Den 24, maj kl. 9.45 UTC fortøjede vi til kajen i Horta på øen Faial i øgruppen Azorerne. Det havde været en lang ensom tur på 2.750 sømil fra St. Martin til Horta. Meget længere end den direkte rute, der kun er på ca. 2.150 sømil. Man kan ikke gå den lige rute undtagen hvis man har mere end rigeligt med brændstof. Azorer højtrykket sætter en begrænsning, der medfører at man må go nordenom. En anden ting man lytter til vejrudsigterne for området.  Herb, der bor i Canada, gav fantastiske personlige vejrudsigter og dirigerede mig uden om storme og vindstille så godt som det var muligt. Han er en virkelig guru på området. Han sidder i en rullestol, og hans hobby er guide sejlerne sikkert over Atlanterhavet. Chili med Bjørn om bord og jeg fulgtes ad hele vejen og sejlede den lange tur uden at komme ind i rigtigt dårligt vejr. Vi havde dog et par dage med ikke ret meget vind. Hvad gjorde vi så? Tog sejlene ned og gik til køjs. Og så kunne vi få et rigtigt ”bondehyl” på ca. 7-8 timer. Ellers var det 30 minutters søvn – op og kigge rundt – og tilbage på køjen. Bjørn oplevede Atlanten noget hårdere end jeg. Hans båd er en Ballad på 30 fod, min er på 39 fod, så mens han måtte sejle med næsten fulde sejl det meste af tiden, havde jeg 2 reb i storsejlet og kun en lille smule af genuaen rullet ud. Derfor havde Bjørn meget mere belastning på sin båd, hvor jeg næsten ikke havde noget. Derfor havde jeg heller ikke nogen skader på båden, men Bjørn havde en del på Chili. Turen tog 22 dage 23 timer og 45 minutter. Den længste tur jeg indtil dato havde sejlet alene. Bjørn synes det havde gået hurtigt, selv om vi havde et par dage, hvor vi bare drev for vindstille. Den sidste uge sejlede vi kun 3,5 knob i gennemsnit. Men totalt var gennemsnittet ca. 5 knob.

Jeg synes ikke selv det havde været anstrengende, men jeg sov alligevel mere end 12 timer den første nat efter ankomst. Vi fik en herlig modtagelse af besætningerne både på Espresso (Torben) og alle de norske både, som vi havde fulgt sammen med i Caribien.

Jeg købte et satellit mail system før jeg tog af sted fra Caribien. Det gjorde, at jeg kunne holde kontakt med familien, fortælle hvor langt jeg var nået. Bjørn kunne hver dag sende mail til sin kæreste (Bente). Vi modtog mail og vejrrapporter, så sejladsen kunne blive så sikker som muligt.

Jeg havde rigeligt med fersk mad, frugt og yougurt til hele turen. Købte et par kg oksekød inden start. Af halvdelen lavede jeg en stor gryderet, der gav mad til 8 dage. Af den anden halvdel lavede jeg steaks og mere gryderet. Da kødet næsten var slut, satte jeg en snøre i vandet med en ”blæksprutte på krogen. 5 minutter efter havde jeg en ca. 10 kg stor tun på krogen. Jeg nøjedes med at skære en enkelt filet på ca. et par kilo af fisken. Det lavede jeg en stor portion fiskefrikadeller og nogle steaks af – mums. Jeg havde også masser af dåsemad med – med undtagen af et par dåser flåede tomater og champignon, rørte jeg det ikke. Min morgenmad bestod af forskellig slags frugt (banan, plantan, æble, ananas, grapefrugt og appelsin) skåret i tern og blandet med müesli og yougurt. Det spiser jeg med pinde og drikker te medbragt fra Kina.

På turen over Atlanten havde vi næsten dagligt og nogle gange flere besøg af delfiner. Herlige og underholdende dyr, der fulgte os og lavede luftakrobatik ved siden af båden. En enkelt kaskelothval kom også i nærheden. Men heldigvis ikke så tæt som det skete for Espresso, der sejlede ind i 4, med det resultat at rorpinden og forstaget knækkede og sprang. De måtte i en periode styre med en rørtang. Masten blev holdt fast med spilerfald. Heldigvis skete der ikke noget med personerne ombord.

