23. rejsebrev 12. november til 21. december 2008 (Trinidad, Grenada og Grenadinerne).
Med tøser på tur.
Båden kom endelig i vandet den 12. november. Det var også en hård omgang. Rigtig meget skulle laves. Motoren skulle ud, fordi akslen var en smule skæv og skulle rettes. Alle stag skulle udskiftes fra rod rig til wire. Furlex’en (rullereb til genoa) skulle renoveres. Cockpit skulle males med ny topcoat. Hele toiletrummet skulle adskilles fordi toilettanken lækkede. Selvfølgelig var den skræddersyet og en ny skulle laves efter mål. Nye højtalere skulle monteres i cockpit. Herudover skulle GPS navigator renoveres samt en del af det elektriske udstyr. Der er købt ny genoa og storsejl.
Når man bestiller nogle ting eller arbejder hernede bliver det lovet leveret til en bestemt dato. Men ingen – absolut ingen overholder tidsplanen. Arbejder, som man tror, bliver lavet til den lovede tid, kan nemt blive en måned forsinket. Her hedder det bare ikke ”manjana”. Nogen gange kan man godt blive lidt ophidset, specielt når man står og skal sejle og sejl ikke bliver leveret (selv om de blev bestilt i juni). Men det hjælper ikke en sk.. Man må bare ta’ en ”sundowner” ekstra og smile J. Så selv om der var meget der skulle laves blev der også tid til hygge (lime), snakke med de andre bådbesætninger, løbe sig en tur eller tage på ”haik” i junglen, der ligger på den anden side af vejen.
Den 21. november kom tøserne så. Det var to søde piger, Ditte og Sidse, som skulle sejle med som gaster i 3 uger. Jeg hentede dem i lufthavnen meget tidligt om morgenen. De var lidt blege af vintermørket i Danmark – og de var trætte efter mere end 24 timers rejse fra København.
Men der var go i pigerne. Den næste dag tog vi ind på shoppingtur til Port of Spain. Sidse var vist nok inde i samtlige tøjforretninger (lang tid) – så på det hele – prøvede noget – og købte ingenting!
Ditte og Sidse arbejder begge inden for mediebranchen, så de havde taget det helt store videoudstyr med – og det blev brugt flittigt på turen.
Da pigerne ikke havde meget sejlerfaring ville vi lige bruge de første par dage til at sejle over til nogle øer og bugte i nærheden. Først sejlede vi de 6 sømil til en lille bugt ved øen Chacachacare. Her inde i bugten ligger der en hel lille forladt landsby, der nu er ved at blive ædt op af jungle. For ca. 35 år siden var øen en koloni for spedalske. Der var ret mange mennesker her dengang. Der var hospital og kirke. Veje gik rundt på hele øen. Selv et traffiklys var der. Alt er ved at forfalde. De eneste mennesker, der nu er tilbage på øen er fyrpassene på toppen. Vi smed anker i bugten og blev der om natten. Vi var den eneste båd. Lidt betænkelige var vi da, der ikke for ret mange dage siden havde været et skudopgør her mellem lokale, hvor en var blevet dræbt og en dreng såret. Der har også tidligere været piratoverfald. Vi havde dog en rolig nat. Den næste morgen ville Sidse og Ditte gå en tur op til fyret for at nyde udsigten. Øen ligger ret tæt på den Venezuelanske kyst. Om formiddagen gik det via et lille smut ud i Atlanterhavet og videre til Scotland Bay – en meget hyggelig bugt, hvor der er en del brøleaber og papegøjer. Vi var gået i land, hvor tidligere havde været en lille amerikansk base under krigen (nu dækket af jungle), for at se om vi kunne filme nogle brøleaber. Vi så ingen. Da vi kom tilbage til båden, fortalte skipperen fra båden ved siden af, at der havde været brøleaber helt nede ved stranden, mens vi var væk – ærgerligt. Sidse fik dog tidligt på aftenen optaget en masse lyd fra aberne – de kan virkeligt larme.
På vejen tilbage til Chaguaramas den næste morgen blev vi omringet af en stor flok meget store delfiner – troede først det var små hvaler. Videokameraet kom frem, og der blev taget gode film.
Jonas – en ung dansker ombord på Poseidon, hvor Erik fra Hundested er skipper, tog også pigerne på tur i deres store gummibåd.
Den 26. november artede vejret sig, så vi kunne stikke af sted om aftenen. Den oprindelige plan var at sejle til Venezuela og Tobago. Da der inden for de sidste par uger havde været piratoverfald med fatal udgang blev vi advaret mod at sejle dertil. Tobago lå lige i vindretningen, så vi besluttede at sejle til Prickly Bay på Grenada. En natur med høj himmel, mange stjerner og god vind. Det nogle timer længere end vi havde regnet med, da strøm og vind gjorde, at vi måtte krydse de sidste 30 sømil. Pigerne klarede det fint og fik sovet en del af vejen. Jeg var lidt mere træt.
Dagen efter tog vi ”maxi taxi” til St. Georges, der er hovedstaden i Grenada. Fik set den gamle by, markedet og borgen med de danske kanoner.
Når jeg besøger St. Georges skal jeg lige ned på mit sædvanlige ”lime” sted bag markedet, hvor Esther, en dejlig frodig dame, har en lille bar. Jeg fik en stor kram (forsvandt næsten). Esther spurgte, hvor jeg havde gjort af de to andre skippere (Bjørn og Torben). Jeg fortalte hende, at de ikke er så hurtige til at komme af sted, men at de nok ville komme forbi i det nye år.
Fredag aften er der altid ”go” i baren i Prickly Bay. Pigerne stadsede sig lidt op, tog i land, for at se om der skete noget. De er begge meget udadvendte, så de kom hurtigt i kontakt med en masse mennesker. De havde det sikkert sjovt, og kom sent hjem.
Om lørdagen sejlede vi over i en nærliggende bugt ved Hog Island. Et meget idyllisk sted med en lille strandbar. Stedet er dog under forandring. Om nogle år vil det nok være ukendeligt. En hotelvirksomhed har fået lov til at bygge en bro over til øen og vil opføre et 5-stjernet hotel på øen. Så vil dette bådparadis være ødelagt for altid.
Søndag laves der i strandbaren barbeque. Besætningerne fra de mange både, der er ankret op ved øen mødes her tidligt på aftenen til mad og sundownere. Her samles den halve verden til hyggelig komsammen. Lidt fest går der altid i den.
Mandag morgen lettede vi anker for at sejle langs Grenadas vestkyst op til Tyrrel Bay på øen Curriacou. Sent på eftermiddagen droppede vi ankeret. Vi gik i land for at spise. Sent på aftenen begyndte det at blæse meget op. Der var vind på over 20 sekundmeter. Jeg tjekkede ankeret hver anden time hele natten. Havde lagt 50 meter tung ankerkæde ud. Jeg har et overdimensioneret anker på 40 kg. Det holdt. Troede jeg. Da jeg kiggede op kl. 6 om morgenen, var vi drevet 200 meter – og lå nu kun 20 meter fra et koralrev. Der blev sved på panden. Jeg satte motoren på – bakkede med fuld kraft – det holdt, så vi blev liggende.
Tirsdag sejlede vi mod Hillsborough, der er hovedby på Carriacou, for at checke ud fra Grenada. Vi skulle dog lige stoppe ved Sandy Island på vejen, for at snorkle. Sandy Island er ”sandy” – det er kun en lille smal sandtange, der stikker op af vandet. Efter frokost fik vi checket ud og sejlede op til Clifton Harbour på Union Island, der er den sydligste ø i Grenadinerne, der hører til St. Vincent and the Grenadines (normalt forkortes til SVG). Nåede lige at checke ind inden kl. 4 (så er det mindre dyrt). Alligevel måtte vi slippe over 400 kr., for at få lov til at ankre og sejle rundt mellem øerne.
Union Island er kun på 17 kvkm og har ca. 2.000 indbyggere. Øen sammenlignes lidt med Tahiti p.g.a. den bjergrige topografi. Øen er omringet af store koralrev og flotte strande. Fra det gamle fort, der ligger på en top lige oven for byen Clifton.
Vi blev et par dage på Union Island inden vi drog af sted til slutmålet for denne tur – The Tobago Cays. Tobago Cays består af 5 små ubeboede øer, der er omgivet af et meget stort hestesko formet koralrev samt en række små. Det regnes for absolut et af de smukkeste steder i Caribien. Det er derfor også et af de mest populære stop for sejlere i Caribien. Området er erklæret for national park.
Siden sidst, jeg var der i maj, har man nu lagt en række fortøjningsbøjer, hvor de bedste ankerpladser var. Virker meget kommercielt og beskæmmende.
Pigerne fik set på masser af kulørte fisk og skildpadder.
Vi blev en hel uge på Tobago Cays og Union Island. Sidse og Ditte fik et lift med nogle andre både over til de nærliggende øer Petit St. Vincent og Petit Martinique. Da vi sejlede en sen eftermiddag fra Tobago Cays tilbage til Union Island, skete der det, der ikke må ske. Solen var lige i øjnene. Jeg rundede et koralrev lidt for snævert – og pludselig stod vi oven på det. Det lyder ikke særligt rart. Det lykkedes dog at vride båden rundt – og med hjælp af lidt dønning hoppede vi af. Det eneste der tog lidt skade var bundmalingen under kølen og min stolthed.
Selv om vi godt kunne have blevet der meget længere (havde fået en del venner) skulle vi tænke på at sejle tilbage til Trinidad. Den dag vi ville have sejlet var det blæsevejr, så vi fik en dag ekstra. Onsdag den 10. december var sidste frist. Vi skulle være tilbage på Trinidad den 11., da pigerne skulle hjem meget tidligt den næste morgen. Jeg havde regnet med, at turen ville tage næsten 24 timer for de 120 sømil. Vinden var 5 m/s fra NNE. Vi skulle næsten stik syd. Vi ville sejle på Atlanterhavssiden af øerne hele vejen.
Der var næsten ingen sø og dønning, så vi skød mellem 7 og 8 knob for fulde sejl – alt for stærkt. For at komme ind til Chaguaramas på Trinidad, skal man ind gennem en smal indsejling. Det havde jeg ikke lyst til før daggry. Så 20 sømil før blev farten reduceret til 3 knob. Det passede! Kl. 6 om morgenen – lige da solen stod op – sejlede vi ind gennem passagen.
Vi havde haft en dejlig tur på 3 uger. Ikke for meget vind, masser af sol. Kun regn en nat. Ditte og Sidse var blevet power solbrændte på kort tid (også lidt forbrændte).
Hvordan var det så at sejle rundt med to unge ”tøser”, som jeg ikke kendte i forvejen? Det gik forbavsende godt. Selvfølgelig var der de sædvanlige små snacks – men det var lidt. Vi kom godt ud af det med hinanden. Som Ditte sagde bagefter: ”hvis jeg kunne klare sådan to københavnertøser, så kunne jeg vist klare alt. Jeg tror også pigerne fik en stor oplevelse. Jeg fik en oplevelse sammen med dem.
