne næsten ikke overskue dem alle. Til sidst farede jeg bare rundt, har vist aldrig fået så mange kys og kram før. Grin.

Min søn, min bror og hans kone. Mine to meget gode venner Jacqueline og Finn, var der fra Fyn. Tak for det. Og Linda min datter kunne desværre ikke være der. Fik sagt farvel i Odense. Og tak til hende, for de 3 måneder jeg boede der, for at gøre mit arbejde færdig inden turen.

Lige pludselig kaldte Allan, så var det afgang. Jeg var slet ikke færdig med at hilse af. Så med stor fart og stærk vind, var vi pludselig af sted.

Jeg nåede ikke at få en søsyge tablet. Så hele natten kastede jeg op. Det er vist længe siden, jeg har været så dårlig. Det var første gang, så det kom lidt bag på mig. Ikke engang en kiks kunne jeg holde i mig. Så den vagt jeg skulle have sammen med Jonas, måtte Allan tage for mig. Jeg sov ikke i et døgn. Der var først op ad næste dag, jeg begyndte at blive mig selv igen. Jeg var træt og tænkte, hvis dette skulle varer ved med søsyge, så blev jeg da tyndt som en sylfide…. Smil….

 

Men opgive denne tur, ville jeg ikke. Sikke oplevelser der venter. Og dem ville jeg tænke på, hver gang. Og søsyge er kun en tilstand, siger Allan. Så den tager jeg også til mig.

Men tilbage til turen. Vi sejlede hele natten og skulle til fødselsdag hos Jørgen Munter i Holeby på Lolland. Vi blev hentet i Nakskov havn. Sikke et overdådigt måltid der ventede os. Det hjalp på mit humør, som var lidt nede. Tak for mad Jørgen og en dejlig modtagelse. Vi kom sent tilbage og jeg faldt vist hurtigt i søvn.

 

Nakskov til Kiel. D. 4 august 2007

 

Så var dagen kommet hvor vi skulle videre til Kiel. Jeg glædede mig meget, for synes først turen startede rigtigt, når vi var ude af Danmark. Jeg var stadig mærket af lidt søsyge, så et æble fik jeg klemt ned og opkastene forsvandt. Så langsomt håber jeg, min krop vender sig til vandets bevægelser. Det kan tage nogle dage og jeg tror der er håb for mig. Grin…Men nu sloges jeg med mine følelser. Lige pludselig gik det op for mig, at nu var det alvor. Puh ha … jeg rystede over hele kroppen og fældede et par tårer i løbet af dagen. Jeg savnede allerede mine unger, fam og vennner. Det var virkelig overvældende. Og den nærhed med vandet. Det virkede stærkt på mig. Jeg mistede en lillebror 3 år gammel ved druknedød. Så alt det kom pludselig op i mig igen. Selvom det er mange år siden. Det er nok den største overvindelse jeg skal igennem, at være der, lige der hvor jeg ikke kan bunde. Ude midt i et hav hvor der er mange meter ned….. Men det kommer langsomt til mig, tanken at det overlever jeg. Så det her er godt for sjælen, kan jeg mærke. Men hvor jeg dog har mange tårer. De kommer og forsvinder, hele tiden.

 

Tilbage til selv turen. Vi sover og slapper af i Nakskov, og fortsætter d. 5 aug til Kieler Kanalen. Og den er vi på, lige nu. Et utroligt smukt syn. Og mange store skibe møder vi på vejen. Jeg tror mit kamera lider overlast, inden jeg er hjemme igen. 

Jeg får endelig snakket lidt om tonen her på Skibet. Det skal jeg som kvinde, vist lige vende mig til. Den er lidt ufølsom og hård engang imellem. Så jeg gør lidt vrøvl. Og bestemt skal jeg vende mig til at være sammen med mennesker, så tæt hver dag. Så lige nu, hvor jeg skriver det her, hører jeg musik fra min mp-3. En god måde at gå ind i sig selv på, for mig. Nu skal dynerne ud og luftes, de er lidt klamme. Så jeg vil slutte for denne gang. Kommer igen senere.

 

Til sidst en stor tak og knus til alle ved afsked, både i Odense og Hundested. Og tak for alle gaverne.