Espresso, der sejlede fra Tortola BVI samtidig med os, kom 2 dage før i havn på Horta. Vi havde et kort møde med dem på Peters Sport Café (Verdens mest berømte sejler cafe), inden de skulle sejle videre til Ponta del Gada, for at modtage Torbens kone Anne-Mette, der skulle komme dertil.

Bjørn og jeg bliver her til den 1. juni (hvis vejret arter sig). Vi ligger jo godt ved kajen lige neden for Peters Sport Café. Herfra sejler vi til Falmouth i England – reparerer det der er nødvendigt. Den tur på ca. 1.250 sømil regner vi med tager 11-12 dage. Vi sejler videre til Salcombe (ankrer) og sejler herfra til Cherbourg i Frankrig.

I Cherbourg tager jeg afsked med Bjørn. Han skal afvente sin kæreste ankomst i begyndelsen af juli. Jeg skal videre mod nord til Le Havre, Dunkirk og derfra til Belgien, Holland og Tyskland. Jeg sejler gennem Kielerkanalen og vil langt om længe ende i Hundested den 4. juli kl. 14.00. Jeg regner med at få kort midlertidig plads den dag lige nedenfor HMS klubhus ved ankomsten.

Jeg håber at se så mange venner vil komme til modtagelsen. Jeg giver øl, sodavand og småkager.

Alle er velkomne til at stille spørgsmål til mig eller sende en hilsen. I skal nok få et personligt svar. Det er rart at høre lidt hjemmefra.

Kærlig hilsen

Allan

26. rejsebrev Ultimo februar til 1. maj 2009 En hel masse steder i Caribien.

Jeg vil ikke trætte med de tidligere sejladser med Henrik fra Grenada til Gouadeloupe via Union Island, Tobago Cays, Grenadinerne, St. Vincent, St. Lucia, Martinique, Dominica og Guadeloupe, da de er beskrevet i tidligere rejsebreve. Jeg vil lade billederne tale for sig selv. Dog vil jeg nævne Raf (Rafaele), der er Langtursejlernes kontaktperson i Soufriere på St. Lucia og hans kone Laila. De er utroligt gæstfri og meget hjælpsomme. De har siden sidst åbnet en lille vin- og kaffebar – dvs. de åbnede den dag vi kom. Der var mødt mange mennesker op. De følgende dage viste, at den nok skulle blive populær.

Den 31. marts sejlede vi fra Deshais på Guadeloupe til English Harbour på Antigua. Først i den seneste tid har vi kunnet slække lidt på sejlene. Vinden har været hård bidevindsejlads med 2 reb i storsejlet og halvt udrullet genua. Men vi er siden Dominica kommet til ”Leeward Islands” – dvs. vi er drejet mere vestover – og det passer fint med den østlige til nordøstlige vind.

Hvis man følger lidt med på et kort, kan man se, at vi er kommet ret meget nordover siden sidst. Det skyldes, at Henrik, der er den eneste gast ombord, sidste år allerede havde oplevet Martinique, Dominica og Gouadeloupe.

I English Harbour smed vi ankeret ved siden af Chili med Bjørn ombord. Ham havde vi ikke set siden nytår på Trinidad. Det var et glædeligt gensyn.

English Harbour og nabobugten Falmouth Harbour er samlingspunkt for nogle meget store lystyachter. En lignede faktisk det danske kongeskib, men var nok dobbelt så stor. Her findes endda lystbåde med helikopterdæk!!

Antigua er ret lav, derfor regner det ikke ret meget. Spanierne, efter Columbus opdagelse i 1493, forlod øen ret hurtigt på grund af tørken. Øen har siden 1632 kun været besat af franskmændene et enkelt år og siden været meget engelsk. Admiral Nelson var chef for basen i en periode. På grund af den gode stormsikrede havn var English Harbour Englands store flådebase i Caribien, og de kunne let kontrollere store områder. Og det fremgår da også, at langt de fleste øer er tidligere engelske kolonier og engelsk talende.

Vi blev nogle dage og slappede af, bl.a. sammen med nogle venner fra de norske både Motgang, Ruffen og Jipii. Vi skiftedes til at lave ”sundowners”, der som regel udartede sig til små fester.

Vi besøgte en række små hyggelige ankerpladser på vores sejlads rundt om Antigua. Morris Bay, Jolly Harbour og Deep Bay havde alle gode snorkel steder. Vi følges sammen med Chili. Store havskildpadder svømmede omkring og var fuldstændig upåvirkede af vores tilstedeværelse. Vi sluttede af ved St. John, der er Antiguas hovedstad.