Pigerne er nu taget hjem, og jeg er alene igen indtil Laila og Stig ankommer den 30. december. Dvs. helt alene er jeg ikke. Jeg kender efterhånden en hel del. Bjørn fra Chili har fået sin båd i vandet her, og vi er sammen næsten hver dag (se link til hans hjemmeside på min forside). Henrik fra Waverunner har vi også været sammen med næsten hver dag. Han er dog lige taget hjem, for at fejre jul med familjen.
A pro pros JUL. Det er for varmt her i mere end 30 graders varme rigtig at tænke på jul. Jeg fejrer nok lidt sammen med Bjørn.
Jeg håber I alle derhjemme i Dannevang vil få en rigtig dejlig jul og et godt nytår.
En rigtig varm julehilsen her fra Trinidad
Allan
22. rejsebrev 30. september.
Tilbage i Trinidad
Så er jeg tilbage i Chaguaramas på Trinidad efter godt 4 måneder på rejse andre steder.
De første 3 uger hjemme i Hundested brugte jeg til at ordne have, gå ture, var i sejlklubben, hvor jeg lavede deres hjemmeside. Derefter 3 uger i Frankrig (besøge og arbejde sammen med nogle gode venner). Derefter 3 uger hjemme igen.
Jeg rejste derefter i midten af august til Shenzhen, Kina, hvor min veninde Xiang er lektor i engelsk. Vi havde nu kendt hinanden on/off i næsten 3 år og besluttede, nu skulle vi giftes. Vi tænkte, at med det bureaukrati, man har i Kina ville vi være i god tid – så det kunne nok lade sig gøre engang i september inden jeg skulle rejse igen. Der var lige nogle papirer, der skulle oversættes officielt til kinesisk. Den 19. august gik vi så ned med en stak papirer og ”gruppebilleder” til vielseskontoret for at bestille tid. Vi var begge i T-shirt, shorts og løbesko. Vi blev bænket foran en kontormand på hver sin taburet. På et af papirerne fra Danmark havde jeg kommet til at skrive Xiang’s fødselsdag forkert. I Kina har man 2 fødselsdage – en der passer med den Gregorianske kalender – og en der passer i overensstemmelse med det kinesiske nytår. Jeg havde anført den førstnævnte dato. Heldigvis fik Xiang skjult det famøse papir. Kontormanden opdagede ikke noget. Vi blev begge spurgt, om vi gjorde det frivilligt. Et par stempler blev hakket ned på et stykke papir. Et billede af os blev sat på. Et par små dokumenter a lá ”Den lille Røde” blev udfærdiget. Dokumenterne skubbet hen over skranken. Så var vi gift. Så datoen, hvor vi skulle aftale en dato er altså vores bryllupsdag. Fornemmelsen var nu mere, som om man havde været på banegården for at købe en togbillet (det er nemli’ også besværligt).
Selve brylluppet vil blive fejret, når jeg kommer hjem til Danmark, hvor Xiang vil møde op. Vi holdt dog en lille seance med nogle af Xiang’s kolleger og hendes datter Tian på et nærliggende hotel.
Jeg har nu halvanden måned til at gøre båden klar. Og det ser ud til at der er meget at lave. Der var ret muggent om læ. Det havde regnet meget – og vand kommer ind gennem masten. Jeg vaskede det hele ned og rensede hynderne. Alt tøj og linned blev vasket (19 maskinfulde).
Jeg havde en toilettank, der lækkede. Jeg måtte adskille hele toiletrummet, for at frigøre tanken. Jeg kunne ikke selv tage den gamle tank ud, da den var ”glasset” ind i skroget. Det tog en lærling 4 timer med hammer og mejsel for at få den ud. Tanken er ”selvfølgelig” skræddersyet til båden og skal derfor specialfremstilles af særligt plastmateriale.
Masten er rod-rigget og er efterhånden 18 år gammel. Jeg kontaktede en rigger, der anbefalede at skifte det hele med 10 wire og dertil en ny agterstagsstrammer. Det er nu gjort. Dog skal et gennemtæret mastespil udskiftes. Det må vente til jeg kommer til Grenada, da det er 50 % dyrere her.
Der kom en del vand ind ved stævnrøret, når motoren kørte. Jeg troede det var opligningen af motoren, der var noget i vejen med. Motormanden kom og brugte 5 timer på at ligne motoren op. Der var stadig vibrationer i akslen. Han opdagede så, at akslen var skæv. Den skal rettes. Og da akslen ikke kan hives bagud skal motoren løftes ud. Det bliver lavet inden jeg kommer i vandet.
Genuaen er helt udslidt, så jeg har bestilt en ny hos sejlmageren. Jeg få også et tilbud på et nyt storsejl.
Herudover er der en masse småting, som jeg selv skulle reparere. Den elektriske autopilot slog sikringerne (kortslutning i sikringspanelet). GPS’en over kortbordet virkede ikke (skærm på ledning til antenne var tæret over). Grøn/Rød lanterne virkede ikke (ledning bag skab var revet over). En del lamper skulle have renset fatningen. Af teknisk udstyr mangler jeg nu kun Raymarine kortplotteren, der ikke vil vise aktuel position (batteriet skal skiftes). Det var lidt ærgerligt – nu skal jeg lægge alle ruterne ind igen. Og litium batteriet er gu’ hjælpe mig loddet ind i kassen (slagloddet endda) – så det kan jeg ikke selv skifte.
Derefter er der kun polering og bundmaling.
Alt i alt har det været en meget stor udskrivning – meget større end jeg havde regnet med. Klimaet her er meget hårdt ved båden. Til gengæld er jeg nu sikker på, at den vil kunne klare alle strabadserne over Atlanterhavet.
Da jeg kom hertil fra Kina, hvor det er meget varmt, men mere tørt, overraskede det mig, hvor fugtigvarmt her var. Det er ulideligt. Jeg kan godt forstå, at en del får installeret aircondition anlæg ombord, mens de er på land. Vindmøllen over salonbordet kører konstant.
Den 17. oktober var jeg inviteret til fødselsdag ombord på Argo Navis. Flemming og Susannes to børn Sofie og Gry skulle fejres (9 og 3 år). De har fødselsdag med få dages mellemrum. Det var en rigtig hyggelig dag med rigtig lagkage med lys og drikkechokolade med flødeskum. Bagefter var der ”sundowner”, snacks og ”liming” sammen med de andre sejlere.
Jeg forventer at kunne komme i vandet med båden i begyndelsen af november. Den 21. november kommer de første gaster (Ditte og Sidse). Med dem vil jeg sejle rundt mellem øerne her på Trinidad, Tobago og eventuelt Grenada inden vi igen den 9. december er tilbage her i Chaguaramas og venter på de næste gaster (Laila og Stig), der kommer i slutningen af december.
21. rejsebrev 16. maj- 6. juni 2008 – Granada til Trinidad
Det lakker mod enden for denne gang. Båden står nu på land hos ”Power Boats” i Chaguaramas på Trinidad. Her vil den blive pakket ind i plastik. Det her bliver også det sidste rejsebrev i denne omgang.
Det har været nogle begivenhedsrige måneder. Der har været vind hele tiden – alt mellem 5 og 20 sekundmeter. Hård vind her føles ikke lige så besværligt som hjemme i andedammen. De lange dønninger og søer gør det væsentligt behageligere.
Da vi sejlede fra Union Island om morgenen den 16. maj skulle vi kun en kort tur på ca. 7 sømil til Hillsborough på øen Carriacou. Øen, sammen med Petit Martinique, er også en del af Grenadinerne, men hører til Grenada. Vi ville kun ankre kort tid ud for Hilsborough mens vi checkede ind. Man ruller en del i den åbne bugt. Efter det sædvanlige bøvleri med immigration og custom kunne vi alle tre både lette anker og sejle nogle få sømil ud til Sandy Island - en ganske lille og lav ø. Her var det flot at snorkle med masser af koraller og kulørte fisk. Om aftenen skulle vi fejre Torbens etårsdag med Espresso. Han var sejlet hjemmefra den 16. maj 2007. Torben fik slæbt sin grill i land. Bjørn og jeg lavede salater og bagte kartofler. På grillen blev der lagt nogle kæmpe T-bone steaks. Nogle og nogle – der var kun plads til en ad gangen. Så sad vi der og spiste på en ø helt for os selv. Drak rødvin i lampeskær og sang vores hjemlige vedmodige sange. Vi blev dog kun 1 dag her inden vi forlagde endnu et par sømil til Tyrrel Bay på Carriacous sydvestside (den med den flydende bar). Da baren efter 2 dage endnu ikke var åbnet, måtte vi frekventere andre barer, sejlede vi den 19. maj mod Grenada.
Halvvejs mod nordspidsen af Grenada ligger der et par små øer (Rondo Island og Diamond Island) og en undersøisk vulkan (Kick-em-Jenny). Vi besluttede at ankre ved Rondo Island, der relativt stor med ca. 20 indbyggere. Vi var også alene her. Det var hyggeligt og fredeligt. På et tidspunkt i løbet af natten kaldte Bjørn mig op og sagde, at Espresso lå helt inde ved stranden. Der var let pålandsvind. Torben havde selvfølgelig ikke sin VHF tændt! Vi skulle jo sejle næste dag, så dinghyerne lå på dækket. Vi prøvede at råbe over til ham, vi tudede i tudehorn. Han sov. Nå vi måtte til det sure. Jeg satte min dinghy i vandet og roede over til ham. Bankede på båden og en nøgen forvirret mand kiggede på mig. Jeg pegede mod stranden, som han ikke lå mere end 25 meter fra. Jeg må nok ankre om, sagde Torben – og det gjorde han.
Den 20. maj var vinden gået i nordvest – YES. Vi besluttede så, at sejle øst om Grenada og besøge nogle af bugterne på sydøstsiden. De er ellers meget svære at nå, når man kommer fra den anden side i den normale og kraftige østenvind. Vi gik ind i Port Egmont. En lille bugt omgivet fuldstændig af mangrove. Der er en meget smal indsejling til bugten. Det siges i lodsen, at det er Caribiens bedste ”hurricane hole”. Der lå en enkelt båd, der tilhørte en af villaerne, men ellers var der ikke andre. Meget smukt sted med høje bakker rundt omkring. Man kan måske føle sig en lille smule isoleret.
Lørdag, dagen efter sejlede vi over og smed anker bag Hog Island. Her var der mange både. Flere lægger deres både op her for orkan sæsonen. At der er så populært her skyldes, der på den lille ø er en meget velbesøgt beach bar. Der på helligdage laver lækker BBQ. Der er musik og dans på stranden. Både lørdag og søndag var helligdage den uge. Vi blev lidt trætte i ansigtet. Specielt da vi om lørdagen havde fået 2 sundownere hver ombord inden vi gik i land. Fik øl på stranden og delte en hel flaske rom (værtshuspris: 30 kr.). Meget træt dagen derpå.