 

 

Allan:

 

3. august 2007:

Hvilken afgang. Vi kom af sted til tiden. Kl. 18.00 fredag den 3. august slap vi trosserne i Hundested og begav os af sted.

Inden da havde der været travl aktivitet med at få alting på plads. Der var utroligt meget, der skulle ordnes. Fik højst et par timers søvn hver nat den sidste uge.

På dagen for afgangen havde vi flyttet Avalon, så den lå lige neden for Hundested Motor og Sejlklub. Der kom flag over toppen og også signalflag langs rælingen.

Venner og familie fra både Fyn og Sjælland var mødt op (jeg havde inviteret på en øl og en småkage). Desværre glemte vi at få øljernene med os (skandale siger de andre). Men et spilhåndtag gør også gavn. Over hundrede mennesker var mødt op. Selv min unge far (kun 87) kom til Hundested. Det blev helt festligt. Nogle gav blomster (til Bente). Heldigvis var de kunstige. Skibet bli’r helt feminint, når der er ”damer” ombord. Vi fik så meget (spil, spiritus, vin, syltetøj, slik, ”nødrationer” og meget mere), at vi fik problemer med at stuve det af vejen. Men Bente er god til at organisere alt – og plads fik det. Tak for alle gaverne. Man bliver helt rørt ved at der er så mange, der tænker på en.

Jeg fik også en søster, idet Chantal spurgte om hun kunne være min søster og jeg hendes bror. Det er hermed besluttet. Chantal’s datter Maya, som altid har været en del af besætningen i Danmark, betragter jeg allerede som en slags datter (det skal måske til at være niece nu?). Min afløser som formanden for Hundested Motor og Sejlklub Ole Stausgaard holdt en lille tale. Det gjorde formanden fra Søværnets Idrætsforenings Sejlsportsudvalg Peter Wulff også. Fra ham fik jeg overrakt Idrætsforeningens æres manchetknapper i guld. Nu må jeg ud og købe en skjorte, da jeg ikke har taget nogen med. Der skal være en stor tak til begge formændene.

Vi er 4 mand (Bente bli’r det også en dag – det er hårdt arbejde). Ud over mig selv er det Bente (mit vedhæng), Jonas og Søren.

 

Kl. 18 (måske var det et minut for tidligt) slap vi trosserne. Der var tuden og vinken og skudsalutter fra havnen. Mange både i havnen vinkede og ønskede os god tur – en enkelt fulgte os lidt på vej. Herligt.

Vejret var nu ikke lige det drømmevejr vi kunne ønske os – hård vind fra VNV – lige den retning vi skulle mod Snekkeløbet ved Sjællands Odde. Så der var dømt hårdt kryds. 2 reb i storen – genuaen helt ud. Det blev lidt af en ”røvtur”. I farten inden afgangen havde Bente glemt at tage en søsygetablet, så hun gik helt ned. Søren skulle ikke ned om læ, så ville han også blive søsyg. Jonas og jeg skiftede til at styre. Hårdt kryds er ikke livret for de to autopiloter – James (el) og Marie (vind).

Efter 6 timer gik vi gennem Snekkeløbet og kunne falde lidt af – troede vi. Nej, nej – vinde var drejet i VSV – surt. Så vi krydsede ned til Røsnæs også. Heldigvis var vinden taget lidt af – søen lidt roligere. Prøvede at stoppe en søsygetablet i Bente – men den røg op lige som et springvand. Søren blev i cockpittet.

Da vi rundede Røsnes Puller troede vi, at nu var den der. Vindretningen var god nok, men hastigheden droppede til svag vind – inden for en halv time! Vi havde en aftale i Nakskov med Jørgen Munter om lørdagen inden klokken 14. ”Jerngenuaen” blev startet. 6,5 knob gennem vandet. For at det ikke skulle være løgn, så vente strømmen lige efter Røsnæs. Den hårde vind tidligere havde presset meget vand ned i Østersøen – så vi fik 2 knob imod – resultatet kan i nok gætte? Vi ankom til Nakskov kl. 18.10 – mere end 24 timers sejlads. Vi havde udsejlet 149 sømil – den beholdne distance er kun 105 sømil.