Vi lettede den 7. april og sejlede til Barbuda.

Barbuda er meget speciel, da den er meget lav. Højeste punkt er lavere end 60 meter. Øen ses først på ca. 5 sømils afstand – og det er palmerne man ser. Vi sneg os ind til Cocoa Bay og sig sag’ede mellem de mange koralrev ind til ankerpladsen. Det her var eye-ball navigation.

Her er meget øde. Man kan godt få et par kilometer strand for sig selv. Befolkningen er kun på ca. 1.500 og bor næsten alle i hovedstaden Cordrington, der er lidt vanskelig at komme til, da den ligger et par sømil fra de mulige ankerpladser.

Barbuda blev engelsk i det 17. århundrede. Det blev leaset til Cordrington familien i 1685 for at øen kunne blive opdyrket. Men faktum var, at øen blev brugt som slaveparkering. Slaverne blev herfra gensolgt til andre øer.

Den næste dag flyttede vi ankerplads til Low Bay, som ligger ud for en 18 km lang strand med det fineste pulveragtige koralsand. Men meget meget øde. Bjørn og jeg gik en tur langs stranden. Man føler sig helt Robinson Crusoe agtig. Vi havde kun os selv at snakke med. Se bl.a. billeder fra Chili’s hjemmeside. Der er et link på min forside. Efter et par kilometers gang lå der et lille nybygget hotel, hvor vi kunne få en øl (meget meget dyr – danske priser! – dvs. 3 gange så dyr som normalt her). Der var ikke andre gæster end os. Vi fik arrangeret at vi den næste dag kunne få en taxabåd til Cordrington og derfra en tur ud til et fregat fugle reservat.

Kl. 9 den næste morgen stod vi på landtangen. George modtog os. Han ville være vores guide. Vi skulle først checke ud, da vi ville sejle videre tidligt næste morgen. Vi skulle 3 steder hen – havn, told og immigration. Og de lå langt fra hinanden 3 forskellige steder. Vi spurgte om vej på en lille politistation. Betjenten bad os om at gå ud i sin bil. Og så kørte han os rundt til alle stederne – fin service. Efter ca. 1½ time var vi tilbage hos George ved den lille havn. Vi tog afsted på tur i hans båd. Der skulle holdes fast. Lige som alle andre steder vi har besøgt har de lokale kun ”2 gear” på deres både – enten ligger de stille – eller også er gashåndtaget helt i bund. Vi stoppede ved en meget stor bøje. Den virkede helt malplaceret her. Historien var, at bøjen havde revet sig løs i Canada, var drevet med havstrømmen til Europa og derfra over til Caribien. Forhåbentlig møder man ikke sådan en om natten, når det går hjemad.

Der var to fuglekolonier. En lille med pelikaner og en meget stor med fregatfugle. Vi kunne komme meget tæt på (et par meter fra). Fregatfuglene, der har over en meter vingespænd, er fantastiske flyvere. De lander aldrig på havet, men snupper flyvefisk, når de kommer ud af vandet. En anden sport er at ”stjæle” fra andre fugle. Det er fantastisk at se disse luftkampe. Det var flot at se fuglene made ungerne mens de stadig fløj. Efter turen havde vi et par timer i byen inden vi blev sejlet over til landtangen ved Low Bay, hvor vi havde ankret.

Meget tidligt kl. 5 næste morgen inden det blev lyst lettede vi anker. Vi skulle til St. Barthelemy (St. Barts) Chili havde sejlet afsted kl 3 om morgenen (det går ikke så hurtigt med ham). De første par sømil skulle vi passere nogle koralrev tæt på. Vi kom fint uden om i mørket.

Sent på eftermiddagen blev ankeret lagt ud tæt på hovedbyen Gustavia.

Der bor vel omkring 7.000 mennesker på denne ø, som hårer til Frankrig – vi er altså i EU her, hvilket også fremgår af omgivelser, forretninger og priser. Øen har ikke hele tiden været på franske hænder. I 1784 overdrog den franske kong Louis den 16. øen til Sverige mod at få en fransk handelsbase i Gøteborg. Øen blev dog givet tilbage til Frankrig i 1877. Hovedstaden, bygninger og mange gadenavne har stadig svenske navne og af svensk oprindelse.