Der var 5 sømil over til Prickly Bay, der skulle være vores sidste sted på Grenada inden turen gik mod Trinidad.
En af dagene hørte vi over bådnettet, at der blev arrangeret aftentur ud til en strand på nordkysten, hvor havskildpadderne går i land for at lægge æg. Vi skulle med. Det kostede 30 US dollars.
Hvilken oplevelse. Vi måtte kun bruge røde lamper. Der måtte ikke fotograferes med blits. Fik dog taget et par mørke billeder. De skildpadder, der kom op her var af typen ”Leatherbacks”. Og hvilken skildpadde. Den er ENORM. Kan veje helt op til et ton. Det er verdens største type og har ikke forandret sig meget siden dinosaurernes tid for 150 mio. år siden. Den der kom op på stranden, hvor vi stod, var måske kun på det halve. Men den var næsten 2 meter lang! Flot var det. Skildpadden graver et næsten en meter dybt hul med sine bagluffer. Derefter lægger den 20-40 æg på størrelse med tennisbolde. En forsker stak sin hånd ned under den og samlede æggene i en spand, så de kunne udruges under mere kontrollerede forhold (ca. 60 dage). Skildpadden er overhovedet ikke påvirket af personerne omkring eller at blive berørt. Æglægningen tog et par timer. Derefter skubbes sand tilbage i hullet, hvorefter skildpadden bruger en masse energi på at camouflere stedet, hvor æggene er gravet ned. Man kan se, at den er udkørt. Skildpadden har ca. 50 meter ned til vandet. Den stopper flere gange inden den efter ca. en halv time forsvinder i de brusende bølger. Flere skildpadder kom op den nat. Det var helt igennem en fantastisk nat.
Vi havde sat datoen for vores afgang til den 30. juni. Det var ikke dårligt. Vinden var jævn til frisk fra nordøst. Vi skulle næsten stik syd. Chili sejlede klokken 4 om eftermiddagen. Espresso og mig i Avalon fulgte 2 timer senere. Det blev en rigtig flot nattur. Stjerneklart hele vejen. For at det ikke skulle gå for stærkt, og for at vi kunne komme nogenlunde samtidig havde jeg stukket 2 reb i storen og kun rullet genuaen ¾ ud. Alligevel passerede vi Chili 25 sømil før indsejlingen mod Chaguaramas. Da Espresso ikke kan mindske forsejl kom han en time før mig (for første gang).
Flybilletten herfra er bestilt. Afgang den 8. juni om formiddagen med ankomst til Kastrup den 9. kl. 19.10. Det har været godt 10 måneder undervejs. Jeg ville ikke have undværet et minut. Det har været spændende og det har været oplevelsesrigt. Og der er meget at se endnu.
Jeg vender tilbage hertil i begyndelsen af oktober for at klargøre næste års sejlads, der begynder 1. november (ca.).
I november, december og januar vil jeg sejle omkring ved Trinidad, Tobago, Gayana og Venezuela. Der bliver mange nye steder.
Jeg håber alle må få en rigtig god sommer.
Allan
20. rejsebrev 7. april – 15. maj 2008 – St. Eustatius (Estatia), Nevis, Les Saintes, Dominica, Martinique, St. Lucia, St. Vincent, Bequia, Tobaco Cays, Union Island og Petit St. Vincent.
Mandag den 7. april kom vi endelig af sted fra St. Maarten. Nu var kun Henrik og jeg ombord. Bjørn på Chili ville vente til næste dag, da der lige var en fødselsdag hos tvillingerne på den norske båd GoodYear, der skulle fejres. Henrik og jeg var nu ikke helt sikker på, om han så kunne sejle. Det plejer at gå hårdt til, når nordmændene fester.
Efter 6 timers sejlads i frisk vind og høj himmel lagde vi os i bøje ud for Oranjestad på St. Eustatius (udtales ”Stay-sha”). Vi gad ikke gå i land. Ville vente til Bjørn kom næste dag. Vi skulle jo bestige en vulkan sammen. Vi slappede af og ”limede” (dvs. vi lavede ikke en pind).
Om formiddagen den næste dag slentrede vi op af slavestien og gik rundt i den lille by med alle ”gingerbread”-husene. Så fortet og fik en fortælling om øen. Som mange af de andre øer blev den opdaget af Columbus i 1493. Efter at have skiftet hænder nogle gange bosatte en række hollandske jøder sig der. De byggede Fort Oranje. Jøderne var meget driftige og næsten al handel i Caribien gik via denne lille ø. I det 18. århundrede blev øen kaldt for ”guldklippen”. I dag er det dog mest olie, der udskibes herfra. Der ligger næsten hele tiden 5-6 kæmpe store tankskibe, som omlader deres olie til tanke i land. Herfra bliver det så sendt videre i store slæbetanke til de andre øer.
Bjørn KOM sent om tirsdagen den 8. april – MEGET træt. Så efter en ankerøl og sundowner var der ikke mere tilbage i ham. Tidlig næste morgen gik vi op til fortet, hvor turistkontoret ligger. Her kunne vi købe vandrepas til at bestige den 600 m høje vulkan. Vi gik først op til det store krater. Henrik var træt. Bjørn og jeg fortsatte op mod toppen, selv om vi blev advaret om, at man det sidste stykke burde have en stedkendt fører. Vi så en del slanger og krabber – ja, der er eremitkrabber på toppen. Bjørn ville have et godt billede af en slange. Jeg hev resolut fat i halen på en meterlang slange og holdt den ud, så bjørn kunne få sine billeder. Jeg måtte hurtigt slippe den igen, da den krøllede sig op og prøvede at hugge mig i hånden (slangen er dog ikke giftig, havde vi fået fortalt). På toppen var der en fantastisk udsigt.
Vi sejlede forbi St. Kitts (St. Christopher) den næste dag og ankrede i stedet ud for Charlestown på Nevis. Columbus kaldte St. Kitts og Nevis ”Las Nieves” (De sneklædte øer). Det skyldtes, at de høje tinder på øerne næsten altid er dækket af skyer. Nevis er i dag mest kendt for en af grundlæggerne af USA – Alexander Hamilton – var født her i 1757. Hamilton er afbillede på 10-dollar sedlerne. Vi besøgte museet for ham. Det var en skuffelse. Fort Charles skulle vi også se. Der er nu ikke ret meget tilbage. Men der ligger mange gamle kanoner og forvitrer – alle danske støbt i Frederiksværk.
Fra Nevis søndag den 13. april tog vi en nattur de ca. 90 sømil direkte til den lille øgruppe Les Saintes syd for Guadeloupe. Jeg havde lovet Henrik en lang natsejlads. Vinden var foran for tværs – de sædvanlige 7-12 m/s. Bjørn tog af sted 2 timer før os.
Vi ankrede tæt på færgebroen i Burg des Saintes på øen Terre de Haut. 3 forsøg skulle der til før det endelig holdt. Bjørn kom lige efter. Her lå også Espresso med Torben ombord. Også han var på vej for at lægge båden op på Trinidad. Torben flyttede sin båd over ved siden af os. Vi besluttede at følges ad på den videre tur sydpå. Vi travede den lille ø tynd. Vi besøgte det flotte museum på den store og vel restaurerede borg Fort Napoleon. I modsætning til andre franske steder vi har besøgt, så var der også forklaringer på engelsk. Her er meget hyggeligt. Her kunne vi godt blive i længere tid. Og det gjorde vi så. Brrruuummmm sagde det lige pludselig en tidlig morgen. Båden rystede. Jeg for op. Torben, Bjørn og jeg stirrede på hinanden fra hver sin båd. Der var ikke noget at se. Det viste sig senere, at der havde været et underjordisk jordskælv længere sydpå. Vi mærkede også den næste dag svage rystelser i båden.
Der var flotte snorkelsteder lige i nærheden med masser af kulørte fisk. En morgen så vi noget mærkeligt komme svømmende i overfladen. Jeg roede over til det. Det var en stor leguan, der svømmede over bugten. Jeg tog lige et par billeder.
Torsdag den 17. april forlagde vi til Portsmouth på øen Dominica og ankrede det sædvanlige sted lige ud for restauranten Big Papas. Sejladsen tog kun 4 timer. Der var fest om aftenen i gaderne. Vi gik rundt og kiggede. Randolph – en taxi chauffør kom hen til od og foreslog os en tur rundt på øen. Vi blev enige om prisen. Og den næste dag tog vi på en daglang tur. Her var flot. Det siges bl.a. om øen, at hvis Columbus kom tilbage hertil, ville det være det eneste sted han kunne genkende. Vi besøgte et af de få reservater, som de oprindelige beboere ”The Caribs” rådede over. Cariberne var tidligere meget aggressive og myrdede og åd ”The Arawacks”, der var der før dem. Vi vandrede ned til et vandfald i junglen. Her fik vi et dejligt køligt ferskvandsbad i den lille sø foran vandfaldet. Et sted på et åbent ildsted bagte de brød lavet af guave. Vi købte et par stykker hver. Frokosten blev indtaget på et spisested med lokale retter.
I Portsmouth var vi nød til at få vand ombord – vi havde fået et ”badedyr” ombord (Henrik). Optankningen skete flere hundrede meter fra land fra en slange der var ført ud til en bøje. 500 liter fik vi. Det kostede 40 EC (ca. 80 kr.), så det var jo ikke så galt.
Vi skulle videre. Henrik skulle hjem senest den 1. maj. Så mandag den 21. april kl. 6 om morgenen lettede vi og sejlede til St. Pierre på Martinique. Vi ankrede lige ud for katedralen. 8. maj 1902 eksploderede vulkanen Mont Pelee, der ligger lige over for byen. Mere end 30.000 mennesker blev dræbt. Byen blev totalt ødelagt. Mange skibe brændte og sank. Kun én overlevede – en fange, der var godt beskyttet i et fangehul. Han blev gravet ud 4 dage efter – godt forbrændt. I dag er der kun 6.000 indbyggere i en ny by bygget oven på ruinerne. Vi så vulkanmuseet, ruinerne af det meget store teater og operahus samt cellen, hvor den enlige fange overlevede. Der skulle købes ind her. Vi var i Frankrig – supermarkederne har alt – specielt vin.
Jeg ville lige skifte olie og filtre på motoren. Det gik også meget godt. Fik startet motoren. Den gik i stå efter 5 minutter?? Og ville så ikke starte mere. Det var ved at blive mørkt, så jeg ville vente til næste dag. Kl. 6 om morgenen blev alle bådene, der var ankret her bedt om at flytte sig, da fiskerne skulle trække net hen over bunden. Jeg gjorde opmærksom på, at jeg ikke kunne starte motoren. De forstod kun fransk. Det blev til mange armfagter og store ord. Jeg gik i gang med at finde fejlen. Det viste sig efter laaaang tid, at en af o-ringene på vandudskilningsfilteret var af forkert dimension, og der kom falsk luft ind. Så efter et par timer spillede motoren og vi kunne vi lette anker.