 

4. august 2007:

Festen var i fuld gang hos vennen Jørgen i Holeby (han blev 65 år ung). Han kunne ikke hente os. Heldigvis havde Jørgens søn Karsten endnu ikke drukket noget, så han lånte Jørgens store ”Mercer” og hentede os. Søren passede båden imens. Det var det helt store garden party. Vi fik hilst på alle vennerne – og taget pænt afsked. Der går nok lige et par dage inden vi ses igen. Et stort tillykke til dig Jørgen.

Det blev sent inden vi kom afsted. Tog en taxa tilbage til båden (30 km. - 500 kr.!).

 

5. august 2007:

Næste morgen var vi meget trætte i ansigtet, så vi besluttede at blive og se lidt på byen og den meget ramponerede russiske ubåd af ”Whisky-klassen (museum).

 

Lokummet svigter – pumpen vil ikke tømme holding tanken. Der er blokade i afløbet. Det skete også to dage før afgangen. Skilte slangen fra tanken – jo den var blokeret. Stak en rensepind ind i slangen – en spand  og en lækprop klar. Lige pludselig kom det. En 5 cm tyk søjle af p.. og l… røg ud af den tykke slange. Noget ramte mig og noget ved siden af spanden. Jeg havde ikke fået næseklemme på – adr. Da spanden var fuld – i med lækproppen. Jeg måtte gentage det 4 gange før tanken var tom. Det er ren gødning. Jeg troede nu at det virkede. Pumpen kører fint – men der er kommet en ny prop. Skal til det igen – helst inden vi kommer ud i Nordsøen.

 

6. august 2007:

Vi havde fin frisk østenvind hele vejen fra Nakskov til Kiel (Holtenau), hvor vi fandt en plads i marinaen lige foran indsejlingen til Kielerkanalens sluse. Nu er vi rigtig på vej. Vi stopper kun for natten og går gennem kanalen den 7. august. Hvis det gode vejr med østenvind fortsætter vi straks mod Holland.

 

7. august 2007:

Kielerkanalen – eller Nord Ostzee Kanal, som den rettelig hedder er 98 km lang. På kanalerne regner man i kilometer og ikke i sømil. Vejret var utroligt smukt, men ingen vind. Så jernhesten fik lov at snurre hele vejen. Ikke for hurtigt. Den nye motor har endnu ikke gået 50 timer, hvor den skal have skiftet olie og filter. Det gør vi, når vi er i Brunsbüttel – så er den der næsten. Vi sejlede lidt langsommere end de andre både vi var sammen med i slusen, så kunne vi nyde kanalen i ensom majestæt.

Vel ankommet var der en del opgaver, der skulle laves. Jonas og Søren skulle hente Kaustisk soda, så vi kan opløse den prop, der er i toilettet – håber det virker. De skulle også købe nogle fornødenheder og på internet.

Så nu ligger vi her og venter til i morgen for at komme ud på Elben og i Nordsøen. Vejrudsigten er dog ikke for lovende. Hollænderen, som ligger på siden af os siger at det bliver 7 beaufort fra NW (13-17 m/s). Dvs. kuling – og så venter vi.

Det var ikke muligt at finde kaustisk soda – det hedder nok noget andet i Tyskland, for de forstod ikke, hvad vi ævlede om!

Vi fandt nogle skilte, der pegede i retning til en internetcafe. Dem der har sat de skilte op, må ha syntes, at vi skulle ha en tur rundt i byen. Vi gik langt – og så viste det sig at cafeen lå næsten nede ved havnen! Internet cafe er nok noget af en overdrivelse. Der stod en enkelt afdanket pc over i hjørnet af en bar. Den ville ikke acceptere hverken denne dagbog eller de billeder vi havde med på en memory stick. Fik dog svaret på en enkelt mail til min bror – det var alt.

 

8. august 2007:

Nabobåden, en hollænder – selvfølgelig ham, der lå inderst skulle ud kl. 8 for at komme gennem slusen til Elben. Så vi skulle med den samme vej. Først skulle vi lige købe lidt forsyninger til turen. ALDI tæt på havnen åbnede ikke før kl. 8?? Vi løb derop. Heldigvis åbnede de et par minutter før. Der blev powershoppet til den store guldmedalje. 5 minutter efter var vi tilbage ved båden. Slap fortøjningerne 5 minutter over 8 – dog med lidt misbilligelse fra hollænderen. Men vi nåede det. Lige ud af havnen og ind i slusen – sådan. Vi blev hævet et par meter og så ud igen.