Vi turede lidt rundt i den pittoreske by. Gik op til fortet med dets store gamle kanoner (skulle lige se om det var danske). Det var de ikke – de var lavet af plastik!! Men der var en flot udsigt. Vi er kommet til et ”high class” område, hvilket kan ses af alle mega-yachterne her. Mange forretninger er meget dyre varemærke butikker.

Den 14. april lettede vi og sejlede rundt om St.Martin/St. Maarten de ca. 35 sømil til Road Bay på Anguilla.

Anguilla (ålen, på grund af den lange flade form) er noget speciel. Øen har været engelsk i hele koloniperioden, selv om den kun ligger nogle få sømil fra den franske St. Martin. Da England afkoloniserede i Caribien blev det besluttet, at Anguilla styremæssigt skulle lægges ind under St. Kitts and Nevis. Men at blive koloni under en gammel koloni var i modstrid med anguillanernes ønske. De revolutionerede og erklærede deres ø med ca. 7.000 mennesker fri og uafhængig. St. Kitts prøvede at invadere i 1969, men blev slået tilbage (ingen dræbte). Briterne sendte en kanonbåd med soldater til øen, men det eneste de mødte var en masse får og en undrende befolkning. Det blev herefter besluttet med befolkningens tilslutning, at øen skulle være engelsk oversøisk territorium i lighed med De britiske Jomfru øer (BVI).

Vi blev et par dage på ankerpladsen i Road Bay – stille og roligt område. Jeg lokkede Henrik på en gåtur til hovedbyen The Valley og tilbage. En tur på ca. 14 kilometer. Flot tur og flot udsigt over det bakkede landskab.

Vi sejlede ud til Sandy Island den 17. april. Det er en ganske lille palmeø (dog med en bar og restaurant). Der var flot at snorkle. Masser af kulørte fisk, heraf meget store papegøjefisk. Egentlig havde vi ikke tilladelse til at tage derud, da vi ikke havde betalt de ca. 200 kr., som park fee kostede. Det ”glemte”. Efter et par timer sejlede vi videre til Marigot Bay på franske St. Martin.

Henrik, Bjørn og jeg lejede en bil og kørte rundt på hele øen – både den franske og hollandske del. Vi var både på toppen af øen (ca. 500 m) og nede i alle bugtene og i de to hovedstøder (Philipsburg og Marigot). Øen er ikke meget større end Amager, men er delt i 2 nationer. Delingen fandt sted i 17 hundrede tallet. Det fortælles, at en franskmand skulle starte fra nord og en hollænder fra syd. De skulle gå mod hinanden. Grænsen skulle være der, hvor de mødtes. Franskmanden havde en flaske vin med, hollænderen en flaske genever. Hollænderen blev mere fuld af den stærke spiritus og kunne ikke gå så hurtigt. Derfor er den fransk del den største. Den hollandske del virker dog mere rig (meget turistet og mange mega yachts) end den franske, der dog er mere hyggelig. Alle taler både engelsk og fransk. 

Nu er jeg så her i Marigot. Henrik tager hjem om et par dage. Båden er ved at blive gjort klar. Alt er næsten gået igennem. Der er anskaffet et nyt mastespil, ny motorenhed til den elektriske autopilot og jeg har købt en Skymate satellitmodtager, så jeg kan sende mails og modtage vejrmeldinger under min passage af Nordatlanten. Rig, skrov og motor er gået igennem på begge både i fællesskab med Bjørn på Chili.

Vejret ser nogenlunde lovende ud for vores planlagte afgang den 1. maj om morgenen. Det ser ud til at en hel armada af sejlbåde sejler af sted den dag. Om det er godt ved jeg ikke. Da både Bjørn og jeg sejler alene skal vi jo også kunne sove. Vi må sørge for, at de andre både holder godt udkig med os.

Sejladsen går nordover til et punkt et par hundrede sømil øst for Bermuda. Derefter nordøstover til den 38/39 breddegrad. Herefter går det direkte østover mod Horta på øen Faial i Azorerne.

Hvornår er vi så fremme: Da jeg så vidt muligt følges sammen med Chili (30 fod) vil det nok tage omkring 25 dage at nå frem – plus minus et par dage.