Vi sejlede de få sømil ned til den lille hyggelige bugt Petit Anse d’ Arlet, hvor der er et fint snorkelområde.
Torsdag den 24. april gik det atter mod Soufrierre på St. Lucia. Vi lagde anker på 30 meter vand og hækken til dingydokken. Vi besøgte Rafaele (RAF) og Laila, der er kontaktpersoner for FTLF her. Vi fik vasket tøj og byttet bøger. Vi havde nogle dejlige dasedage og kiggede på de søde piger på stranden. Alle kommer hen for at tigge øl, sodavand, cigaretter og penge, eller bare for at slå en sludder af. RAF og hans hjælper Daniel havde jo taget Grylle og mig på den hel store tur op til toppen af Petit Piton og ned til vandfaldet i den centrale jungle, så nu var det Henriks, Bjørns og Torbens tur – ikke op til toppen (det kan de der gamle mænd ikke klare) – men ned til vandfaldet i junglen.
Henrik skulle hjem. Den 30. april kunne han få en flybillet fra St. Lucia via London. Aftenen før havde Henrik givet en flot middag på det bedste ressort i omegnen både til os og hele RAF’s familie. Vi fik taget pænt afsked. Henrik var en rigtig god person at have ombord – og så fik han opdraget lidt på mig. Så var vi 3 både med en person på hver. Men vi har det rart sammen og hyggede os i Soufrierre – bl.a. sammen med RAF og Laila. De er meget gæstfrie.
Først fredag den 2. maj fik vi hevet ankeret op. Ih hvor ville jeg ønske jeg havde et elektrisk ankerspil. Når der hænger 40 meter 10mm ankerkæde og et 35 kg anker lodret ned, så er det tuuungt. Man får bøffer som Shwartzenegger. Vi sejlede til Wallilabou på St. Vincent – 25 sømil. Checkede ind hos tolderne og politiet. Vi havde en hyggelig aften hos Tony, der har en lille bar ud for de store og efterhånden ramponerede kulisser til filmen ”Pirates of Caribien”. Han fik et par CD’er med Lars Lilholt og Kim Larsen. Han underholdt os med Soca og Reggae sang og musik. Han var helt vild med Lars Lilholts ”Kald det Kærlighed”.
Søndag gik vi til Bequia. Det var mest tænkt som et kort stop på vejen til Tobago Cays. Men så så vi, at Johan og hans tyske veninde Michelle lå i deres lille Vega foran os. Det blev et herligt gensyn. Johan og Michelle havde fået uddannelse og arbejde som henholdsvis skipper og host på en stor katamaran, som de skulle overtage på Antiqua og sejle rundt med turister. Uddannelsen havde taget et par måneder. Om aftenen før vi skulle sejle videre tog vi Michelle og Johan med op på en restaurant, der lå oppe på toppen af øen. Der var lukket. Men Michelle fik værten til at åbne for os. Vi gav en dejlig middag med vin og avec.
Den 7. maj sejlede vi de ca. 30 mil til Tobago Cays. Her er ualmindeligt smukt og stille. Mange både finder vej ind imellem revene – her er det eye-ball navigation. Vi ankrede lige foran det afgrænsede område ved øen Baradal, hvor der er store havskildpadder og myriader af fisk. Jeg kunne kun blive en enkelt dag, da rejseselskabet, hvor jeg har købt billet til Frankrig i slutningen af juni, skulle have nogle oplysninger omkring betalingen. Jeg sejlede den næste dag over til Union Island (3 sømil), men gennem adskillige farlige rev. De elektroniske søkort passede heldigvis. Jeg havde også fået lidt problem med det ene øre, så jeg kunne alligevel ikke snorkle.
Jeg fik klaret billetten til Frankrig. Fredag 9. maj kom Chili og Espresso også til Union. Lørdag spiste vi på en lille cafe, hvor jeg også har spist de andre gange, jeg har været her. Første gang var der en ung pige på ca. 17 år (Lornette), der lærte mig at danse salsa. Hun var der også denne gang, og hun kom straks over og gav os et stort knus. Mens vi spiste spurgte hun om jeg ikke ville adoptere hende som min datter. Jeg spurgte hende, hvad hendes far ville sige til det (han var der også). Lornette sagde, at det ville være helt i orden med ham. Jeg fortalte hende, at det var nok helt umuligt med de besværlige danske myndigheder. Men sød det er hun. Senere på aftenen gik vi på diskotek i nærheden af lufthavnen. Her kom en køn ung pige hen og spurgte om jeg havde en cigaret (jeg har nogle til at dele ud af). Jeg gav henne en og hun proppede en af sine i min mund. Jeg tog et par hiv. Det skulle jeg aldrig have gjort – det var marihuana. Jeg gik helt i sort. Det svimlede for mig. Jeg følte mig stærkt beruset. Bjørn måtte følge mig ned til min dinghy. Hvordan jeg kom ud til båden, aner jeg ikke. Næste morgen var jeg helt frisk.
Vi sejlede over til Petit St. Vincent, der er den sydligste af Grenadinerne, der hører til St. Vincent. Det er en privatejet ø, der ejes af et par amerikanere, der har bygget et luksus ressort her.
Vi er nu tilbage ved Tobago Cays, mit øre har det bedre. Jeg skal ud og se på skildpadder. Senere sejler vi over til Union Island. Her bliver vi til fredag den 16. maj. Vi checker ud og sejler til Tyrell Bay, Curriacou, der ligger nord for Grenada. På Grenada går vi direkte til Prickly Bay på sydsiden og gør os klar til overfarten mod Trinidad.
Jeg regner med at vi er tilbage i Trinidad sidst på måneden. Båden kommer på land hos Power Boats den 2. juni. Jeg rejser sammen med Torben og kommer til Danmark den 9. juni om aftenen.
PS: det er rart at en gammel dame som min båd er, kan sejle en lille smule hurtigere end Espresso, som er en X-37. Der går altid en lille smule kapsejlads i den på de længere stræk. Men vi snakker kun om et par minutter over 25 sømil.
Allan
19. rejsebrev 3. marts – 5. april 2008 – St. Lucia, Martinique, Dominica, Guadeloupe, Montserrat, St. Christopher, St. Eustacius og St. Maarten.
Som man kan se af overskriften er mange øer (lande) besøgt den sidste måned. En gang imellem har det også været lidt hektisk. Vi fulgtes sammen med Bjørn og Grylle på Chili. Grylle og Bente skulle hjem fra St. Maarten den 4. april, så enkelte lande var der kun tid til at besøge en enkelt dag. Ja, Bjørn og Grylle nåede slet ikke i land på St. Eustacius, da der var lovet ugelang kulingvarsel på strækningen til St. Maarten (St. Martin) fra næste dag.
Noget andet er, at man har et standpunkt til man tager et nyt! Jeg skrev i sidste rejsebrev, at vi sejler Avalon hjem til Danmark med ankomst til Hundested den 2. august 2008. Det gør jeg måske også, men det afhænger af, om jeg har nogen der vil sejle med. Jeg har ikke meget lyst til at sejle alene over en meget stor strækning over Atlanterhavet til Azorerne og England. Henrik fra Nykøbing Sjælland, som er min gast i øjeblikket rejser hjem ca. den 1. maj – og så er jeg alene ombord. Alternativet er, at jeg bliver herovre. I stedet sejler jeg langsomt mod Trinidad, og gør lidt længere stop ved øerne sydover. Det er så min hensigt, at tage båden på land i Chaguaramas. Jeg kommer hjem til Hundested ca. medio juni, og bliver hjemme nogle måneder inden jeg tager tilbage og klargører båden. Oktober og november vil jeg sejle rundt ved Trinidad og Venezuela inden jeg i begyndelsen eller midten af december vil gå nordover. Tidspunktet afhænger af hurricane sæsonen i Caribien.
Og så til lidt tur.
3.-12. marts 2008: St. Lucia
FTLF, Langturssejlerforeningens kontaktperson Raffaele Cantoni (RAF) havde lovet at vi kunne ligge ved hans bro i Soufriere Bay på St. Lucia. Så mandag den 3. marts før klokken 7 om morgenen lettede vi fra Cumberland Bay på St. Vincent for at sejle de ca. 40 sømil til St. Lucia. I Soufriere Bay, der indgår i et Marine Park område, skulle der bakkes ind til broen med 40 meter ankerkæde ude, da grunden kom stejlt op. Ankeret huggede lidt langt ude, så det endte med, at jeg måtte have alle 70 meter kæde ud – og så lå jeg endda ca. 10 meter fra broen, men sikkert. Men ihh, hvor var det besværligt! Der var en del urolig dønning. Chili kom ind ca. en halv time efter os. Vi fik checket ind via det sædvanlige bureaukrati – vi er nu blevet vænnet til det. Men det der med at skulle svare på, hvor mange blinde passagerer, der har været på skibet, hvor mange der er faldet overbord undervejs, samt rotter ombord undrer os stadigvæk. Men det morer os lidt.
Da vi var færdige, stødte med det samme på RAF, der er dansk-italiener. Han inviterede os omgående hjem til deres store hus, der ligger lige ud til stranden. Her mødte vi hans søde kone Laila og deres 2 børn. Laila tilbød, at vi kunne få vasket alt vores tøj og bruge Internettet. Det var vi meget glade for. Vi havde ikke fået vasket tøj siden Trinidad. På begge skibe havde vi vel tilsammen en 5-6 maskinfulde – og det selv om vi går i meget lidt og let tøj.
Laila og RAF fortalte os, at vi var nød til at blive indtil fredag, da den engelske kronprins Charles og hans kone Camilla skulle komme på besøg om torsdagen. Det måtte vi ikke miste! RAF og hans lokale assistent ville gerne om onsdagen op på toppen af det ca. 750 meter høje bjerg Petit Piton. Vi kunne komme med, hvis vi havde lyst med start kl. 6 om morgenen.
Tirsdagen gik med vask og handle lidt ind i de velforsynede supermarkeder. Vi fik byttet bøger hos Laila. Vi tog også en taxa tur til de varme kilder (Sulphur Springs) og den botaniske have. Spændende tur med gode guides.
Onsdag morgen kl. 6 præcis mødte Grylle og jeg op hos RAF. Bjørn var blevet syg og Bente ville ikke med på en strabadserende tur. Vi skulle starte så tidligt, for at det ikke skulle blive for varmt. Det var stejlt – meget stejlt. 75 til 90 grader stigning hele vejen. Nogle steder hang der reb ned over lodrette passager. Det var hårdt, men det hele værd, da vi efter ca. halvanden time nåede toppen og fik ringet på klokken (en omvendt vandkedel). Der var en fantastisk udsigt over Soufriere og omegn. Vi blev deroppe næsten en time inden vi påbegyndte nedstigningen. Den var lige så besværlig som opstigningen.