Der var ikke meget vind i starten. Men vi satte sejlene. Der var en dejlig medstrøm, så den beholdne fart kom alligevel op på 5 knob.

Kort efter Cuxhafen kom vinden. I løbet af en halv time steg vinden fra 3 m/s til ca. 13 m/s fra nord. Søen var flad, så vi nød det. Tog et par reb i storen og strøg derudaf. Søren og Bente fik et par søsygepiller (de døsende).

Da vi nåede ud i Nordsøen steg vinden yderligere til 16 m/s (7 beaufort). Søerne begyndte at bygge op. Bente blev lidt nervøs. Søren beroligede. Tog storen helt ned og rullede Genuaen halvt ind. Farten stadig over 8 knob. Vi havde sat Kursen mod Den Helder i Holland. På grund af den høje søgang og blæsten kunne hverken James eller Marie styre ordentligt – så det var håndstyring på skift af Jonas og mig. Det var hårdt. Ingen kunne komme på toilettet – det var stadig stoppet. På et tidspunkt om eftermiddagen væltede en ordentlig sø in over os og rev bagbords wind screen i cockpittet i stykker. Alt hvad der kunne hoppe op og ud af hylderne faldt på dørken – heriblandt alle cd-erne. Samtlige hylstre smadrede. Bøger og blade lå hulter til bulter.

Nu var det ikke sjovt længer. Det blev overvejet at tage sikkerhedsselerne på. Jonas og jeg konfererede en smule og blev enige om, at søge mod land. Vi lå lige nord for Wilhelmshafen. Vi faldt af og sejlede de 35 mil til Nassauhafen Marina, der ligger lige op af Wilhelmshafen flådebase. Det tog 5 timer. Vi ankom kl. 20.30. Bagefter kunne vi godt se, at det måske havde været bedre og krydse de 12 mil op mod Helgoland. Så havde vi også ligget bedre til den videre færd. Men sådan er der så meget man ikke tænker over.

 

9. august 2007:

Nu ligger vi her og venter på bedre vejr. Skilte toiletpumpen fra holdingtanken. Jep, der var en prop – ikke en dråbe kom ud! Prøvede at stikke noget i tanken for at få proppen ud. Den var hård. Alle havde sagt, at de først havde tygget eller drukket alt, før de havde sat sig på tønden (det er en regel ombord). Så det er nok en gammel prop fra sidste år, hvor nogle nok har glemt påbudet. Intet hjalp. Så det blev med en taxi ud til ”Bauhaus” for at finde noget, der dur (det lå dyrt langt væk). Vi fandt en rigtig rørrenser (5 meter lang) og også kaustisk soda, som ganske rigtigt hedder noget helt andet på tysk.

Tilbage i taxi (mere dyrt) med ”værktøjet”.

Der blev renset godt igennem. Og lige pludselig kom det – en tyk stråle (tanken var helt fuld). Inden jeg havde rettet strålen mod spanden ramte den mig i ansigtet og på tøjet – FØJ! I min befippelse kom jeg til at vælte spanden – og en masse rendte ud i kølsvinet. Bente havde lovet at gøre rent bagefter. Men ud kom det alt sammen. Pumpen kører – meeen nu er der et andet problem. Jeg var den sidste, der havde været på toilettet, da tanken blev fyldt. Jeg kom til at påvirke håndpumpen så kraftigt, at den nu ikke virker (man bli’r stærk af at være sømand). Vejret er ikke for lovende, så den klarer jeg i morgen.

Jeg har også et problem med motoren og generatoren. Motoren er ikke ”linet” godt nok op. Vibrationerne medfører, at der kommer vand ind gennem pakdåsen på akslen. Det ser også ud til, at generatoren på motoren ikke lader batterierne. Tænk, hvis man ikke havde noget at lave. Vi keder os ikke.

 

En stor hilsen til alle.

 

Det var alt for denne gang.