Jeg forventer at sejle mod Cherbourg i Frankrig ca. den 1. juni. Ankomst til Hundested er stadig planlagt til den 4. juli kl. 14.00. Alle vil være velkommen til en øl og en ”småkage”. Jeg vil prøve at få plads neden for klubhuset ved ankomsten.

Alle er velkomne til at stille spørgsmål til mig eller sende en hilsen. I skal nok få et personligt svar. Det er rart at høre lidt hjemmefra.

Kærlig hilsen

Allan

25. rejsebrev 16. januar – 10. marts 2009.

St. Vincent, St. Lucia, Martinique, St. Lucia, Tobago og karneval på Trinidad.

Laila og Stig skulle også se Tobago Cays, der kun ligger et par sømil fra Union Island. Det er altid en oplevelse at snorkle ved de små øer, der næsten er omringet af et stort koralrev. Her kan man komme helt tæt på havskildpadder og myriader af fisk. Jeg prøvede at holde fast i skjoldet på en af skildpadderne, men den forsøgte at trække mig ned.

Efter et par dage, gik vi den 19. januar fra Clifton Harbour på Union Island og ankrede i den meget smukke og idylliske bugt Saltwhistle Bay på øen Mayreau. Øen er ikke større, end det tager ca. en halv time, at gå fra den ene ende til den anden, men man skal over en ret høj bakke.

En dag blev vi der. Da vejret var fint og vinden i den rigtige retning fortsatte vi til Bequia – den nordligste af øerne i Grenadinerne. Vi var lidt tomme for vand. Jeg vidste, at vi kunne få tankene fyldt op (500 liter) fra en tankbåd. Det måtte vi betale 250 kr. for.

Efter nogle dage, hvor Laila og Stig bl.a. var på rundtur på Bequia, lettede vi anker den 23. januar og sejlede op til den lille bugt Wallilabou på St. Vincent. Jeg har fortalt i tidligere rejsebreve, at det er her nogle af filmene ”Pirates of Caribbian” er optaget. Siden sidst har sommerens storme dog reduceret kulisserne en smule. Vi blev som sædvanlig anråbt af ”boat boys” længe før vi kom ind i bugten. De hjalp os med at få en line ind agter omkring en palme. Vi havde ikke mere end lige ankret, da der inden på stranden blev råbt ”Velcome back Avalon”. Det var Tony, der ejer den lille strandbar ”Pirates Retreat”. Han var ikke mere end lige kommet tilbage til sin bar, da Lars Lilholts ”Kald det Kærlighed” gjaldede ud over bugten. En cd, jeg havde givet ham sidste år.

Tony tilbød, at vi kunne ligge i en af hans bøjer. Det var nemmere end at ligge for anker. Vi fik et par hyggelige aftener inde hos Tony, hvor han ekstraordinært lavede mad, selvom køkkenet ikke var åbnet for sæsonen. Den ene af aftnerne blev lidt ”våd”, hvor blandt andet politiet, der var til stede heller ikke holdt sig tilbage. Tony laver nogle virkelig gode rum punch.

Vi skulle videre. Efter at have checket ud fra St. Vincent, sejlede vi den 25. januar ved daggry mod St. Lucia. Vi skulle op og besøge Laila og Raf (Rafaele) i Soufriere. Raf er FTLF’s kontaktperson på øen. Raf er begyndt at lave lidt business i området med service af de besøgende både samt ture omkring øen til lands og til vands. Det har skabt nogle arbejdspladser for nogle lokale mennesker. Det er godt, når man tænker på, at arbejdsløsheden på St. Lucia er omkring 80 procent. ”Doggy”, en af Rafs medarbejdere og Raf modtog os og hjalp os med at fortøje til en bøje. Vi trængte til at få vasket tøj. Vi er altid velkomne til at få det vasket hos Laila.

Laila og Stig tog en rundtur på øen med Daniel som chauffør. De skulle bl.a. andet se den stadig aktive ”drive in” vulkan, hvor det koger og bobler, den botaniske have og vandfald i regnskoven. De så ret udslidte ud, da de kom tilbage.

Det koster noget, at ligge til anker eller i bøje omkring Soufriere og de to ”Pitons”. The Pitons er de to meget markante bjergtoppe, der også er symboliseret i St. Lucias flag. For to dage er det ca. 46 kr.