Da vi endelig kom ned ca. kl. 10 sagde RAF, at han ikke havde nogen nøgle til at komme hjem. Laila ville først være hjemme senere. Han foreslog, at vi fik noget at spise og kørte os ind til regnskoven i det centrale St. Lucia. Her startede man på toppen for at komme ned i regnskoven og et berømt vandfald. Ca. en time tog turen. Der var trapper hele vejen ned. Men vi skulle op igen. Efter at have hvilet i bunden ved vandfaldet, gik det opad. Vi fandt en anden vej – meget længere skulle det vise sig. Nu kunne vi alle mærke, at vi først havde besteget et bjerg og nu opturen her. Vi var trætte – meget trætte, da vi sent på eftermiddagen var tilbage ved båden.
Prinsen og Camilla skulle vi jo se om torsdagen. Hele ugen i byen have gået med at gøre i stand og pynte op til besøget. Næsten alle veje havde fået nyt asfalt. Kirken blev malet blå. Der var hektisk travlhed overalt.
Kl. 10 kom de endelig i land. Han havde lejet en megayacht til formålet. Marchorkester spillede op. Masser af mennesker var mødt frem. Det regnede. Prinsen og Camilla hilste på næsten alle. Der blev holdt taler. Formålet med besøget var, at han skulle indvie en kakaofabrik. 2 timer varede besøget. Under hele besøget regnede det. Da yachten sejlede ud af bugten begyndte solen at skinne igen.
Fredag morgen skulle vi lige på markedet for at købe mad og grøntsager. Når man så, hvordan de parterede dyrene med store macheter uden hensyn til udskæringer. Kødet så ret fedt og ulækkert ud, så det blev ved grøntsagerne. Vi fik sagt farvel til Laila og RAF og takkede dem for både tur og den store hjælp under besøget. Dem ser vi nok igen på nedturen.
Vi fik kastet trosserne. Det vil sige ankeret sad fast. Det viste sig, at RAF havde flyttet sit ene anker i løbet af ugen og fået det lagt hen over mit. RAF kom ud i sin dinghy og hjalp til. Ved at hoppe oven på min kæde fik han sin kæde til at kure ned af min. Efter et stykke tid var vi endelig fri og kunne komme af sted.
Vi sejlede en kort tur til Marigot Bay. I pilot bogen stod der, at ankerpladsen ikke kunne blive bedre og flottere. Vi blev klogere. For det første kunne man slet ikke ligge for anker i bugten. Der var bøjer overalt. Der var bygget luksushoteller og dyre ressorts hele vejen rundt om bugten. Det kan godt være, at denne bugt havde været naturskøn for en del år siden. Nu lugtede den udelukkende af penge og var totalt spoleret. Sådan har vi set flere steder af nu i Caribien. Vi blev der kun 2 nætter inden vi forlagde til Rodney Bay. Jeg skulle have svejset mit ophæng til James (vindstyreren), der var revnet i begge sider på grund af de store påvirkninger. I lagunen foran den store marina kunne vi ikke ligge. De var i gang med at udvide marinaen, så den fyldte det hele. Vi fandt en ankerplads i en lille sidelagune. Her lå for første gang i helt roligt vand, men det var ikke til at bade i. Det var helt uklart. En gang imellem sprang en stor fisk eller rokke op af vandet – sikkert for at orientere sig. Jeg fik svejset vindstyreren næste dag – billigt 20 US dollars. Vi lånte også lige værftets bad (Grylle i mere end en halv time) og fik fyldt vand i Chilis dunke. Vi gik en lille tur omkring marinaen. Kom i snak med Ole – en dansk langturssejler, der havde fundet en lokal kone og havde bosat sig der. Men også her var det ved at blive meget kommercielt – og også dyrt. Vi fik dog købt et par kasser store øl til en meget favorabel pris.
12.-20. marts 2008 Martinique:
Allerede halv syv lettede vi fra Rodney Bay og sejlede mod Martinique, hvor Henrik den 17. skulle komme ombord. Vi sejlede først til Le Marin på sydkysten. Her er der en god ankerbugt og nogle store marinaer. Vi var lidt tom for vand og skulle også have toppet op med diesel. Dagen efter sejlede vi over i en lille bugt (Cul-de-Sac) et rigtigt hurricane hole med mangrovebevoksning hele vejen rundt. Det var en uafmærket kringlet passage mellem korallerne for at komme derind. Bente stod i stævnen og pegede på korallerne. Udenfor ved Le Marin lå der vel flere hundrede både for anker. Men her have kun 2 både i forvejen sneget sig ind. Det var meget smukt og helt privat.
Næste dag sejlede vi over til Petite Anse d’ Arlet – en lille bugt på vestkysten syd for Fort de France. Her var der en fin strand og nogle koraller man kunne snorkle ved med masser af kulørte fisk og krebsdyr.
Den 15. marts sejlede vi de få sømil til hovedstaden Fort de France og smed ankeret i laf af det store Fort St. Louis – lige ud for bymidten.
Da vi var kommet i land kunne vi se, at nu var vi kommet til ”Europa”. Martinique er ikke et selvstændigt land men en del af Frankrig. Her betales med euro. Øen får også store tilskud fra EU – og det kan ses. Bebyggelse som i Frankrig.
17. marts kom Henrik fra Nykøbing Sjælland ombord. Han skulle være gast indtil 1. maj. På grund af vejrmeldingerne måtte vi blive nogle dage længere. Men vi fik da gået nogle lange ture i byen og omegnen. En aften lavede vi fælles grill med Bjørn og Grylle på stranden (inkl. sundowner).
21.-23. marts 2008 Dominica:
Endelig fredag den 21. marts kl. 5 om morgenen kom vi af sted. Vi sejlede direkte mod Portsmouth, som har en god ankerplads. Vi sejlede meget tidligt, da der var 55 sømil dertil. Vi havde hørt at en tur på Indian River skulle være meget smuk. Vi havde da heller ikke mere and kastet ankeret kl. 17, da en lille båd med Martin dukkede op og tilbød os en tur på floden den næste dag (mod betaling – of course). Han var til at stole på havde vi læst i turguiden.
Næste dag hentede Martin os og tog os med op af floden. Det viste sig at Martin, der var botaniker af uddannelse var en rigtig god fortæller. Vi fik en fantastisk tur i modstrøm. Martin roede – man må ikke bruge motor. Det var hårdt for ham kunne vi se. En time tog turen op ad floden. Nogle gange i snævre passager, hvor regnskoven lukkede sig fuldstændig over vores hoveder. I bunden af floden – det vil sige, hvor den ikke længere var farbar, var der placeret en bar, hvor man kunne få en forfriskning. På tilbagevejen skulle der kun styres. Strømmen klarede resten.
Den næste dag besøgte vi Fort Shirley lidt nord for Portsmouth samt gik op West Cabrit. Et strong hold i de mange kampe, der har været mellem englænderne og franskmændene i 16, 17- og 18 hundrede tallet. Mange af de forte vi efterhånden har besøgt har det undret os, at næsten alle de gamle kanoner, der står på forterne er lavet i Frederiksværk? Enten har vi været gode til at lave forlader kanoner, eller også er de overskud fra de tidligere Dansk Vestindiske Øer.
24.-25. marts 2008 Guadeloupe:
Guadeloupe var kun tænkt som et mellemstop på vej til Monserrat. Det var Frankrig og Europa igen. Der var en dagsejlads mellem Dominica og Guadeloupe. Vi ville have ankret ud for hovedbyen Basse-Terre. Men på grund af vindretningen var det helt umuligt. Der var store dønninger ved ankerpladserne, så vi fortsatte nordover til den lille bugt Anse á la Barque. Det var et ret smukt sted med en meget hyggelig atmosfære. Der var gode bade og snorkelsteder. Vi gik en tur op til den nærliggende by, hvor vi røg direkte ind i et vælgermøde. Vi fortrak dog ret hurtigt, da der var gratis drink og mad. Vi kom sent, så de fleste var ret berusede.
26.-27. marts 2008 Montserrat:
Vi sejlede de ca. 40 sømil til Little Bay lige syd for nordkysten på Montserrat. Montserrat er en vulkanø med en stadig aktiv vulkan (Soufriere). Vulkanen kollapsede i 2003 og sendte en voldsom pyroklastisk brændende akestrøm ned over hovedstaden Plymouth. Byen der blev fuldstændig ødelagt var heldigvis blevet evakueret i forvejen. Byen er stadig off limit for besøgende og lokalbefolkningen. Når man sejlede forbi den sydlige halvdel af øen skulle man holde sig mindst 2 sømil fra kysten. Efter at vi havde ankret (ret urolig bugt) kaldte jeg Joe Phillip, en lokal taxi chauffør, der levede af at tage turister på rundtur på øen. Vi aftalte en tur den næste dag. Det var noget af en oplevelse. Joe er en frygtløs chauffør. Vi kørte over tidligere askemudderstrømme og snævre bakkekamme i hans 4-hjulstrækker af en taxi. Vi besøgte vulkan observatoriet og vi kørte så tæt på Plymouth som man måtte komme. Joe var en god fortæller, som bl.a. fortalte, at i den periode vulkanen var mest aktiv med ca. 75 udbrud over 2 måneder, gad folk til sidst knap nok vende sig for at se det. Det var en rigtig spændende halvagstur.
28.-29. marts 2008 St. Christopher (St. Kitts):
Vi fortsatte mod Basseterre, som er hovedstad for de 2 hovedøer St. Kitts og Nevis. Selv om det er et land er der udpræget selvstyre på hovedøerne. Vi ankrede i Deep Water Harbour. Vi blev dog vist bort hvor vi først ville ankre. Vi var kommet for tæt på Coast Guard havnen. Vi fik dog ankret lidt længere ude. Øen blev opdaget af Christopher Columbus i 1493 og er navngivet som den eneste i hans navn.
Næste dag skulle vi checke ind. Det var ikke helt let, Custom og Immigration lå i hver sin ende af havnen. Der var vel 3-4 km. i mellem. Custom var lige ud for hvor vi ankrede. Det var let. Officeren på kontoret kedede sig lidt – og da han så vores hjælpeløshed, skrev han alle dokumenterne for os. Da vi kom over til Cruise Ship Dock ved immigrationen var det lukket på grund af dødsfald. Hvad så. Vi gik til politiet oppe i byen. Da det var lørdag havde immigrationskontoret her lukket. De henviste os til lufthavnen. En taxi ville have 20 US dollars for at køre os derud. Vi gik. Det var meget langt i den hede. Men vi fik det klaret. Vi skulle igen tilbage til Custom for at udklarere til næste dag. Den samme officer skrev igen alle vores papirer (en rigtig kammerat). Mens de andre gik ture rundt i byen, var det begrænset hvad Bjørn og jeg fik set. Efter Custom satte vi os på en lille havnecafe og fik nogle lokale rum puncher. Vi havde lidt runde fødder inden vi nåede tilbage til stranden, hvor Henrik ved hjælp af en SMS kom ind og hentede os.
30. marts 2008 St. Eustatius:
Vi sejlede videre søndag den 30. marts til Oranjestad på St. Eustatius eller Statia som den normalt kaldes. Øen blev i lighed med mange andre opdaget af Christopher Columbus i 1493. Men egentlige indbyggere kom der ikke før i 1713, da hollandske jøder bosatte sig her. Øen hører til de Hollandske Antiller og har deres egen møntsort (Dutch Antilles Florin). Men heldigvis kan man bruge US dollars. Man ankrer i en marina park, så der skal både betales cruice permit og park fee. Turen dertil var kun et par timer. Vi ville blive der et par dage. Bente, Henrik og jeg tog en tur ind, fik checket ind og gik en tur op af den stejle slave sti til byen. Grylle og Bjørn fra Chili ville vente til næste dag. Da det var søndag, var byen helt død for liv. Men det var en smuk by og fort. Alt var fint renoveret (det er man nød til en gang i mellem efter periodiske orkaner).
Jeg havde aftalt med politiet, at de ville sørge for at vi fik en vejrmelding, når vi kom tilbage til havnen. Den lovede ikke godt. Fra tirsdag ville der komme kuling fra nord vest. En kuling der kunne forventes at vare adskillige dage. Pigerne skulle hjem. Så selv om Grylle og Bjørn ikke nåede i land besluttede vi begge at sejle om mandagen. Vi fik betalt cruise permit på 10 dollars hver, men ”glemte” at gå over til park kontoret og betale et lignende fee.
31. marts – 6. april 2008 St. Maarten:
St. Maarten/St. Martin er en lidt underlig ø. Den er dog meget europæisk orienteret. Øen er ikke meget større end Amager. Alligevel er den delt i en hollandsk og en fransk del. Det siges om at delingen af øen i en legende, at en franskmand og en hollænder gik henholdvis fra øens nordspids og sydspids. Franskmanden havde en flaske vin med sig og hollænderen en flaske genever. Da geneveren var en del stærkere end vinen medførte det at hollænderen blev mere fuld og ikke kunne gå så stærkt. Derfor er den nordlige franske del en del større. Til gengæld virker den hollandske del noget rigere. Her er bl. a. 22 store casinoer. Øen er helt toldfri, så der kan gøres en del gode indkøb. Her ligger der MEGA YACHTS. Da jeg sejlede over Atlanterhavet med Chardonnay, syntes jeg det var en stor mega yacht på 85 fod. Her ville den være ret lille. Dette er de rige bådejeres paradis. Her er tredækkede sejlbåde og motor yachts på størrelse med færger derhjemme – og der er mange af dem.
Den første nat lå vi for anker i Simpson Bay lige uden for den store lagune. Dagen efter den 1. april forlagde vi ind i lagunen. Broen åbner tre gange om dagen. Heldigvis vil jeg sige. For vi var de sidste der kom ind. Broen åbner ikke i kuling – og det blev det – helt op til et par og tyve meter pr sekund. Først den 5. april åbnede broen igen.
Pigerne Bente og Grylle fik vi sagt pænt farvel til om eftermiddagen den 4. april. De skulle rejse sammen til Kastrup via Paris. Vi andre venter på bedre vejr. Det ser det ud til at blive på mandag den 7. april, hvor vi forventer at gå tilbage Estatia, for bl.a. at give os lidt mere tid til byen og også bestige vulkanen.
Der er ét problem ved at rejse til så mange lande. Det er passet! Der kommer et par store stempler i, hver gang vi checker ind og ud. Spørgsmålet er, om der er sider nok?
Det var alt for denne gang – men det var også meget.
18. rejsebrev 7. februar – 3. marts 2008 – Grenada, Grenadinerne og St. Vincent.
En time før det blev mørkt kastede vi den 7. februar los fra bøjen i Chaguaramas på Trinidad. Vi skulle nordover. Mørket faldt hurtigt på lige efter vi forlod udsejlingen nord for Trinidad. Der var vind – ja endda meget af det og fra nordøst. Vi målte helt op til 17 m/s i stødene. 3 reb i storen og kun en lille smule udrullet genua. Vi sejlede tæt til vinden i store bølger og dønninger. Bente blev meget søsyg. Jeg havde regnet med, at vi ville kunne nå op til Prickly Bay på Grenada i løbet af næste dags eftermiddag. Men det gjorde vi ikke. Vi droppede ankeret allerede kl. 8 om morgenen. Selv med meget små sejl var der fart på.
Prickly Bay er en rolig og beskyttet bugt – og så er der dejligt at bade. Vi checkede in i det lille hus på stranden, hvor told- og immigrationsmyndighederne holder til. Et par dage blev vi der og slappede helt af inden vi sejlede de få sømil rundt om den sydvestlige ende og gik ind i lagunen ved hovedstaden St. George’s. Grylle fra Chili havde sendt os en mail, om at vi skulle tage en rundtur på Grenada – en oplevelse. Chili var sejlet fra Trinidad en uge før. Vi regnede med at møde dem igen. Vi ankrede i lagunen om mandagen. Desværre kunne der først arrangeres en tur til rimelig pris om torsdagen. Vi hørte om turen på det sædvanlige ”morgennet” på VHF-kanal 68, som eksisterer på næsten alle øerne.
Indtil da gik Bente og jeg nogle lange ture rundt i hovedstaden. Byen ligger meget flot på de stejle skråninger rundt om ”The Lagoon” og ”Carenage” (se galleri eller gå ind på ”Google Earth”). Bente og jeg fik massage midt på markedet medens vi nød ”rumpunch med muskatnød.
Om torsdagen kl. 08.30 blev vi hentet i en maxi taxi med plads til 10 personer. Chaufføren var samtidig guide. Det blev en helt fantastisk tur. Guiden var alvidende. Han forklarede os en masse om fauna og historie. Grenada kaldes også ”Spice Island”. Bilen kunne pludselig stoppe og guiden løb ind mellem nogle buske hev nogle frugter ned eller gravede nogle rødder op og forklarede os hvilket krydderi eller medicin planterne kunne bruges til. Grenada har Verdens næststørste produktion af muskatnød. Vi var selvfølgelig inde og se hvordan behandlingen af nødderne fandt sted. Turen var meget lang – vi var rundt på hele øen – oppe i bjergene og nede i dalene. Det var nogle ret trætte mennesker, der stod ud af bilen kl. 18.30 om aftenen.
Lørdag den 16. februar lettede vi anker og begav os mod øen Carriacou, der er den sydligste ø i Grenadinerne. Et par af øerne her hører til Grenada – resten til St. Vincent. Vinden var stadig hård nu fra NNE – lige den retning vi skulle i, da vi nåede nordenden af Grenada. Vinden havde været konstant hård fra retningen NE og NNE i den sidste måned, så jeg besluttede at tage et langt ben vestover til jeg kunne holde Tyrrel Bay på Carriacou op på en østlig kurs. Det blev 10 sømil vest for den lige kurs, da vi vendte. FORKERT BESLUTNING! Kort tid efter at vi havde vendt, drejede vinden til ØST! Samtidig begyndte det også at regne meget og med kraftige vindstød – SURT SJOV! Nå, men vi kom da til Tyrrel Bay – også et godt badested. Og så er der en flydende bar og restaurant. Den benyttede vi os af søndag aften, da de serverede grill buffet. Vi fik vist lidt rigeligt at drikke også. Vi fik også en salsa svingom med de lokale.
Mandag den 18. februar sejlede vi om til den meget urolige bugt Hillsborough, hvor vi skulle checke ud. Den næste ø Union Island hørte til St. Vincent. Lige så snart formaliteterne var i orden (et par timer), lettede vi anker og sejlede de 7 sømil til Union Island, hvor vi droppede ankeret i Clifton Harbour. Vi gik til Lufthavnen for at checke ind (5 minutters gang).
Her blev der ”dansker møde”. Kort efter vi havde ankret kom Ekliptika med Jesper, Linda og Anne-Marie, derefter Wave Dancer med Søren og hans to døtre Anne og Line. Sørens kone Anne-Britt havde pådraget sig en sygdom og måtte rejse hjem. Til sidst kom Calypso med Kurt og hans søn Christian. Vi havde et par gode dage sammen. Bente fik også set en hel del af Union Island. Nu skulle der grilles – så efter et par dage forlagde vi alle til den lille ø Mayreau – den mindste beboede ø i Grenadinerne. Vi droppede ankeret i den meget pittoreske Salt Whistle Bay – et rent postkort med fin strand og palmer. Vi skulle tænde grill om aftenen på stranden. Store ”hundeører” steaks, pølser og salat, samt en masse rom blev færget ind til stranden. Det var meget hyggeligt. Der blev fortalt mange løgnhistorier den aften.
Bjørn og Grylle havde sendt os en mail, at de var sejlet nordover til Bequia, men nu igen var sejlet sydpå til Tobago Cays – et helt fantastisk dykke- og snorkelsted. Efter 2 dage på Mayreau sagde vi farvel til Wave Dancer og Calypso – de skulle nordover til Martinique. Vi sejlede sammen med Ekliptika nord om øen og ned til Tobago Cays – en tur på 3 sømil. Man skal holde tungen lige i munden og lave sikker navigation. Der ligger en række uafmærkede coralrev, som man skal ud og ind i mellem. Vi droppede ankeret lige ved siden af Chili og tæt ud for den lille ø Baradal. På den anden side lå en mægtig Swan-61 med St. Vincent flag – ”Privateer” den skulle vi senere høre mere til.
Et par timer efter at vi havde ankret droppede en stor udlejningskatamaran ankeret lige foran os. Han drev helt tilbage, så han kun var en meter foran os. Han havde kun 10 meter kæde ude på 6 meter vand. Det så meget faretruende ud. Jeg bad ham om at flytte sig – det ville han ikke. En dinghy fra den store St. Vincent Swan suste over til ham og skældte ham huden fuld. På dialekten kunne jeg høre, at han nok var dansk. Men han fik katamaranen til at flytte sig. Katamaranen var ved at sejle ind i flere både i sit forsøg med at hive ankeret op igen.
Jeg takkede Finn, der var ejer af Swan’en. Han kom ombord – fik en øl, og fortalte lidt om, hvorfor han sejlede rundt her i en stor Swan.
Finn sejlede derefter rundt til alle de danske både (en anden dansk båd var også kommet til) og inviterede på ”sundowner” og rundvisning på hans båd. Det var overdådig luksus – næsten lige som da jeg sejlede med Jørgens Chardonnay.
Vi snorklede og badede meget ved de små øer. Vi så store skildpadder, der græssede på bunden. Vi svømmede rundt i et kæmpe fiskeakvarium med utroligt mange farvestrålende fisk og blæksprutter. Mange af fiskene kommer helt hen til en og napper i ens fødder – de er ikke bange for mennesker. Der er også fiskeforbud.