Den 28. januar sejlede vi op til Marigot Bay, nogle sømil længere nordpå. Vi blev straks hailed, da vi sejlede ind i bugten og spurgt om vi skulle have en bøje. ”hvad koster det”? Straks blev der svaret 80 Easy (EC) dollars (185 kr.). Jeg spurgte om han ikke var rigtig klog. Straks røg prisen ned til 60 EC. Det synes jeg også var for meget, når man kunne ligge i bøje 2 dage i Soufriere for 20. Svaret var, at så kunne vi bare sejle tilbage til Soufriere. Jeg besluttede at ankre nær ved den tilbudte bøje – og det var gratis. Der var god holdebund. Vi tog ind til land og gik en tur omkring den smukke lagune og højdedragene rundt om.

Laila, der skulle have sin mere eller mindre daglige løbetur på 8 km fik selv lov til at tage dinghyen ind til havnen. Det var et morsomt øjeblik med mange rundture, indtil hun fandt ud af, hvordan den skulle styres. Tidligere havde Stig forbarmet sig over hende og sejlet hende ind. Men han havde ikke meget lyst til at stå op ved daggry.

Næste dag sejlede vi op til Rodney Bay, hvor vi ankrede i den inderste lagune. Helt roligt vand. Jeg kunne fylde dieseltanken op fra de dunke vi har stående ombord på dækket. Jeg fylder ikke diesel direkte i tanken, men via et snavs- og vandudskilningsfilter. I Rodney Bay skulle vi checke ud for den videre sejlads nordpå.

Den 30. januar lettede vi fra Rodney Bay. Så snart vi kom ud af bugten blev vi mødt af en østlig vind på 10-13 m/s og høj sø. Der kom 2 reb i storsejlet og kun halvdelen af genuaen blev rullet ud. Alligevel gik det med mere end 7 knob nordpå. En kæmpe turkatamaran med en masse mennesker ombord passerede os tæt om styrbord. Mange tog billeder af os i den høje sø.

Vi sejlede direkte til Le Marin på Martinique – en tur på ca. 25 sømil. Det tog 4 timer. Der lå hundredvis af både til ankers og i de forskellige marinaer. Men der er også plads til mange i den store bugt, og vi fandt hurtigt en ankerplads. Byen og stedet er nu ikke noget specielt, men er gearet for det maritime. Jeg havde ødelagt min gps til computeren, hvor jeg har alle søkortene. Jeg fandt en i forretning ved havnen.

Den næste dag 1. februar sejlede vi forbi Dimond Rock, der ligner ”Dark Wader” fra ”Star Wars” og gik ind i Petit Anse d’Arlet, hvor der er et lille rev tæt ved stranden, hvor det myldrer med kulørte fisk. Da vinden var i ryggen hele vejen brugte vi kun storsejlet med 2 preventers (liner, der skal forhindre utilsigtet bomning).

Og så skete det! Den nye toilettank, jeg havde fået installeret i november revnede – adddrrrr. Jeg kunne ikke lappe den. Intet ville sidde fast. Måtte klare det ved at tømme tanken 2 gange om dagen.

Tirsdag den 3. februar sejlede vi op og ankrede ud for St. Pierre. Det er den tidligere hovedstad på Martinique, men den blev totalt ødelagt ved et vulkanudbrud i 1904 og samtlige indbyggere på nær en straffefange blev dræbt. Alle skibene i bugten sank, hvilket i dag kan ses af de utallige vrag, der er markeret i søkortet.           

Jeg gik en tur rundt og så på nogle af ruinerne og byens markante steder. I dag bor der kun ca. 10.000 mennesker. Mange af husene er bygget oven på ruinerne. Også her er der gamle danske kanoner fra 1700-tallet.

Laila og Stig tog med et lille tog rundt i byen (ligner Tivoli-toget). Det var ret dyrt – og

Deres sightseeingtur blev udelukkende præsenteret på fransk, så det fik de ikke meget ud af.

St. Pierre blev vores vendepunkt på turen. Vi skulle mod syd igen. Vi skulle nå karnevallet i Port of Spain på Trinidad. Laila og Stig skulle hjem herfra og Henrik skulle komme ombord. Det er meget lettere, at sejle mod syd, når vinden mere eller mindre konstant kommer fra nordøst og strømmen det meste af tiden fra øst. Så kan der komme lidt slæk på sejlene i modsætning til bidevind eller kryds, når man går nordpå.