Efter et par meget hyggelige dage med Sundowners på forskellige både og på stranden måtte vi sige farvel til Finn og hans besætning, samt Ekliptika, som ville blive et par dage mere ved Tobago Cays inden de sejlede sydpå mod Trinidad og Venezuela. Privateer skulle hurtigt nordover for at sætte et par gæster af. Så ville han sejle sydover igen. Finn ser vi nok igen. Da jeg var lav for ferskvand gav Finn mig 200 liter vand fra hans beholdning ombord – en fin gestus. Bjørn på Chili fik også lidt.
Vi sejlede mandag den 27. februar til Admiralty Bay, på Bequia - den nordligste ø i Grenadinerne. Formålet var primært at handle lidt mad og komme af med vores affald. Vi slappede lidt af her. Vi har tænkt os, at følges med Bjørn og Grylle på Chili, så langt det nu passer os begge.
Chili havde endnu ikke været på St. Vincent, så vi sejlede onsdag den 29. februar til Wallilabou Bay – her hvor filmen ”Pirates of Caribians” er optaget. Mange af kulisserne er bibeholdt. I restauranten sidder man inde i en af kulisserne. Vi arrangerede med en maxi taxi om at tage os på en heldagstur rundt på øen. Den botaniske have ved Kingstown var en oplevelse med en rigtig god guide. Også det store plantageområde i Mesopotamia Valley var seværdigt. Ellers var turen lidt trættende. Chaufføren kunne godt lide at ”køre” meget.
Fredag gik vi til politistationen i Barrouallie – en halv times gang over en bjergkam. Ikke fordi vi ville sejle videre til St. Lucia – men fordi man ikke kan checke ud i weekenden. Da vi kom tilbage lettede vi anker og sejlede de 1½ sømil til Cumberland Bay – også en rigtig postkort bugt med fin strand og palmer. Man dropper ankeret og bakker mod stranden og får en trosse rundt om en palme. Også her er der kulisser fra ”Pirates of Caribians”. Bugten ligger med høje bjergkamme til alle sider. Det er god motion at gå en tur rundt.
Vejret er ikke for lovende, idet der er lovet op til 15 m/s fra nordvest. Det skulle i løbet af mandagen den 3. marts falde til 7-10 m/s og dreje mere mod øst. Så i morgen sejler vi til Soufriere Bay på St. Lucia. FTLF (Langturssejlerforeningen) har en kontaktperson her Raffaele Cantoni, som vi har kontaktet og om har et brev til os – Bentes nye simkort.
Jeg har besluttet at sejle Avalon mod Danmark, når vi i slutningen af april når op til de tidligere Dansk Vestindiske Øer Sct. Thomas, Sct. John og Sct. Croix (USVI). Så omkring den 1. maj går turen mod Azorerne med forventet ankomst ca. den 20. maj. Vi vil sejle rundt mellem øerne i ca. en måned, hvorefter vi sejler mod det sydlige Irland og England. Her regner vi med at sejle nordover mod Skotland fra perioden 1. juni til ca. 10. juli. Vi sejler gennem den Caledoniske Kanal og så mod Limfjorden. Vi vil komme til Hundested igen lørdag den 2. august 2008 – næsten på 1-årsdagen for vores afgang..
17. rejsebrev 14. januar – 6. februar 2008 – Grenada og Trinidad.
Da Leif og Ole rejste hjem fra Grenada den 12. januar nød jeg lige et par dage i ensomhed. Derefter sejlede jeg den 14. januar om morgenen videre til sydenden af Grenada til Prickly Bay. Her kunne man i modsætning til Lagoon ved St. George bade. Jeg havde fået en god ven i Fredrik (Fred), der var singlesejler i en Bavaria 42. Jeg traf ham første gang på Curriacou. Han havde fundet sig en lille veninde, så han ville først komme senere på dagen. Turen til Prickly er kun på 8 sømil, men det meste af vejen foregår lige mod vinden, bølger og dønninger.
Der lå flere danske både i Prickly Bay. Bl.a. Wave Dancer, som vi også var sammen med på De Kanariske Øer, Octopus, som vi mødte på Union Island samt Ekliptika. Der var en dansk båd mere, men den sejlede et par timer efter jeg ankom.
Hvis jeg ville sejle ud i Stillehavet i år, så ville Anne-Marie fra Ekliptika med. Men det kunne jeg ikke love hende. Min beslutning har på det sidste været, at jeg vil opleve så meget af Caribien som muligt i år indtil maj – og så bliver det for sent at gå ud i Stillehavet.
Prickly Bay er et flot sted – godt beskyttet – og så er der næsten helt roligt. Et hyggeligt sted. Man kan checke ind og ud her. Det er meget enkelt her. Stolen står mellem 2 skriveborde. Den skal bare drejes mellem henholdsvis Custom og Immigration. At det så ta’r noget tid, det er noget helt andet. De skal jo have en masse detaljer omkring båden.
Jeg blev der nogle dage og hyggede mig sammen med Fred. Vi skiftede med at besøge hinanden og få Sundowners. Jeg skulle også købe en ny motor til Dingyen samt nogle andre småstumper. En stor bådudstyrsforretning lå i bunden af bugten. De havde en ny motor på 3,5 HK, magen til den jeg havde. Når man tænker på, at den gamle motor var 30 år gammel, så er der ikke sket meget i udviklingen siden.
Min ene åre er også knækket – og sådan en er ikke til at opdrive. Den er nu nødtørftigt repareret med en kæp og noget gaffa tape.
Det gode ved at ligge sammen med andre både, man kommer til at kende, er, at man hjælper hinanden så godt man kan.
Jeg havde lavet aftale med Power Boats i Chaguaramas på Trinidad, at jeg skulle have båden på land. Så den 17. tidligt om aftenen hev jeg ankeret op. Det var også godt det samme. Vinden var drejet om i øst og det havde medvirket, at jeg var kommet til at ligge kun nogle få cm fra en anden båd – en englænder. Han fik lidt trækninger i ansigtet – men jeg rørte ham ikke.
Der var 78 mil til Trinidad. Det blev en hurtig natsejlads i frisk vind. Halvvejs der nedad blev himlet oplyst af de mange boretårne og forarbejdningsrigge, der ligger ca. 30 sømil nord for Trinidads og Venezuelas kyst. Det er et flot syn – hele byer på stylter – og der bliver ikke sparet på lyset. Det er simpelt hen et lyshav. 14 timer tog sejladsen, så kunne jeg en smule træt anløbe broen kl. 8 om morgenen, der fører op til Customs og Immigration. Det var overstået på en time. Så kunne jeg lægge mig i en bøje lige ud for Power Boats. Det er rimeligt billigt at ligge i bøje – ca. 25 kr. (30 TT$) pr. døgn. Man kan også ligge gratis for anker, men så kommer man til at ligge ret langt fra land.
Auk med Claus lå i bøje lige ved siden af og ventede på at komme på land. Chili med Bjørn havde stået på land i næsten 3 uger. Auk skulle op, fordi Claus, der er reserveofficer i hæren skulle hjem et par måneder for at tjene penge. Chili var på land fordi en plejlstang i motoren var knækket. Bjørn ventede på reservedele fra Tyskland. Michelle – Johans tyske veninde, var kommet med en anden båd til Trinidad. Hun boede hos Bjørn i nogle dage, indtil Johan i sin lille Vega også ville komme til Trinidad. Han var sejlet af sted den 26. december fra Las Palmas. Han ankom til Chaguaramas sammen med et spansk besætningsmedlem den 22. januar. Fred var kommet nogle dage før (det var det der med at sige farvel til pigen på Grenada).
Der ligger en række danske både på land. Christian, der er chef for Marinestation København har sendt mig en mail om en båd der hed Zhereszade (e.l.) med skipper Jes. Men han kommer først herned, når vi er sejlet mod nord. Jeg ville godt have mødt ham, da han kender Caribien særdeles godt. Det er altid rart at lære af andres erfaringer.
Bente, der var taget hjem fra Tenerife, skulle komme ombord igen på Trinidad onsdag den 23. januar. Jeg var i lufthavnen for at tage imod. Men hun kom ikke. Taxaen jeg havde lejet kunne ikke vente. Det var en besværlig rejse, som I kan læse mere om på siden ”Bentes opfattelse”. Jeg havde fået lavet aftale med Power Boats om at Avalon skulle på land dagen efter Bente kom. Jeg skulle lave nyt rejseadgangsdokument til Bente. Det jag have sendt til hende duede ikke. Først skulle jeg udfylde en masse data om Bente og hendes rejseplan på en blanket, som jeg skulle give Power Boats. Den skulle så omsættes til en høflig skrivelse i 4 ex, som jeg så skulle over til Immigration for at få stemplet og godkendt. Derefter tilbage til Power Boats for at de kunne sende den som en fax til vores kusine Birgit (hun har fx på arbejdet). Hun skulle give den til Bente. Det tog en HEL DAG.
Nå jeg havde stadig nogle dage inden Bente kom. Det var ren hygge. Besøgte en række både. Fik ”limet” en masse – dvs. ikke lave noget produktivt. Tog ind til hovedstaden Port of Spain for at se på forberedelserne til karnevalet den 4. og 5. februar.
Allerede kl. 9 torsdag morgen – dagen efter Bente kom – skulle båden på land. Bente led af jetlag. Men nu skulle der arbejdes. Båden skulle igen i vandet efter 5 dage på land. Jeg skulle have taget al den gamle bundmaling af. Det job betalte jeg mig fra. Johan og Michelle blev hyret til dette umådeligt beskidte arbejde. De fik dragter, masker og beskyttelsesbriller på. De led i varmen. Det tog dem 2 dage, hvorefter jeg kunne matslibe hele bunden og give den et nyt lag primer. Bente skulle vokse fribord og male logoet op på begge sider af stævnen. Det min far havde lavet i påklistret laminat var helt ødelagt af det hårde vejr i starten. Hun var helt kokset ud af varmen. Men vi blev færdig til tiden – ja endog så tidligt at vi kunne slappe af den sidste eftermiddag og aften. Vi boede på båden, medens den stod på land.
Tirsdag morgen var Avalon igen tilbage i sit rette element. Johan fik min gamle påhængsmotor, et lille anker og noget kæde, samt lidt håndører for sit og Michelles arbejde. De var meget glade. Specielt da det lykkedes med noget hjælp og nogle reservedele at få motoren i gang. Jeg under ham den. De er på et meget lavt budget.
Bjørn havde i mellemtiden fået 2 nye gaster ombord. Grylle (ja, det hedder hun) – og også Carstensen til efternavn og Bjørn (d. Ældre.), der er far til Mette - skipperinden på Nangijala af Hundested. Bjørn (d. Ynge) har også sejlet en del med Nangijala – bl.a. i San Blas, Panama og Costa Rica. Gamle Bjørn skulle kun være med en kortere tid og skulle hjem efter ca. 14 dage på Martinique. Grylle skulle være ombord ca. 2½ måned. Så de havde lidt travlt med at få motordelene ned og få dem monteret. Grylle kunne ikke hjælpe meget med motoren, så vi inviterede hende og Fred på en kort sejltur den 30. januar til Scotland Bay. Et hyggeligt lille badested en times sejlads fra Chaguaramas. Vi havde en skøn dag. Bente og Grylle så et par læderskilpadder tæt på. Bente er stadig lidt ræd for det med at svømme på dybt vand.