Vi sejlede ned til Grand Anse d’Arlet. Det er en hyggelig ankerplads med en masse små restauranter langs stranden. Man sidder med fødderne i sand. Det er også et sted man kan checke ud for den videre sejlads. Ind og udcheckningsproceduren er meget enkel på de franske øer. Det er som regel i en restaurant med en computer. Man udfylder et skema på skærmen. Printer det ud. Får et stempel – og så er den potte ude. Max 5 minutter.

Fra Martinique gik det retur til Rodney Bay Inner Lagoon den 6. februar. Vi gik ud og spiste et herligt måltid på strandpromenaden ud til Rodney Bay. Vandet i den indre lagune er meget ugennemsigtigt. Hele tiden springer ret store fisk ud af vandet (nok for at orientere sig). Det ser flot ud, og man kan bruge lang tid til at betragte skuet.

Om lørdagen den 7. fortsatte vi til Soufriere. Igen hjalp Doggy os med fortøjning til en bøje lige ud for ”Bat Cave” – en hule i klippen med masser af flagermus. Doggy hentede også det vasketøj vi havde. Vi bestilte frugt og rødvin hos ham. Laila og Raf var gæstfri som sædvanlig. Vi fik en del hyggelige samtaler i deres store hus, der ligger tæt på stranden og ankerpladsen.

Raf tog os en dag på en tur op langs vestkysten. Han ville undersøge mulighederne for at lave en tur i den retning, samt besøge nogle nye vandfald i regnskoven.

Den 10. februar forlod vi St. Lucia for at sejle direkte til Man o’war Bay på Tobago og ankre ud for Charlotteville. Den udsejlede distance var på 178 sømil. Det tog 28 timer. Vinden var i nordøst 10-14 m/s. Vi var godt rebet ned og sejlede med preventer på bommen. Søen var ret høj. Lidt over midnat sprang det ene trækkabel til Aries’en – den automatiske vindstyrer. Stig og jeg måtte skifte til at håndstyre. Ankerpladsen i Charlotteville ligger et stykke fra stranden og er ret urolig. Vi checkede ind kort efter ankomsten. Det var den mest langsommelige procedure vi havde mødt endnu. Ikke fordi, der skulle udfyldes flere papirer end på Trinidad (den næst langsomste), men personerne fra Custom og Immigration var utroligt snaksalige. Der kom jo ikke både hver dag. Alle skulle være til stede, og vi blev udspurgt fra hvilket land båden kom fra, om der var koldt osv. osv.

Vi tog en slapper efter den hårde og trættende sejlads. Gik en lille tur i byen. Men ellers stod programmet på ”liming”. Dvs. betragte de andre, snakke lidt og ellers ikke lave noget.

I stedet for at købe en rundtur på øen tog vi den lokale rutebil til hovedstaden. En meget flot tur på over en time der går langs nord- og vestkysten. Da vi skulle tilbage ved 3-tiden var der ingen bus. Mange ventede. Den næste bus kørte ikke før kl. 5. Da den endelig kom, var der et veritabelt slagsmål for at komme ind. Det ville jeg ikke rode mig ind i, så jeg ventede lidt tilbage – og fik en ståplads! Det blev en noget længere dag end forventet.

I forbindelse med udcheckningen – ja man skal checke ud og ind, når man sejler mellem havnene i Trinidad og Tobago – fik vi tilladelse til at besøge et par steder på Tobagos nordkyst. Derfor gik vi lørdag den 14. december de ca. 10 mil til Castara Bay – en meget pittoresk lille bugt. Da vi skulle ind på stranden med dinghyen var der så meget surf, at båden vendte på hovedet og Laila og jeg blev kastet i vandet. Uheldigvis druknede motoren også druknede. Surt! Nå, jeg havde i længere tid fablet om, at påhængsmotoren til dinghyen skulle renses, så nu var jeg nød til det. Vi gik en tur mellem de små hyggelige strande, og mødte også en dansk familie, der holdt ferie der.

Tilbage til Avalon fik påhængsmotoren den helt store rense tur og blev skilt fuldstændig ad. Den har aldrig virket så fint siden.

Søndag gik det videre til Plymouth. Et turist sted, men ikke lige så kønt som de foregående steder på Tobago. Alt er næsten lukket om søndagen, men vi fandt en lille kinesisk restaurant – og de lavede fortrinlig mad.