Chili med Bjørn, Bjørn og Chili kom endelig i vandet den 31. januar og allerede den 2. februar sejlede de så nordpå mod Grenada. Jeg tror nok, at Bjørn og Grylle gerne ville have oplevet karnevalet, når de nu var så tæt på. Men de havde et hensyn til gamle Bjørn, der ikke havde så meget tid.
Bente og jeg var en tur til Port of Spain den 1. februar for at købe lidt souvenir og andet. Det blev en kort tur. Vi havde ikke været der længe, så var Bentes mobiltelefon i et ubemærket øjeblik blevet stjålet. Bente blev meget ked af det, fordi alle hendes kalenderdata og billeder siden jul lå på den. Så vi tog hastigt tilbage for at få spærret telefonen. Det lykkedes uden at der var trukket på den. (Se Bentes opfattelse).
Men alle vi andre skulle opleve karnevalet. Og det var en oplevelse. Mandag den 4. februar om morgenen kl. halv 3 stod vi op. Vi havde aftalt med Fred at vi skulle have ”Sunriser” (samme som sundowner) kvart over 3 på hans båd, der nu stod på land. Så var festen lige som startet. Vi skulle med bus ind til byen kl. 4 om morgenen for at opleve det meget specielle J’ouvert. J’ouvert betyder daggry. En del af ritualet på J’ouvert er, at man bliver overmalet, får kastet mudder og olie på sig. Der danses i gaderne, musikken er høj og der drikkes meget. Men det er meget flot, og sexet. Men det er måden der danses på. Vi deltog på livet løs. J’ouvert foregår indtil kl. 9 om morgenen. Vi havde misforstået tidspunktet, for hvornår bussen kørte tilbage. Den kørte kl. 8. Vi kom for sent. Vi efterlod Fred. Han skulle møde en ny veninde – en politibetjent fra Trinidad. Vi gik en meget stor omvej – næsten 10 km før vi fandt en taxa, der kunne køre os hjem. Vi var først tilbage ved 12-tiden. Fred var kommet hjem en time før. Hans veninde kørte ham tilbage.
Tirsdag den 5. februar var så dagen for de store parader gennem Port of Spain’s gader. Det var den helt store oplevelse. Trinidad siger selv, at det er på fuld højde med Brasiliens. Jeg tror det gerne. Forberedelserne må have taget måneder – hvis ikke et helt år. Det var utroligt flot. Musikken er øredøvende. 20-30 festivalhøjtalere på hver lastvogn med egen generator eller 20-40 mands steelband. Og de kommer med ca. 100 meters mellemrum hele dagen. Bente og jeg holdt ud til kl. 4 om eftermiddagen. Men vi fik fortalt, at det ville fortsætte til midnat. Men vi var trætte og kunne ikke klare mere.
Nu tager vi lige et par slapper dage. I dag har det været indkøbsdag i Port of Spain. I morgen torsdag den 7. om aftenen sejler vi mod Granada igen. Op til Prickly Bay. Nu skal der bades.
16. rejsebrev 1. – 12. januar 2008 – Grenadinerne.
Vi fik endelig fyldt den meget slunkne vandtank i Young Island Cut på sydsiden af St. Vincent. Den 31. december sejlede vi til den nordligste af øerne i Grenadinere – Bequia (udtales ”bæk væj”). Her ville vi så holde nytårsaften. Vi skulle ikke sejle ret langt – kun ca. 7 sømil. Navnet kommer af carib og betyder skyøen. Der er ca. 5000 indbyggere på de ca. 15 kvadratkilometer. Øens historie er meget tilknyttet tidligere hvalfangst og bådbygning.
Der lå et utal af både på ankerpladsen. Sædvanen tro, og da vi ikke havde nogen påhængsmotor til dingyen, sejlede vi helt ind i bunden af bugten i Admiralty Bay ca. 50 meter fra land og med kun få cm under kølen ved lavvande. Her droppede vi ankeret. Der var ikke plads til at vinden vendte, så var vi endt på stranden. Men passaten har nu vist sig at være meget pålidelig og varierer kun mellem Nord øst og øst. Ankeret vi har er på 35 kg. Det har ikke en gang – selv i blæsevejr og urolig sø – svigtet os. Så vi sover godt om natten.
Vi ville finde et sted, hvor vi kunne spise nytårsmiddag. Flere restauranter reklamerede med nytårstaffel. Vi bookede os ind et sted hvor det kostede ca. 50 USD for middagen med vin.
Det viste sig mere at være mest reklame. Vi regnede med at der ville være masser af mennesker. Der kom kun nogle ganske få. Maden var rimelig god men dyr.
Da vi var færdige med at spise, gik vi lidt længere hen ad stranden. Her var et par restauranter og dansesteder med musik. Et med et dejligt steelband, der spillede calypso rytmer, et andet orkester spillede salsa musik. De lå side om side og prøvede at overdøve hinanden. Vi blev der lige over midnat. Kl. 24 – nytår – blev der spillet ”Old Lang Syne” – stort fyrværkerishow blev vist. Jeg havde taget en flaske champagne med. Den blev drukket af plastikbægre på stranden foran restauranten.
Hele den lille by på øen var på gaden. På den snævre hovedvej blev der flere steder spillet højlydt musik. Folk dansede i gaderne. Vi dansede med. Det er en meget inciterende måde at danse på. Meget tæt – meget erotisk udtryk.
Kl. 4 om morgenen var vi trætte i ansigterne og sejlede ud ombord.
Vi mødte en anden dansk båd – en tidligere ombygget sejlfiskekutter på 60 tons – der udelukkende sejlede rundt i Caribien med ”vanskelige” danske børn. Jens Ole, der er altmuligmand ombord – dvs. kok og mester m.m. kom over og hilste på. Der var to unge ombord samt skipperen og hans veninde.
Verdens støste privatejede sejlbåd kom også ind i bugten. En helt ny tremastet og meget speciel moderne ”fuldrigger” Falcon på 88 meter. Alle sejl blev sat automatisk og rullede ind i rærene. Båden havde kostet mere end 100 mio USD. Der ligger et billede i galleriet.
Bequia var en dejlig lille ø, men også meget dyr. Det er de riges paradis. Alle vil have penge. Og de tager sig godt betalt. Det er svært at få et ordentligt måltid mad for under 100 EC$ svarende til ca. 200 kr.
Den 2. januar lettede vi og sejlede til den privatejede ø Mustique (udtales ”mu stiik”). Navnet kommer af det franske ord for moskito. Øerne ligger forholdsvis tæt. Der er mange af dem, men vi havde besluttet kun at sejle til 5 af dem, hvoraf de 4 tilhørte St. Vincent og en Grenada. Lige ud for Basil’s Bar i Brittany Bay koblede vi os til en bøje. Det kunne vi lige så godt. Det kostede det samme uanset om man ankrede eller lå i bøje – nemlig 75 EC$!!!.
Stedet er kendt for de tidligere meget kendte personer, der har ejet eller haft land og hus på øen. De mest kendte er Prinsesse Margaret, Mick Jagger, David Bowie, Brian Ferry, Raquel Welch, Paul Newman, Tommy Hilfiger og mange andre. På toppen af øen ligger en bygning, der beskrives som en maharajas palads. Det ejes af Lord Glenconner.
Hvis man synes det er dyrt på Bequia, skal man ikke tage til Mustique. Skruen har her fået en 50% tand ekstra. Selv affald skal men betale for at komme af med. Øen er dog utrolig smuk.
Vi sejlede allerede den næste morgen og glemte at betale bøjeafgift. Det kan jo ”smutte” det skidt. Men så havde vi jo 75 EC$ ekstra til forbrug. Der var 3 timers sejlads til Charles Bay på øen Canouan (udtales ”ka-no-van”). Navnet betyder Øen med havskilpadder. Øen er meget bjergrig og udsigten er fantastisk fra bakketoppene. Der er meget fint snorkelområder ved de mange coralrev. Her går livet meget langsommere for de ca. 1000 indbyggere. Prisniveauet er til at leve med (dansker priser). Eneste ulempe var, at båden ”rullede” meget på ankerpladsen.
Canouan var stedet, hvor skibsbygningsindustrien i Caribien havde sin fødsel.
Fredag den 4. januar lettede vi og sejlede 2 timer til Clifton Harbour på Union Island – den sydligste af St. Vincent Grenadinerne. Vi skulle checke ud herfra om mandagen den 7. januar. Det kan også lade sig gøre i weekenden, men så skal man betale 150 EC$ ekstra. Men det gjorde nu ikke noget vi var i god tid og kunne vente. Ole og Leif skulle ikke rejse hjem før ca. den 15. januar fra Grenada.
Union Island er også meget bjergrig og vulkanagtig. Man siger den ligner lidt Tahiti. Der bor ca. 3.500 sjæle på øen. Alt virker rimeligt moderne. Der er en del butikker og restauranter. Konkurrencen gør, at priserne er lave.
Vi gik nogle lange ture rundt på øen. Udsigten er fantastisk over de mange koralrev, øer og landskaber. Vi spiste flere steder og var også ude og danse salsa på en lille lokal restaurant. Hummer skulle vi også have. Jeg fik det for første gang. Ole og Leif havde fået det flere gange.
Mandag morgen lettede vi for at tage de få sømil til den første af Grenadas Grenadiner – nemlig Carriacou som betyder landet der er omgivet af koralrev. Vi skulle checke ind i Hillsborough. Der sker ikke meget på Carriacou. Det meste af tiden går med at ”lime”. Dvs. man laver ikke noget. Man sidder på en lille bar med sin rom punch og kigger på mennesker. Måske en lille snak med nogen af dem. Timer kan gå på den måde.
Hilsborrough var nu ikke noget særligt spændende sted, men det var her vi skulle klarere ind. Så den næste morgen forlagde vi til en bugt der hedder Tyrrel Bay et par sømil længere sydpå. Meget mere hyggeligt og mange både.
Vi havde ikke mere end lige smidt ankeret, da en svensker – Frederik – kom over og hilste på. Han sejlede alene i en 42 fods Bavaria. Han skulle den samme vej som jeg til Grenada og Trinidad. Vi besluttede at følges ad.
Den 9. januar tidligt sejlede vi mod Grenada – en tur på mere end 30 sømil. Om eftermiddagen smed vi ankeret i lagunen i St. George’s Harbour. Helt roligt vand. Der er læ til alle sider. Meget smukke omgivelser.
Ole og Leif har nu fået deres billetter. De tager herfra Grenada og flyver den 12. januar til henholdsvis København og Billund via Tobago, og Amsterdam.
Allan