Vi havde besluttet at starte på den 80 sømil lange sejlads mod Chaguaramas på Trinidad omkring midnat. Det øsede ned, så starten blev udsat til kl. 1.

Vi ankom til Trinidad den 16. februar kl. 15. En dejlig afslutning på 6 ugers sejlads og lidt over 600 sømil. Båden skulle på land og lige have en ekstra smøring i bunden.

2 dage efter kom båden op. Laila, der gik ved siden af kranen sagde, at man kunne se et mellemrum mellem køl og skrov. Hjælp!!! Så snart Avalon var stivet af ringede jeg til en mekaniker for at få strammet kølboltene. De kom hurtigt. Fik lavet specialværktøj. Alle boltene kunne strammes på nær en – den var knækket – den bagerste. Mange forslag (dyre) kom på bordet. Ny køl bl.a. Månedlang proces. Jeg var lige klar til at sælge båden på stedet. Jeg spurgte, om man ikke indefra kunne bore et hul ned i kølen og så hugge et hul på tværs og så sætte en bolt i hver ende. Det havde de ikke prøvet før. Men de ville da godt prøve. Som, sagt så gjort. Det lykkedes på 2 dage. Jeg hjalp til og fik vabler i hænderne. Man kan ikke bore i bly med en maskine. Boret skal drejes i hånden. Det tog en hel dag. På billederne i galleriet har jeg vist hvordan det blev gjort. Det ser fornuftigt og stærkt ud. Kr. 6.000 (uventet udgift). Toilettanken (en halv times arbejde) måtte jeg vente over en uge på at få repareret på grund af karnevallet.

Siden november, da jeg første gang kom i vandet har jeg sejlet 897 sømil. Og siden afgangen fra Hundested den 3. august 2007 er det blevet til 5.587 sømil (for landkrabber svare det til 10.350 km), hvilket svarer til ca. en fjerdedel rundt om Jorden ved ækvator.
 

Henrik, der også sejlede med mig sidste år, kom den 21. februar. Så var vi 4 ombord (lidt crowded – men heldigvis kun for en kort periode).

Karnevallet stod for døren, hvilket er helt specielt her i Trinidad. Alle deltager uanset om man vil eller ej. Specielt ”J’ouvert”, der startede mandag den 23. februar kl. 5 om morgenen. Man skal ikke have pænt tøj på, for man får maling hældt ud over sig. Det er ekstremt festligt og alle går til den. Musikken (Calypso og Soca) er øredøvende. Alle danser. Pigerne specielt med deres bagdele. Fascinerende at se på.

Tirsdagen er den store paradedag, hvor helt fantastiske dragter og optog bliver vist. Forberedelserne må ha’ taget et helt år. Flot er det. Det ene optog efter det andet defilerer forbi. Fra morgen til midnat varer det. Vi blev der kun til kl. 4 om eftermiddagen – vi var trætte.

Båden kom igen i vandet om torsdagen. Toilettanken blev installeret under søsætningen. Stig og Laila var for trætte til at sejle ud til nogle af øerne omkring Chaguaramas. De var ved at klargøre til hjemturen lørdag.

Den sidste dag i februar sagde Henrik og jeg farvel til Laila og Stig. De har været nogle dejlige mennesker at have med, og de har ned stor tålmodighed acceptere mit mere eller mindre temperament. Godt gået.

Umiddelbart efter kl. 15 lettede vi anker og sagde farvel til Trinidad for sidste gang.

Vi ankom til Prickly Bay på Grenada kl. 3 om morgenen – en meget hurtig tur på 12 timer (80 sømil). Der var slæk på sejlene og vinden var østlig 6-7 m/s, og alligevel loggede vi mellem 7 og 8 knob.

Henrik og jeg har siden været til BBQ på Hog Island, taget en rundtur på hele den bjergrige ø (halvt så stor som Bornholm) og senest i Gouyave til fiskefestival.

Nu ligger vi her på ankerpladsen i lagunen ved hovedstaden St. George’s og venter på bedre vejr sammen med en anden dansk båd ”Poseidon”, som vi har været en del sammen med. Vi forventer at sejle videre til Tyrell Bay på øen Carriacou på tirsdag den 10. marts.

Alle er velkomne til at stille spørgsmål til mig eller sende en hilsen. I skal nok få et personligt svar. Det er rart at høre lidt hjemmefra.

Kærlig hilsen

Allan